RB 26: Torsdag - Space, sax & swagger
Maruja lever op til favoritværdigheden på en førstedag med elektronisk spacerock, pumpende industrial og en tidsrejse tilbage til Cult of Lunas spæde år blandt torsdagens øvrige højdespringere.
For første gang siden min Roadburn-ilddåb i 2019 nåede jeg i år også at prøve kræfter med åbningsarrangementet om onsdagen. Ikke for navnene så meget som for bare lige at komme ind i zonen – og det helt rette valg! En god chance for ikke blot at mingle med gamle kendinge i disse Roadburn-kredse, men også for på forhånd at få hørt nogen af de navne, der spiller de kommende dage. Herunder Crippling Alcoholism, som åbner torsdagens program kl. 14, hvis goth/nu-metal-hybrid virker en hel del mindre tiltalende på det tidspunkt end champagne-daten på hotellet med Devi-slænget.
Mere lokkende er til gengæld årets første commision, og tilmed årets første show på Main Stage, Krallice. En sjælden gæst på denne side af Atlanten med hele tre shows på plakaten i år, hvor denne første er med fremtiden som ramme. Med andre ord helt uprøvede numre – og en heftig mundfuld af slagsen! Synths, der ellers har spillet en mere gennemgående rolle i deres senere år, er væk, og fokus er i stedet på deres stramt eksekverede black/ekstremmetal.
Virkelig en intens og krævende koncert af en åbner at være, og progressiv i den klassiske forstand, hvor alt konstant er i bevægelse videre over i noget andet. Intet at hægte sig til, og da især ikke den ekstremt rastløse trommeslager med alskens abrupte lilletromme-markeringer og hvad har vi. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de føler det her, og at de i øvrigt er pissehamrende dygtige, med en dybt indforstået bandkemi. Barren er absolut sat højt, men med det sagt, så føler jeg det bare kun lejlighedsvis. Som om de prøver og vil for meget på én gang, uden jeg helt lykkes med at finde hoved og hale i alle deres tekniske krumspring.
Lige så over the top Krallices take på egen fremtid lyder, lige så svedig er det nye projekt Pain Magazine, der en time senere indtager festivalens anden hovedscene, Terminalen. Blot et halvt år gammel er debutalbummet ‘Violent God’, og deres flirten med dunkel electrorock og pumpende industrial trækker klare tråde til både 90'ernes skamløse genrehybrider og 80'erne i de mere glossy hooklines, der finder vej fra tid til anden.
Mørket får lov at ulme i momenter af suspense og forløsning, og pulsen er i det hele taget en bærende faktor. Deres numre har måske ikke helt nok i sig endnu til at sætte sig, men de har tydeligvis luret mekanismen i lige at tilføje et skævt drumbeat eller et catchy omkvæd her og der, og Pain Magazine er et fortræffeligt, dansabelt indslag, der samler langt bedre, end Krallices hjernekrøller-metal gjorde forinden.
Derfra går dagen slag i slag. Naboscenen Engine Room byder på Tijuana-crust/screamo med Habak, og screamo-delen fornægter sig bestemt ikke. Faktisk er der boostet så meget distortion på stemmen, så det hele lyder lige tonedøvende kradst.
Et virkelig sløjt valg af den der “Går den, så går den”-skole, for reelt ender det med at lyde overdrevet aggressivt på en irriterende påtaget måde, og uden noget videre musikalsk at byde på, hvor selv de melodiske undertoner virker underligt uinspirerede parret op mod den voldsomme vokal, laver jeg et hastigt getaway over mod Next Stage, hvor Göteborg-kollektivet Fauna gør lige præcis, hvad de nu engang gør bedst.
Som i en elektronisk udknaldet afart spacerock, hvor pulsen er omdrejningspunktet, og refræner forvrænges med kaskader af flanger og ekko. Bedst virker det, når det rytmiske fundament træder mest i baggrunden, og de bevæger sig længst ud i det trippede gear med tablas, fløjt og generel swagger. Er det nødvendigt med ni mand på scenen? Nej, egentlig ikke, men den vilde energi havde ikke været den samme uden, og der er noget herligt primalt over den måde, de booster spacerockens værktøjskasse med tribal feels og en bas, der går lige i mellemgulvet. En af de der koncerter, hvor det eneste, der i bund og grund gør en forskel fra det tiende minut til de runder sættet af 40 minutter senere er din egen perception af samme (#hardurøgetnok). Nåhja, og så lige lidt topping med rytmeæg og koklokker fra tid til anden, fordi hvorfor ikke.
