Healende klagesang
Earcandy-faktoren er fortsat stærk hos Wytch Hazel, der har skruet ned for distortionen og op for AOR-kvaliteterne i denne femte ombæring.
Run the Race
The Citadel
Elements
The Demon Within
Racing Forwards
Elixir
Woven
Heavy Load
Healing Power
Ikke, at man ikke fortsat kan høre den samme sangskrivning, der har kendetegnet Wytch Hazel, siden de debuterede på ‘Prelude’ i 2016. Forkærligheden for den klassiske rock med twinleads, vokalharmonier og de let raffinerede arrangementer, altid med vokalen og den opløftende eftersmag for øje. Med Colin Hendra som deres faste anker i front, både på vokal og guitar, har der aldrig været i tvivl om, hvem der anviste kursen, og uden det store behov for at genopfinde sig selv, er det meget hurtigt at genkende deres lyd, uanset hvilken plade, du måtte lægge øre til. På godt og ondt, kunne man mene, for det føles også en kende konservativt og letspiseligt – og så alligevel er der også noget virkelig stilet over hans øre for den gode sangskrivning, som sjældent fejler.
Det er da heller ikke tilfældet her på ‘V:Lamentations’, der endnu engang er produceret af Ed Turner. En fast wingman for Hendra, der ifølge ham selv denne gang har fået en mere central rolle end vanligt – og det kan høres! Vi er ude i en plade, som virkelig bæres frem af en flot, klar produktion, hvor alt står virkelig skarpt. Så skarpt, så pladen snildt kunne være blevet en gedigen hitbasker, havde den kommet ud i ‘78 eller deromkring. I 2025 er rock på ingen måde i massernes søgelys som dengang, men det ændrer ikke på, at Hendras uforfalskede kærlighed til rockens guldalder er Wytch Hazels stærkeste kort.
På de tidlige plader var metallens spæde rødder mere synlige (Hendra har da også bl.a. været liveguitarist i NWOBHM-heltene fra Angel Witch), og selvom det stadig kan høres her og der, så er der dog sneget sig mere AOR ind i helheden denne gang. Åbneren ‘I Lament’ sender fx omgående mine tanker i retning af Night Flight Orchestra i en mere guitarcentrisk form med marcherende drumfills fra Aaron Hay, mens ‘Run the Race’ finder dem i deres mere galopperende Maiden-groove. ‘Elements’ er så absolut også blandt pladens highlights, hvor den akustisk folkede vibe i verset komplimenteres glimrende af både leads, vokalharmonier og hooks, der alt sammen står detaljerigt frem i mixet og demonstrerer Wytch Hazel fra deres mest dynamiske side.
Vil du have twinleads, så får du dem dækket i rigt mål, bl.a. i ‘The Demon Within’ og den afrundende ‘Healing Power’. Har du smag for deres folkede side, så kan ‘Heavy Load’ og den lille intermezzo ‘Elixir’ dække de behov. Og må der gerne være lidt mere af den metalliske puls fra yesteryear, så er ‘Woven’ også en fortræffelig single til for en stund at få den side frem i Lancaster-briterne.
Til slagsiden er Hendras vokal dog svær at komme udenom. Som han selv nævner på deres Bandcamp-side har han kæmpet med stemmeproblemer op til pladen – og selvom han aldrig ligefrem har været nogen versatil sanger, så er det en endnu mere behersket og skrøbelig Hendra end vanligt, der fører numrene frem denne gang. Så vokalbåren som pladen er, så hæmmer det desværre ofte materialet mere end hvad godt er – uagtet at der da også er enkelte steder, hvor hans folkede croon får et mere opløftende skær (‘Elements’ og ‘The Demon Within’). Læg dertil et par numre (‘The Citadel’, ‘Racing Forwards’ og ‘Heavy Load’), der mest af alt virker som unødvendigt fyld, og så har du til sammen en plade, der stryger dig lige lovligt meget med hårene. Med ‘Healing Power’ som pladens længste nummer og det afrundende lys for enden af tunnelen (de er jo trods alt kristne), fordi, som Hendra siger, “I want Wytch Hazel to be a force for good, a healing power."
Hvor meget der end er skruet ned for pulsen, så er ‘V: Lamentations’ en charmerende, slick skive at lægge øre til, og den glider uden tvivl fortræffeligt ned i sommervarmen ved poolen over et par pils. Der er masser af detaljer i sangskrivningen, men det er skruet sammen, så det lyder helt ubesværet, og det er pladens stærkeste force. Nogen vil sikkert savne, at metallen ikke er mere fremtrædende, men sangskrivningen kompenserer fint for det med nuancer, der står klarere frem end tidligere. At Hendras stemme så har set bedre dage, tager vi med, og tager til takke med, at pladen har så mange hooks, at det trods alt kan kompensere for nogen af hullerne i osten.
Kan du lide nogle af Wytch Hazels tidligere plader, så kan du nu snildt blive på vognen – så meget nyt er der trods alt heller ikke under solen.