Grækere på hjemmebane i København
En sløv søndag blev en fest i selskab med Villagers of Ioannina City og danske Maunah, som havde glæden af at varme et fyldt Lille Vega op for hovednavnet, der foldede deres særegne, proggede og sækkepibe-infuserede rock ud foran talrigt fremmødte grækere.
Men inden vi kommer så langt, var det tid til Maunah, der er endnu et skud på stammen af Søren Sols vidt forgrenede, kreative træ. Og som med mange andre af Sols projekter, så var det ikke lige sådan at sætte i bås. Med ny trommeslager på scenen, bogstavelig talt lige taget ind efter Danny Woes exit fra bandet få dage forinden, var det ikke med de højeste forventninger, jeg gik ind til koncerten. Men heldigvis blev alle forbehold gjort til skamme. For trommeslager Tim Sejr Larsen var heldigvis ikke gået direkte ind fra gaden, og han leverede mere end hæderligt som den rytmiske bagstopper i Maunahs besynderlige doom, der lyder og lugter af dengang i 70’erne og med et hint af noget, der ligger og roder omkring noget af det tidlige grunge og så naturligvis krydret med de natur-instrumenter, som følger Sol uanset hvilket scene han træder op på.
Her er på det på sin plads at tale lidt om vokalen. For med gode melodier kommer man langt, og det er også tilfældet for Maunah. Når så Sols vokal kommer på, er det en helt særlig oplevelse. Eller som jeg skrev i mine noter: han synger bare fucking godt. Malmfuldt, spædt når det kræves, med masser af luft og masser af patos på samme tid. Det er ikke enhver dansk sanger, der rammer det niveau.
Havde det ikke været for træfløjten og Sols vokal havde jeg muligvis været mindre begejstret. Kompositionerne var ikke så varierede, og selvom det var aldeles solidt spillet og svingede godt, så manglede jeg lidt flere sving på vejen. Det blev til tider lige til den lette side for min smag, men mon ikke det også er det, der gør, at Maunah har fået en ret bred fanskare i sit forholdsvist korte liv?
Sækkepiber og græsk folkemusik
Og apropos fanskare, så skal jeg lige love for at Villagers of Ioannina City har en fanskare i Danmark. Og blandt den fanskare, mange grækere. Ikke i sig selv videre mystisk, men jeg tror aldrig, jeg har set så mange grækere i Lille Vega - eller Store Vega for den sags skyld - nogensinde før. Stiftet i 2007 og med små 20 år bagen har bandet taget deres nyeste album 'Vencremos' under armen og taget på Europa-turne. Deres progressive rock svingede fra første færd, og med et rimelig fyldigt bagkatalog havde bandet også mulighed for at flette fællessang ind undervejs i sættet til stor glæde for den græsktalende del af publikum.
Villagers of Ioannina City blander på sælsom vis ældgammelt folkemusik med fordums heavy metal, men er bestemt ikke blege for at gå på skovhugst i proggen. Mest særpræget er måske deres brug af sækkepibe og klarinet, der blev spillet af samme person. Sækkepiber passer så uendeligt få steder, men lige her lå den rigtig fint i lydbilledet og spillede sammen med klarinetten stort set samme rolle, som hammond-orglet spillede hos mange af bandets mulige inspirationskilder.
Desværre vokser træerne ikke ind i himlen og efter cirka et halvt sæt, begyndte koncerten er gå lidt i tomgang. Udfaldsrummet for musikken blev for lille, og efter nogen tid blev deres riffs lidt slidte at høre på, og forsangerens patos manglede noget modspil. Det blev for svulstigt og repetitivt, og anden halvleg tabte de de point, de fik i den første - hvis man skal blive i metaforen.