Imens kollegerne støtter op om årets danskerkort på programmet, EYES, ondulerer jeg en shawarmaret på et af gadens snuskede fastfoodjoints, og så er bunden ellers lagt til en våd aften i felten. Ufomammut får noget a la 10 minutter af min tid – en trio, jeg har set en god håndfuld gange efterhånden, og som umiskendeligt altid er garant for nogle tungt udknaldede fuzzbrag. Og det lader det da også til at være tilfældet i dag, hvor de groover og stoner, og tydeligvis føler den for hårdt fra første øjeblik jeg træder ind på hovedscenen.
Dybest set vil jeg dog lige nu hellere overraskes med noget, jeg ikke kender som min egen baglomme, og så er det jo belejligt at have columbianske club-vibes ala Filmmaker til rådighed på naboscenen. Ikke, at han genopfinder noget som helst, som han står der ene mand bag sin pult og skruer op og ned for sin lagkage af kanaler for at holde dansegulvet i omdrejninger. Men ikke desto mindre med en lækker, dystopisk puls, der hæver eftersmagen, som en mere upbeat kontrast til resten af aftenens program.
Upbeat er til gengæld bestemt ikke en kvalitet, der ligger til Cult of Lunas højreben. Et band, der nærmest er indbegrebet af Roadburns slogan “Redefining heaviness”, hvor de trækker på ikke mindst post-metallens atmosfærer og sludgens rå brutalitet som nogle af deres faste ingredienser. I dag med et sæt dedikeret til de tidlige år, som i ‘Somewhere Along the Highway’ (2006) og bagud – en årrække, hvor de trak mere på de dynamiske vekselvirkninger mellem stilheden og stormen, men som stadig binder en klar tråd frem til det Cult of Luna, vi kender i dag. ‘Finland’ sætter stemningen i scene, og er velsagtens det mest velkendte på dagens sætliste, hvor flere af numrene ikke har været luftet i over ti år.
Der er umiskendeligt sket en del siden debutpladen, hvor kanterne fx er knap så finpolerede på ‘The Sacrifice’ trods trommmeslagerens meget demonstrative brug af shakers, men ikke desto mindre dejligt at høre, at Johannes Persson & co. fortsat er så nært beslægtet med sine rødder. En koncert, jeg principielt havde valgt at se det hele af, hvis ikke Maruja gav mig en stram bagkant, og med dem som min personlige Roadburn-headliner, så må jeg nøjes med en halv time med svensken i denne ombæring.
Nuvel, ingen skam i det, når nu Maruja også samtidig og med al tænkelig overbevisning leverer det umiskendelige højdepunkt for hele førstedagen, for HOLD da kæft, hvor en opvisning! Ikke mindst qua Harry Wilkinson, der med overbevisende lethed deler publikummet op fra start og sikrer aktiviteten ved de forreste rækker, som han flere gange er nede at aktivere, ligesom saxofonist Joe Caroll, der også tager en tur rundt i pitten med blæseren. Den vilde energi fra sidste års ‘Pain to Power’ kanaliseres perfekt ud i Terminalen, hvor musikken flere gange får lov at flyde, mens bandet tager sig tid til at bygge op og sidenhen dekonstruere igen.
En koncert, der ganske vist vægter mere de højenergiske bangers end de mere luftige indslag de også mestrer, men det skal de nu intet have at høre for, når det er udført så mesterligt som her, hvor jeg især står nærmest helt elektrificeret under hele den næsten 10 minutter lange, blændende lukker ‘Look Down on Us’.
Roskilde, I har noget at glæde jer til til sommer!
Det har vi så til gengæld ikke selv bagefter på Next Stage, hvor jeg egentlig skal anmelde Unsane, der fremfører hele 1998's ‘Occupational Hazard’ fra start til slut – men køen viser sig at være så vanvittigt lang, at det er helt umuligt at komme ind til koncerten. En risiko, der indimellem spiller ind i.f.t. netop den scene, så fællesskabet drager mig i stedet ind til et sidste skud techno på Main Stage, hvor Blawan står hævet på toppen af scenen, klar til at tvinge pulsen i vejret. Fint nok for dem, der har det sådan, I guess – jeg er bare ikke lige i zonen, og det virker ærligt talt også jævnt sløjt og uinspireret i.f.t. alle de andre, elektroniske indslag, dagen har forkælet mig med allerede, men altså. 
Der er jo også en dag i morgen, og så er der da en undskyldning for at finde den taxa hjem, inden promillen bliver alt for blændende …