En pause alle burde have
Tirsdag aften åbnede Stengade dørene til en pause. En pause fra krig og død og ødelæggelse. En pause, hvor der blev plads til refleksion, sammen med andre eller hver for sig, som man nu lystede.
Pausen bestod af Jo Quail, der er på tour med sit nyeste album, Notan, netop nu og så danske Recorder Recorder, som i al sin enkelthed består af Stine Benjaminsen. To stærke kvinder på scenen, solo og uden noget orkester at gemme sig bagved. Komponerende, mens de spillede koncert. Og de gav begge tid til opbygning, til eftertanke, til at mærke efter.
Recorder Recorder er et fint lille sammensurium af musik, hvor blokfløjer (og andet) optages og bygges op, og digtoplæsning. Med mørket lurende lige under overfladen kom vi i selskab med Benjaminsen tilbage til dengang, hvor fester var noget med at gemme øl i en busk og have alt for lidt tøj på. Noget med at gå hjem ad mørke stier. Og være bange imens. Om at møde tre unge fyre, der kommer på knallert bag én. Det var ikke mørke det hele, og med fin humor og skæve smil fik vi også fine numre der blev spillet eller optaget på det, Benjaminsen kaldte for sin bass recorder (en kontrabasblokfløjte, red.). En himstregims, der så højst hjemmebygget ud, men ikke er det, med en en pusteanordning, der frembragte toner, lyde og stemninger. Benjaminsen havde også indtil flere andre blokfløjter i brug - et instrument, hun mestrer fortrinligt og som med sin varme klang var fortrinlig opbygning til Jo Quail, der var aftenens hovednavn.
For de der ikke kender Jo Quail, har hun i nogle år huseret på Roadburn Festival, hvor hun tilmed har produceret et dedikeret stykke til festivalen i 2022. Udstyret med en elektrisk cello, ind imellem afløst af en akustisk cello, har Jo Quail i årevis tænkt tunge tanker ind i den klassiske musik, og ved hjælp af moderne teknologi, folder hendes numre sig ud foran øjnene på publikum. Sjældent ens, altid med sjælen uden på tøjet, for en cello tillader ikke, at man gemmer sig. Uanset om den er elektrisk eller akustisk. Celloen er et smukt instrument. I hænderne på en dygtig musiker, der tilmed er enormt sympatisk og humoristisk, kan celloen sige alt det, der ikke kan siges. Og mens Quail udfoldede sit talent og krængede sin sjæl ud, kunne vi i publikum få lov til at se, hvordan et nummer bygges op. Langsomt. Med et strøg ad gangen. Et slag på strengene sendt i evigt loop. Numre, der byggede og byggede, til det føltes som om de væltede blot for at tage en ny retning. Eller bare slutte.
Quail evnede at favne det tunge, det hårde, det sårbare og det fjerlette på en og samme tid mens hun over en time lukkede publikum ind i en verden, hvor det er ok, at tingene tager tid. Hvor det er godt, at tingene tager tid. Hun gav os en pause, som alle burde unde sig selv, og hvor farver og stemninger og lyde fik lov at flyde frit. En art musikalsk Yin-yoga, der satte sig i kroppen som en ro og stemning længe efter koncertens afslutning.