Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"Det er vores forbandede pligt at råbe op!"

Updated
x_XJD4091

Om at skose kapitalismen to timer om ugen, inden man kører på arbejde i sin bil, om at skabe sin egen undertrykkelse og om den hvide mands byrde. Vi går Anti Ritual på klingen i kølvandet på en fremragende plade.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Langt om længe en grund til at stå på den forblæste, regnvåde og betonklædte halvø nord for Christiania igen.

Anti Ritual holder til i et øvelokale ved siden af en moderne klatrehal et stenkast fra den glorificerede parkeringsplads, Metaldanmark har måttet undvære de sidste par år. Selvom Reffen efterhånden er godt og grundigt gentrificeret, viser gamle dage sig, da vi træder ind på trappen i de gamle industrilokaler, der lægger vægge til bandet.

Der lugter af smøger på trappen, og en vintage D-A-D–T-shirt ligger henkastet på en samling genstande, der måske kunne blive nyttige engang.

Vi bliver taget imod af Jacob Krogholt, pladeboss og guitarist, og han forsikrer os hurtigt om, at den old-school duft ikke kun stammer fra dem, men også fra øvenaboerne – legendariske The Sandmen, der stadig spiller, som var det 1994.

Lokalet defineres af instrumenter, kabler og kabinetter – et af dem står bassist Kaspar Boye Larsen med hovedet begravet, i mens han hilser.

Trommeslager og ditto pladeboss Nikolaj Borg og forsanger Marco Malcorps slutter sig hurtigt til og inviterer os ind i baglokalet. Seks voksne mænd indfinder sig i det trange baglokale, og vi indstiller os hurtigt på at komme hinanden ved.

Weekendkriger
Elefanten i lokalet er også pladens essens. ‘Expel the Leeches’ har en guillotine på coveret. Sangene hedder ting som ‘Necrocapitalism’ og ‘No Human Is Illegal’, det politiske budskab er hverken subtilt eller nuanceret. Og alligevel sidder vi her, i ly for torden, regn og vind og lider ingen nød.

Det første punkt må naturligvis være, om bandet rent faktisk mener det, de synger om, eller om de bare er anarkismens svar på hjemmeværnet:
– Selvfølgelig mener vi det! Malcorps er ikke sen til at svare på spørgsmålet og fortsætter med et halvt smil:

_XTD4107.jpg

– Altså, jeg ved ikke med de to bosser, men jeg gør. Det ville være meningsløst for mig at synge om drager eller sådan noget. Det er fedt nok, nogen gør det, men jeg kan ikke. Jeg ville også gerne være som Thomas Burø (Lack, red.) og være helt poetisk og sådan. Men det kan jeg heller ikke. Jeg kan kun synge om det, jeg er vred over.



Borg og Krogholt – bosserne, Malcorps referede til – smiler let, men nikker, mens forsangeren taler. Krogholt tager ordet:
– Det er en reaktion på apati. Vi har det jo meget godt, vi er parkeret trygt og sikkert. Det er også vores egen tilværelse og vores eget hykleri ,vi reagerer på.

Raseriet er tydeligt i både tekster og musik, og hos Malcorps kan det også høres i den dirrende klang, der indfinder sig i hans stemme, når han taler om emnerne:
– Det er jo ikke, fordi jeg sidder og kaster med ting og bliver virkelig vred, men jeg er enormt frustreret, forklarer Larsen, men bliver afbrudt af Malcorps, der godt kan finde på den slags: – Det er vores forbandede pligt at råbe op, når vi har det så godt! Jeg mener, når man hører sydamerikanske punkbands synge om vold og undertrykkelse, så ved de, hvad de taler om. De forstår det på en helt anden måde end os. Det er vores pligt som hvide mænd.

At vi skulle være helt fri for undertrykkelse, vil Malcorps dog ikke sige:
– Det er vel også en form for undertrykkelse at være fanget i maven på et døende system.

Her byder KB Larsen også ind:
– Det er mere end bare undertrykkelse. Man kan jo ikke slippe fri. Man kan ikke melde sig ud af samfundet.

_XTD4120.jpg

_XTD4106.jpg

Før samtalen fortaber sig i ældre damer fra Odsherred, der melder sig ud af samfundet, og hele begrebet “sovereign citizens”, rykker vi videre.

For alt er ikke bare “wokeisme”, som større aviser nok ville betegne Anti Rituals holdninger, hvor bizart det end måtte lyde, for i bedste punk-ånd, kan bandet heller ikke indfinde sig på den fløj.

‘Marginalize Yourself’ stikker nemlig ud fra de andre tracks i sin kritik. I modsætning til de andre retter den sig nemlig mod “egen fløj”:

– Det meste af pladen er jo traditionel venstreorienteret kritik, men den her handler om noget andet. Den handler om noget, jeg ser i mange af de miljøer, jeg selv har bevæget mig i, hvor det hele kommer til at blive meget “mig-mig-mig”, forklarer Malcorps og fortsætter: – Man taler sig selv op som en benhårdt marginaliseret gruppe, mens man er så privilegeret, at man kan opfinde sig selv som marginaliseret. Man sidder og finder alle mulige ting, man kan være en minoritet i, mens andre udsættes for racisme og homofobi og hvad ved jeg.



