Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Slidstærk heroisme

Populær
Updated
Slidstærk heroisme

Debutfuldlængde med britiske kometer er fyldt med opløftende heltemelodier midtvejs mellem NWOBHM og klassisk progressiv hard rock. Resultatet er et slidstærkt album, der bliver ved med at vise nye sider af sig selv.

Kunstner
Titel
Prelude
Forfatter
Karakter
4

å forhånd havde man vel ikke regnet med, at et af de bedste album i 2016 skulle være et hymnisk metalalbum med melodiske guitarer og fængende omkvæd. Den slags synes ligesom passé. Men Wytch Hazel rammer en perfekt formel på ’Prelude’.

Det har ellers taget nogle år for briterne at færdiggøre deres første fuldlængde. Det er fem år og nogle singler og splits, siden bandet blev dannet. På den anden side udkom albummet tilbage i april, så Devilution er næppe det medie, der skal brokke sig over ’Prelude’s lange tilblivelsestid. Det har betalt sig for bandet at spille live, øve, blive sammenspillet og skrive sange, før de gik i studiet.

I hvert fald bærer albummet præg af at være usædvanligt gennemarbejdet og velkomponeret. For et debutalbum, men såmænd også hvis der var tale om et etableret band.

Der, hvor bandet især skiller sig ud, er i de vanvittigt fængende guitarmelodier fra hovedkraften i bandet, guitarist og vokalist Colin Hendra, og (nu tidligere) guitarist Matt Gatleys side. Der er rå mængder twin leads, ofte med en Thin Lizzy-inspireret, keltisk vibe over sig. Der er folkrock-elementer fra Jethro Tull. Der er elementer fra proggede 1970’er-rockbands som for eksempel Wishbone Ash. Og der er meget af den galopperende NWOBHM, som Iron Maiden og Angel Witch (som Hendra har været liveguitarist for). I blandingen af NWOBHM og en folkrock- og prog-inspireret hard rock kan de også minde lidt om et band som Slough Feg.

På papiret kan det lyde som endnu en af de retroeksercitser, man efterhånden er ved at kede sig ihjel over. Men Wytch Hazel lyder friske og unikke, fordi de ikke går efter dysterhed eller pakker deres musik ind i okkult, pseudosatanisk fraseologi. I stedet går det efter det opløftende, musikalsk såvel som tekstligt.

Medlemmerne ligner statisterne til en middelalderfilm, og der er samme basale heroisme på færde overalt i bandets musik. Det er sjældent, at bands i genren– på trods af tyngde – ikke går efter det mørke og dystre, men i stedet spiller på de opløftende og heltemodige melodier uden at falde i den frygtede tysker-power metal-fælde. Og et band, der spiller på det optimistiske frem for kynisme og misantropi, er også sjældent. Omtrent alle sangene handler om at kæmpe for det gode, for middelalderkongen, for friheden, for sandheden, for kristendommen (! – tænk, at det kan føles som et konventionsbrud i metallen i 2016) og imod djævelen og det onde, og det er der noget sært vederkvægende over i disse år, hvor undergrundsbands igen prøver at overgå hinanden i satanisk alvor.

Men Wytch Hazel skiller sig også ud med deres fængende vokalmelodier, der hele tiden er overraskende og varierede nok, til at bevare interessen hos lytteren. Dét er i særklasse godt gjort. Der er noget afhængighedsfremmende over ’Prelude’, noget, der gør, at man må høre pladen igen og igen.

Ved de første gennemlytninger var jeg ellers skeptisk. Var musikken ikke lige på den optimistiske side? Var Hendras vokal ikke lidt rigeligt pæn? Den tvivl er siden blevet afkræftet helt og aldeles, for ’Prelude’ er et usædvanligt langtidsholdbart album. Man kunne godt ønske sig noget mere variation i tempoet. Og man kunne ønske sig lidt mere vokal variation. Men det er petitesser, for der er en renhed og uskyldighed over albummet. Det føles vitterligt, som om metallen er ung igen, når man lytter til ’Prelude’.