RB 26: Festlig kattejammer
Efter nogle år i dvale sprang belgierne i Kiss The Anus Of A Black Cat ud sammen med birketræerne i Holland og leverede en festlig og folkelig koncert.
Kiss The Anus Of A Black Cat er faktisk et rigtigt bandnavn, omend jeg forestiller mig, at det er væsentligt mere ubehageligt at kysse en anus på en hvilken som helst kat, end det var at være til koncert med netop KTAOABC (nej, forkortelsen er ikke nemmere).
Belgierne var på hjemmebane, da de spillede en veloplagt, men desværre ikke så velbesøgt koncert på Roadburns Engine Room, og der var både plads til finurligheder og lidt vel komplicerede instruktioner til fællessang fra frontmand og stifter, Stef Heeren. Hvis man går og har det godt i Tom Waits-land, er KTAOABC lige til højrebenet. Lidt smadret, lidt udsyret med en nerve, der har sine ender placeret grundigt i det folkemusikalske univers. Dermed ikke sagt, at det er folkemusik, for det er det ikke. KTAOABC låner hist og pist og alle vegne, og særligt elektroniske elementer flettede sig ind ud og af musikken og dannede en skarp og mørk kant, der gjorde koncerten interessant for de, der havde fundet vej til Engine Room.
Publikum prøvede alt hvad de havde lært at følge Heeren instruktioner til fællessang, men både han og vi måtte sande, at Roadburn-publikummet generelt er bedre til at lytte end til at frembringe musik. Det lød i hvert fald helt forfærdeligt fra min plads lidt ude i siden.
Med skiftevis den raspende hårde og den bløde og mørke vokal var Heerens ærinde troubadurens. Fortællerens. Og imellem numrene fik vi små, humoristiske indslag og korte historier ledende op til det næste nummer. På instrumentsiden var der også balance mellem det livlige, det rå og det tunge, og deres 15 år lange karriere (dvale eller ej) fornægtede sig ikke. Der er bare forskel på bands, der har rutinen på scenen, og bands, der i en blanding af nervøsitet og manglende rutine får dræbt nerven i deres egen musik. Lige der var KTAOABC ret meget ovenpå og havde samspilsmæssigt overskud til de små, musikalske kip med hatten, som gør en livekoncert til en livekoncert. Det var levende, det var flydende og det var festligt inde bag den mørke maske.
Skal jeg komme med en lillebitte kritik, så er det, at KTAOABC i lidt rigelig grad lyder som andre. Koncerten igennem tænkte jeg på ROME, Tom Waits, R.E.M og Nick Cave. Det er jo bestemt ikke dårlige kunstnere at læne sig op af, men det er lidt ærgerligt, at det kommer så tæt på, at det bliver til en ufrivillig associationsleg – men på den anden side var det egentlig ganske originalt sat sammen og ikke mindst velspillet, så måske gør det ikke det helt store, når alt kommer til alt.