Kort og godt: Fra krypt til muld

Brasilianske thrash-debutanter, Berlin-kraut og gotisk doom med gæstevokal fra Jon Aldara – vi kommer vidt omkring i denne opsamling af EP-udgivelser i sommerens løb.

Lidt har også ret – også selvom vi har for vane at glemme de kortere udgivelser imellem de længere af slagsen. I en stresset hverdag er en EP hurtig at sætte tænderne i – og kan den noget særligt, så bør den også værdsættes for det, fremfor at klandres for ikke at være længere end som så.
Det er dog efterhånden noget tid siden, vi sidst har fokuseret på alle de kortere udgivelser, der lander i indbakken fra tid til anden, så lad dette være en lektie til opfølgning og kigge på en håndfuld af dem, vi er blevet beriget med, siden sommeren gik på hæld.


Anti Ritual - 80 Years
(udkom 5/9 via Indisciplinarian)

Mangt og meget har vi skrevet om de vrede sceneveteraner fra Anti Ritual. “Det er vores forbandede pligt at råbe op!” lød det bl.a., da vi interviewede dem tilbage i 2021, og det må man sige, de stadig gør her fire år senere, hvor anledningen er, hvordan fascismen nu blomstrer igen, her 80 år efter afslutningen på anden verdenskrig. Grind- og hardcore-sensibiliterne er denne gang nedtonet til fordel for et mere crustpunket udtryk ikke ulig Disfear, men med enkelte melodiske indfald, hvor bl.a. mindelser om Killing Joke sniger sig ind i det kontante titelnummer. 
Selv har jeg aldrig rigtig købt ind på bandet, men netop denne udvikling, som de selv med et glimt i øjet omtaler som stadion-crust, øger dynamikken i deres lydbillede, og resulterer i det klart mest inspirerende, jeg har hørt hidtil fra deres side. Marco Malcorps er vred som vanligt, og teksterne har meget på hjerte i linier som “Lets raise our heads and clenched fists high and build a better world on the rubble of this one“ i EP-lukkeren ‘Days of War, Night of Love’. En fortræffeligt galopperende banger med dissonante harmonier og en tungt støjende outro til at følge de 10 minutters musikalsk galde til dørs. 

Giv ‘80 Years’ et skud, uanset om du har været med på Anti Ritual-vognen indtil nu eller ej – den er forfriskende bidsk og får nye facetter frem i bandet. Nåhja, og så er den overstået på ti minutter, så mon ikke du liiige holder ud til enden.

Crypt Sermon – Saturnian Appendices
(udkom 8/8 via Dark Descent Records)



Philadelphias episke doomstere udgav sidste år den fortræffelige ‘The Stygian Rose’, og under de selvsamme indspilninger blev numrene her fra denne EP også til. Med andre ord kan det næppe overraske, at stilen er helt, som vi kender den fra deres side. Brooks Wilsons kraftfulde croon, de bombastiske trommer og de sirligt sammenvævede guitarforløb, der adstadigt opbygger den tunge tone, de har som deres særkende, ikke ulig forbilleder som Candlemass og Solitude Aeturnus. Bedst eksemplificeret i åbneren ‘Only Ash and Dust’, hvor de får flettet mere puls og ørehængerkvaliteter ind i sangskrivningen, mens det sidste originale nummer derpå, ‘Lachrymose’, omvendt chugger tungt afsted med livsleden som omdrejningspunkt.

Endelig bør også nævnes deres originale take på titelnummeret fra Mayhems ‘De Mysteriis Dom Sathanas’, der kløgtigt omskrives til Crypt Sermons univers, hvor Wilson dog giver sig lov til at skeje lidt mere ud, mens klokker og operatiske chants undervejs tilføjer sit til den foruroligende atmosfære. ‘Saturnian Appendices’ er givetvis på papiret restmateriale, men det smager ingenlunde sådan, og fungerer fortrinligt som en appetizer, mens vi venter på mere nyt - eller et dansk koncertvisit måske, nu hvor vi blev snydt for besøget på Copenhell i 2020?




Funeral – The Funereal EP
(udkom 2/6 via Season of Mist)



Funeral startede ud som (surprise!) funeral doom, og var faktisk en del af den første generation indenfor genren +30 år tilbage. Med en gennemsnitlig produktionsrate ala et album hvert fjerde år er alting med andre ord, som man kan forvente sig af bands i den verden, omend der dog er gået mere gotiske doom-tendenser i den med årene – og ikke mindst, at det her er første gang, de gør sig i det korte albumformat.

