Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '19: Man skulle have været der dengang

Populær
Updated
LRM_EXPORT_844214764145375_20190620_171959215
LRM_EXPORT_844205493295497_20190620_171949944
LRM_EXPORT_844223935259599_20190620_172008386
LRM_EXPORT_844230643312171_20190620_172015094
LRM_EXPORT_844238858280050_20190620_172023309

Hvis du var ung i 90'erne var 'Plush' en uomgængelig ørehænger. I manges optik lever Stone Temple Pilots videre i hukommelsen fra dengang, 'Core' var på hitlisterne. Selv gjorde bandet ikke det mindste for at distancere sig fra ungdommen – på godt og ondt.

Dato
20-06-2019
Genre
Trackliste
1. Wicked Garden

2. Crackerman

3. Vasoline

4. Silvergun Superman

5. Big Bang Baby

6. Glide

7. Big Empty

8. Plush

9. Pruno

10. Down

11. Meadow

12. Interstate Love Song

13. Roll Me Under

14. Dead & Bloated


15. Trippin' on a Hole in a Paper Heart
16. Sex Type Thing
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

Som udgangspunkt spiller det bedst, når kunstnere bibeholder deres relevans, holder sig friske og ikke glemmer, at de er andet og mere, end hvad deres fans allerede forventer af dem. I andre tilfælde er den ubekymrede dedikation til fortidens bedrifter en styrke i sig selv.

Stone Temple Pilots er et produkt af en tid, hvor grungen levede på det højeste, hvilket debuten 'Core' (1992) på alle måder afspejler. Sidenhen blev billedet mere nuanceret, hvor Beatleske harmonier og Faith No Moreske eksperimenter, ikke mindst på den stærkt undervurderede 'Tiny Music' (1996), illustrerede, at bandet ikke blot ville lyde som de andre skovmandsskjorter i gården.

Og så stopper det på sin vis der. Karrieren sejlede i takt med tidligere forsanger Scott Weilands misbrug og flirt med Velvet Revolver, Chester Bennington tog over for en kort bemærkning, og efter begges død er Jeff Gutt den nye mand i folden, der gør sit bedste for at imitere den karismatiske forgængers ekspressive toneleje, senest på den selvbetitlede nye plade, der udkom tidligere i år. De mellemliggende 20 år har aldrig gjort større væsen af sig, og spørger du den almene Copenhell-gæst, er det stadig debuten, der ligger højest på ønskelisten, hvis man da overhovedet kender andet.

Af samme årsag kan man ikke bebrejde Eric Kretz (trommeslager) og DeLeo-brødrene (guitar og bas) at leve højt på 90'erne. Mellemtiden blev stort set forbigået, og Gutt gjorde ikke det mindste for at adskille sig fra Weiland. Det er nærliggende at sidestille med Alice in Chains, der ligeledes har imødekommet publikums trang til en afdød, druggy forsanger med en ny mand i folden, der hviler på forgængerens laurbærblade, men hvor William DuVall (AIC), i modsætning til Gutt, med tiden har gjort sit til at præge bandets fortsatte udvikling.

Så langt har Stone Temple Pilots endnu ikke rykket sig, og det var synligt fra første strofe. Alt lød som det velkendte, bare en lille smule mere copycat uden at gøre noget for at løsrive sig fra tidens tand. Nostalgien levede sit ubekymrede liv for en times tid, og hvis man var der 'dengang', så var det for nogen en kamp at holde sig fra at synge med på stærke leveringer af regulære rockklassikere som 'Vasoline', 'Interstate Love Song', 'Dead & Bloated' og, ikke mindst, den ualmindeligt skarptskårne 'Trippin' on a Hole in a Paper Heart'. Bandet havde repertoiret under huden, lige efter bogen. Kun hittet over dem alle, 'Plush', blev sat i et nyt lys med Gutt og guitarist Dean DeLeo alene på scenen, der langsomt byggede fællessangen op, inden den sluttede af i mere velkendt leje.

Og sådan kunne man så stå der og længes efter ungdommen, vildskaben og eksperimenterne, der definerede Stone Temple Pilots' udvikling igennem 90'erne. Tiden har dog været hård ved kvartetten, der aldrig for alvor brød ud af grungens skygge i de bredere masser, og i 2019 lyder bandet som et band, der har haft sin tid. Bevares, fælleskrålere skal aldrig fornægtes, og der var mange i ærmet i aften. Der kunne faktisk umuligt være flere. Pleasere på stribe, og så er alting jo for så vidt trygt og godt.

Fremmødet illustrerede da også med al tydelighed, at de havde været bedre placeret på Hades-scenen. Genkendelighedens glæde var afgørende for, om man fangede de fede powerakkorder og catchy refræner, der bar Stone Temple Pilots igennem den tumultariske storhedstid, og var man der ikke dengang, så kørte koncerten sikkert mest i baggrunden, mens selskabet holdt entusiasmen oppe, og man ventede på næste band på programmet.

Det fungerede bedst, når Gutt involverede publikum, ikke mindst i den afsluttende 'Sex Type Thing', hvor han hoppede ud blandt de forreste rækker. Det blev dog sjældent mere end et hyggeligt bagtapet, der levede sit eget liv uden at bekræfte dets relevans i nutiden, og så kunne man ellers stå der og føle sig som et barn af 90'erne.