På mange måder lyder det som den almindelige kritik af den moderne venstrefløj, man kan finde i snart sagt hvilket som helst dagblad, og den godmodige latter, da vi benævner ‘Marginalize Yourself’ som Anti Rituals “Berlingske-track”, afslører da også, at de godt kan se sig selv i nærheden af den lidt mavesure gammelmandsrolle, men fastholder også, at der er noget at komme efter i det:
– Vi forstår godt, at de unge har brug for at gøre oprør, også mod os, men i virkeligheden afleder det fra det vigtige. Det er de samme strukturer, der hersker i verden, som der altid har gjort, og på den måde er der jo ikke sket en skid, uddyber Jacob Krogholt.

_XTD4110.jpg

Men hvor er vi henne? spørger Devilution. Er det ikke præcis det samme, vi gør her, når vi sidder og råber om undertrykkelse og frygtelighed, for derefter at gå ud i vores biler og køre hjem i seng?
– Det er rigtigt, men som politisk menneske skal man også passe på ikke at være for enøjet. Man kan ikke gå og være politisk og korrekt hele tiden. Diskussionen bliver næsten teologisk, og man glemmer, at det hele er en del af det at være til. At man ikke kan gøre det rigtigt hele tiden, kan ikke forhindre en i at have holdninger eller prøve at ændre noget, fortæller en alvorlig Krogholt og suppleres af forsanger Malcorps:

– Ja, helt sikkert. Anti Ritual er også født af hykleriet og selvbevidstheden. Vi ved jo godt, at der er noget, der er dobbelt, men der opstår sådan en renhedskultur, hvor man enten er 100 % ren eller 100 % uren. Man diskuterer kun med dem, man næsten er enige med, og kun om de småting, man ikke kan mødes om.

Midtvejscore
En stor del af den fremadbuldrende hardcorescene, der lige nu tager fart i Danmark, består af hel- eller halvunge folk, som den slags ofte gør. Det er dog ikke tilfældet med Anti Ritual. Som nævnt i anmeldelsen har de alle temmelig lange generalieblade, og de er nok tættere på pensionen end på konfirmationsalderen. Derfor var vi interesserede i, hvordan det føles at springe ud som hardcoremusikere midt i livet – et spørgsmål, der øjeblikkeligt vækker både latter og lettere bulede egoer.

Krogholt forklarer omgående:
– Jeg synes egentlig ikke, jeg er sprunget ud som hardcoremusiker. Jeg kom med mit, Marco kom med sit, og det samme gjorde KB og Nikolaj, og så smeltede det ligesom sammen, hvor kikset det end lyder. Jeg kom med mine metalriffs, KB og Nikolaj kommer med alt deres crust, og Marco råber.

_XJD4090.jpg

– Ja, fuldstændig, bryder Nikolaj Borg ind, – det her kommer fra øveren. Vi har ikke siddet hjemme og rodet med en trommemaskine. Det har været rigtig fedt bare at larme og lave en plade her i øvelokalet. Det er der ikke mange, der gør længere.

_XTD4118.jpg



Anti Rituals første demo kom for godt 7½ år siden, og Borg mener ikke, at meget har ændret sig siden da:
– Det er stadig meget af det samme. Dengang skrev vi alle riffs på en aften, hvor vi havde en masse vin med i øveren og skruede godt op for varmen.

Jacob Krogholt er enig:
– Den her plade er skrevet over en tre-fire sessions. Den kommer af en umiddelbarhed og den måde, vi allesammen er musikere på. Der er ikke meget, der har ændret sig de sidste tyve år. Vi er, som vi plejede at være.

Han fortsætter:
– Hvis spørgsmålet går på, om man kan være i fyrrerne og spille hardcore overbevisende, synes jeg, det handler mere om, om man har noget at sige.

Marco Malcorps uddyber:
– Ja, tingene er anderledes nu. Som Thomas Burø sagde for nylig i et interview, er det en ungdomskultur, der er blevet voksen, og hvor folk ikke længere falder fra. Så selvom det lyder megakrukket, vidste jeg faktisk ikke, at hardcorescenen var i udbrud lige nu.

_XTD4115.jpg

Der er Jacob Krogholt og Nikolaj Borg lidt mere med fremme, for som bosser på et label, der blandt andet huser de fremadstormende Eyes og albumaktuelle Nyt Liv, er det også deres job at holde fingeren på pulsen:
– Det er ret vildt, det, der sker i scenen, men jeg tror også, at en af grundene, til at der er så mange koncerter, er, at der er så mange bands, og omvendt. Man går til hinandens koncerter, bliver inspireret og laver noget fedt, mener Krogholt. – Jeg er fascineret og imponeret af dem, men jeg føler ikke, vi er særligt inspirerede af eller beslægtede med den scene, vi laver vores eget, og jeg kan ikke komme på noget, der lyder som os.

Den ellers meget succesfulde musiker KB Larsen byder også ind her:
– Det er faktisk ret overvældende med den her plade. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har lavet noget, der har fået så gode anmeldelser.



Fremtiden for Anti Ritual kommer også til at afspejle netop dette med adskillige shows i kalenderen.
Fredag 3. december spiller de på Headquarters i Aarhus som opvarmning for Nyt Liv, og til foråret skal de varme op for Martyrdöd på Stairway i Vanløse, på Atlas i Aarhus og på 1000fryd i Aalborg – de tre sidste dog desværre med en gæstebassist, da KB Larsen med egne ord “nok får lidt travlt” med sit andet, lidt større projekt.

Menu