RB 26: Vaskeægte hattrick
Krallice brugte nutiden til at binde fortiden sammen med fremtiden, da de spillede tre meget forskellige koncerter som Artists In Residence på Roadburn Festival.
De amerikanske, eksperimenterende black metallere i Krallice havde den store ære at være den ene af Roadburn Festivals to “Artists in Residence” - en titel, der medfører mulighed for at folde bagkataloget ud over flere koncerter.
Under temaet “Fortid, Nutid, Fremtid” spillede Krallice tre meget forskellige koncerter - nogle med mere schwung end andre, for eksperimenterne kan også løbe så meget løbsk, at det bliver vanskeligt at følge med.
Hård åbningskoncert
Første sæt fra Krallice startede i “Fremtid”. Koncerten var samtidig åbningskoncerten på Main Stage, og selvom Roadburn jo oftest gør sig i den mere eksperimenterende og nicheprægede del af den tunge musik, så plejer åbningsbandet på hovedscenen dog at spille rimeligt fremkommelige koncerter. Men sådan skulle det ikke være med Krallice, som ikke gav nogen som helst fucks for 4/4 og melodier.
Det var en hård åbner, og hvad værre var, at det ikke helt føltes, som om bandet var i flow. Det blev en lidt besynderlig, hakket oplevelse, hvor mit øre efter lidt tilvænning sådan set sagtens kunne høre, hvad de gerne ville, men hvor leveringen lod noget tilbage at ønske. Både for Krallices og vores skyld havde det måske været en fordel at tage koncerterne i kronologisk rækkefølge og spille noget kendt til første show.
Skiftende vokaler mellem bassist Nick McMaster og de to grundlæggere af/guitarister i bandet, Mick Barr og Colin Marston, var musikken ligeså i alle verdenshjørner. Skal jeg vælge vokal, så var Marstons klart mest velegnet til Fremtids-koncerten, og han havde en fed kontrast til musikken, der vekslede mellem virkelig teknisk, progget black og så noget mere groovy og smadret, men desværre uden et egentligt anker, en rød tråd. Noget, jeg kunne hænge min oplevelse fast i for at følge med i det rasende tempo, hvormed Krallice ændrede retning. For fans (og dem var der virkelig mange af), så var det nok en koncert af de helt store, men hvis man som jeg gik ind til koncerten uden at have dyrket bagkataloget intenst, så var det måske bare lidt noget rod.
Solidt plantet i fortiden
Det gik straks bedre med Fortids-sættet, som blev spillet allerede fredag. Melodierne var tydeligere, bandet føltes meget mere grounded i deres musik, og der var i det hele taget mindre lir i sættet. Alligevel føltes det sgu ikke rigtig som en black metal-koncert - heller ikke af den eksperimenterende slags. Jeg manglede noget vildskab, noget upoleret. Noget, der ikke virkede, som om det var spillet efter et nodeark, eller noget, andre har skrevet. Den slags fungerer klart bedst i de mere klassisk inspirerede stykker, som vi også fik hilst på i et vældigt afvekslende sæt.
Selvom Fortids-sættet helt klart var langt mere groovy og havde mere hjerte end Fremtids-sættet, manglede jeg at føle oplevelsen på samme måde som for eksempel min sidemand gjorde, mens han med svajende arme og henført lukkede øjne stod og messede noget for sig selv. Det er selvfølgelig muligt, at han havde kigget for dybt i skunk-krukken.
Nutiden bandt alting sammen
Heldigvis kunne jeg - uden at kigge ned i nogen krukker - sagtens følge min sidemand, da Krallice lavede sit hattrick søndag kl. 14.00. Det tidspunkt er tæt på at være tidlig morgen, men de har et trofast publikum, og The Terminal var snart fyldt godt op trods det ukristelige tidspunkt. Søndagskoncerten var deres Nutids-sæt, der fokuserede på tre af deres nyere albums: 'Crystalline Exhaustion' fra 2022, 'Porous Resonsance Abyss' fra 2023 og 'Inorganic Rites' fra 2024.
Det blev et helt magisk sæt. Perfekt egnet til en søndag, hvor alle helst skal lidt ned i gear inden den uundgåelige afsked med verdens fedeste festival, var det en koncert, der flød over af stemning og af stilhed før stormen med en godt 20 minutter lang version af lukkeren og titelnummeret fra 'Crystalline Exhaustion'. Et nummer, hvor lytteren aldrig keder sig, men som samtidig levner plads og rum til de store følelser. Vi blev i det hele taget i det stemningsfulde, med numre som 'Fatestorm Sanctuary', den smukke 'Universal Ancestral Talisman' og ikke mindst 'Porous Resonance Abyss, Pt IV'. Det var lækre sager, som balencerede de fede hooks med det svævende og ambiente.
Ingen brøker
Det ambiente fyldte meget til denne deres sidste koncert, og synthen havde da også fået sig en opgradering i dagens anledning med Marston bag tangenterne. Det klæder Krallice at give plads til de store flader, de brede penselstrøg, så det hele ikke var de brøker, der løb forbi mit indre blik, mens øret ofte forgæves forsøgte at finde et sted at navigere efter. Med Krallices tredje og sidste sæt blev fortid og fremtid pludselig bundet sammen med nutid, og meningen med bookingen, med bandet, med deres Residency, gik op for mig under denne første koncert på Roadburns sidstedag. Og så kunne jeg også stå med lukkede øjne og lade mig opsluge af det landskab, deres musik er. Helt uden forbehold.
Der er ikke blevet delt mange topkarakterer ud i denne omgang Roadburn, men Krallice har fortjent den.