Det er der så også en særlig årsag til, idet EP'ens omdrejningspunkt er den tre-delte ‘Gamalt Ljos’ på 18 minutter, hvor vokalen undtagelsesvis er overladt til Jon Aldara (IOTUNN, Hamferð). En melankolsk sejtrækker ikke himmelvidt fra My Dying Bride-traditionen med både violin og symfoniske opbygninger, samt akustiske mellemstykker til at bryde med death/doomens mere bastante brutalitet. Aldaras skønsang og de gutturale brøl iscenesætter glimrende det brede, episke vingefang, de folder ud på ‘Gamalt Ljos’, som vi sendes dybere og dybere ned i deres miserabelt doomede underverden.
‘Når Kisten Senkes’ fra sidste års ‘Gospel of Bones’ runder derefter EP’en af i akustisk form, hvor sørgmodigheden får et mere skrøbeligt udtryk, og det her er deres vanlige sanger Eirik Krokfjords bas-tunge croon, der fører den afdøde i graven. En smuk afrunding på en EP, der fortjener mere opmærksomhed, ikke mindst fra jer IOTUNN/Hamferð-fans og/eller de mere doomede sjæle derude.




Maunah – Heimaland
(udgivet af bandet selv 20/6)



“Maunah er lydlig skov og åben himmel. Maunah er uendelighed og fugtig muld.”
Store ord at indlede promomaterialet til sin første EP med, men denne nye kvartet har også ambitionerne på plads. Med doomen som bindeled fletter de progressive elementer og atmosfærisk folkede lydbilleder ind i massen, og således havner vi ud med en EP med masser af kvaliteter for de mere drømmende anlagte. Med tre sange i 5-7 minutters-spændet er der rum til at føre lytteren ind, og selvom jeg personligt godt kunne ønske mig lidt klarere adskillelse mellem numrene og udvikling undervejs, så er der alligevel noget lækkert stemningsfuldt over deres måde at pace numrene, med lidt growls som topping undervejs. 

Med folk fra bl.a. Helge og Altar of Oblivion er det da også erfarne kræfter, vi har med at gøre, og selvom slægstskabet med de bands da også fornemmes her og der, så hører jeg også lidt Alice in Chains-associationer, ikke mindst i ‘Saivør’ og titelnummeret. Som et første spadestik er Maunah bestemt værd at skrive bag øret, og debutkoncerten er allerede linet op på Pumpehuset til december, når Udgårdsfest igen løber af stablen!




Mortalha Negra – Necromante
(udkom 18/6 via Helldprod Records)

Første udgivelse fra denne brasilianske duo, stilistisk i et stormblæst krydsfelt mellem speed, black og thrash metal. Kærligheden til den tidlige, teutoniske thrash er åbenlys, med et mere aggressivt boost og en produktion, der glider lidt klarere ned, gudskelov uden at tage noget fra den hærgede eftersmag. Nogle vil givetvis kende Armando Exekutor fra hovedbandet Flageladör, som han har stået i front for de sidste 20 år, og det er da også ham, der både tager sig af al guitar, bas og vokal i dette sideprojekt, assisteret af J. Ferrante bag trommerne. 

En fremragende debut-EP, der lyder imponerende helstøbt og kradser på den helt rigtige måde, med fire numre på sammenlagt 12 minutter, der kun vil dig det ondt. En af den slags udgivelser, du roligt kan høre fra ende til anden uden de store udsving, omend det er åbneren ‘Os Ventos Trazem Maldicao’ og titelnummeret, der står skarpest – og selvfølgelig kun udgivet i 50 eksemplarer på kassettebånd, fordi det er stilen!




Zahn – Seite E
(udkom 23/5 via Crazysane Records)



Denne berlinske trio gør sig i en instrumental hybrid af kraut, dark jazz og ambient, og en virkelig hypnotisk hybrid af slagsen. Ovenpå 2023's album, ‘Adria’, udmunder det denne gang i en tresangs EP på blot 14 minutter. der både bevæger sig ud i dunkle og cinematiske afkroge af deres univers, og fortsætter glimrende hvor de slap. Singlen ‘Bain de Soleil’ er en fortræffeligt dansabel sag med masser af puls, og ‘Aula’ lyder omvendt som et alternativt take på noget, Robert Smith kunne have skrevet omkring ‘Seventeen Seconds’-æraen – og sådan har sangene hver især sine iboende kvaliteter. Metal er det bestemt ikke, men de dystre og sørgmodige stemninger fornægter sig ikke, ikke ulig hvad fx Gösta Berlings Saga kunne trække ud af ærmet. 
Giv ‘Seite E’ et skud – den er overstået på 14 minutter, det kan du nok liiige klare.