ACW 26: Vederkvægende
Nils Gröndahl og Ebbe Frej loopede sig igennem et udfordrende og vederkvægende sæt, der føltes alt for kort.
Vederkvægende er et stort ord. Som oftest anvendes i kirker og den slags steder. Men det kan også bruges om Nils Gröndahls soloprojekt, der indimellem bliver støvet af. Han spillede ganske vist en kort koncert, et secret show, på Ideal Bar allerede torsdag, men var kun programsat til lørdagens eftermiddagsnørder.
Og her må jeg lige for en kort bemærkning omtale et andet band, der med samme placering i programmet tog min personlige pris som årets bedste booking. Jeg taler naturligvis om Lazer Nun, der opførte et specielt komponeret værk til Folket Hus. Og nok har Gröndahl ikke helt så store armbevægelser, men bookingen, sceneopsætningen på gulvet, der tillod lytteren at gå rundt om koncerten og i nogen grad også publikummet, havde de samme kvaliteter som Lazer Nun. Men der hørte lighederne også op. For hvor Lazer Nun (og nu skal jeg nok lade være med at sige mere om dem) spillede et sæt, der i den grad udfordrede lytterens tolerance for støj, så var Gröndahls sæt vederkvægende. Smukt, enkelt, ikke helt støjfrit, men med en minimalistisk, næsten ydmyg vibe over sig, som blev smukt understreget af Ebbe Cortes Frej, der med meget få virkemidler fik spillet og loopet en aldeles fremragende underlægning på Gröndahls eksperimenter på violinen. Et instrument, der fandt anvendelse på mange måder, men aldrig, som i aldrig, ophørte med at være en forlængelse af Gröndahls arm. Der var ro, der var storm og der var spoken words og sang på tysk. 
Imens kunne vi – hvis vi turde – gå rundt og lytte til musikken fra forskellige vinkler. Det er altid lidt angstfremkaldende sådan at vade rundt på “scenen”, men det gav noget fint til musikken, at vi var så tæt på, og at vi kunne beskue værket fra flere vinkler, imens det blev til. For det er jo sådan, det foregår. Værket trylledes frem for vores ører i realtid, og selvom det uden tvivl har været afprøvet i private former en del gange, så var det alligevel min fornemmelse, at ikke to gange er helt ens. Det er der noget meget fint i. Væk med koreografien, væk med det skarpt indøvede og ind med noget følelse, noget nerve og muligheden for at lave fejl.
De 35 minutter, der var afsat til Gröndahl og Frej, var alt for lidt og samtidig lige tilpas. Som en rolig start på en hektisk festivaldag var det helt perfekt, men som min anmelderkollega og jeg sagde til hinanden efter koncertens afslutning: “det kunne de da godt have fortsat i en 5-8 timer endnu”.
Det var musik, der lagde sig som en lækker, tung dyne i hotelklassen omkring hele nervesystemet, som fik vejrtrækningen ned og hjernen i omdrejninger. Enkelt var det ikke at dechifrere det, der foregik der midt på gulvet. Men det var lækkert helt ud i nervespidserne og om ikke årets bedste booking, så i hvert fald godt deroppe af.