Leverpostejspiloter

front

Stone Temple Pilots er startet forfra med frontmand nummer tre i rækken og har lavet en forudsigelig, sikkert spillet og flot smurt plade, hvor den nye forsanger Jeff Gutt går i ét med tapetet.

Titel
Stone Temple Pilots
Dato
16-03-2018
Label
Distributør
Genre
Trackliste
1. Middle of Nowhere
2. Guilty
3. Meadow
4. Just a Little Lie
5. Six Eight
6. Thought She'd Be Mine
7. Roll Me Under
8. Never Enough
9. The Art of Letting Go
10. Finest Hour
11. Good Shoes
12. Reds & Blues
Karakter
2

Stone Temple Pilots nåede aldrig op i samme liga som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden eller Alice in Chains i begyndelsen af 90’erne. San Diego-bandet ramte æteren i 1993 med ‘Sex Type Thing’, der havde et Nirvana-værdigt omkvæd, og så var gennembruddet en realitet. Debuten ‘Core’ (1992) var en dygtig fusion af alle de fire store grungebands, mest Alice in Chains, især i kraft af forsanger Scott Weilands nasale vokal, der lagde sig i forlængelse af Layne Staleys ditto og med samme glam-agtige sound.

Kvartetten, eller det vil sige de to sangskrivere, brødrene DeLeo, Dean (guitar) og Robert (bas), fandt dog først deres mission på album nummer to, ‘Purple’; at fusionere Led Zeppelins hard rock med Beatles’ ørehængermelodier. Storhittet hed ‘Vasoline’, og derefter begyndte Weiland heroinmisbrug så småt at afspore Stone Temple Pilots. Rodebiksen ‘Tiny Music’ (1996) og deres tungeste værk, ‘No. 4’ (1999) fulgte, inden deres mest poppede og Beatleske ‘Shangri-La Dee Da’ (2001), satte et foreløbigt punktum.

Scott Weiland skiftede hold til Velvet Revolver i selskab med en flok andre rockbanddesertører, og så var det slut med Stone Temple Pilots ... lige indtil Velvet Revolvers succes ebbede ud, og det i 2008 lykkedes DeLeoerne at lokke den hærgede forsanger med på en gendannelse, der i 2010 medførte et ligegyldigt og ugideligt gendannelsesalbum, der blot var opkaldt efter bandet. I 2013 fyrede resten af bandet så Weiland igen på grund af hans stofmisbrug og utilregnelighed og ansatte kort efter Linkin Parks Chester Bennington i stedet. Han nåede at medvirke på en ep, inden han forlod bandet i 2015, en måned før Weiland blev fundet død i sin tourbus – Bennington selv begik selvmord i 2017.

Lyder som sig selv

Således er det lidt imponerende, at Stone Temple Pilots bare trucker videre og nu forsøger sig med en genfødsel, denne gang med den – så vidt vides – nogenlunde straighte og stabile X Factor-deltager Jeff Gutt bag mikrofonen. Hvis der er noget, han i hvert fald kan, så er det at lyde nøjagtig som Scott Weiland, i hvert fald i hans mest klichéramte toneleje. Derfor lyder Stone Temple Pilots også som sig selv på deres syvende album, der ligesom det forrige blot hedder ‘Stone Temple Pilots’, denne gang vel dog for at markere en ny start.

Gutt kan dog ikke så meget andet, og når musikken ikke vil så meget andet end understrege, at kvartetten da stadig godt gider spille musik, at de ikke har tænkt sig at skuffe fansene, og at de bestemt ikke har noget nyt at sige, gør det den svær at hidse sig op over. På godt og ondt. Man kan ikke tage fra de fire, at der er krudt i den fræsende og fuzzrockende åbner, ‘Middle of Nowhere’, og det fungerer fint i ‘Guilty’ at tage beatet fra Led Zeppelins ‘Immigrant Song’ og kombinere den med bandets egen signatursound.

‘Stone Temple Pilots’ ender dog hurtigt som en leverpostejsmad uden noget. Den er flot smurt, og den smager, som den skal, men der mangler en syltet agurk eller en rødbede. DeLeo-brødrene hører i hvert fald ikke ny musik, kan man konstatere. Det nærmeste, vi kommer, er vist Queens of the Stone Age – at dømme efter ‘Meadow’, men måske også Royal Blood, hvis trælse opdatering af 70’er-rocken, der er ekkoer af i midtersøgende skrammel som ‘Six Eight’ og ‘Roll Me Under’.

Savl eller luftguitar
Egentlig er det ret irriterende at bevidne Stone Temple Pilots planke Big Star i ‘Thought She’d Be Mine’ eller The Doors i ‘Never Enough’, men omvendt så har bandet aldrig haft noget banebrydende at sige, så hvorfor er skulle det egentlig være så meget værre end i “gamle dage”? Albummet gennemsyres af en uskyldig “if it ain’t broken, don’t fix it”-tilgang til sagerne, som jeg egentlig ikke har den store trang til at pille fuldstændig fra hinanden – når jeg aldrig er blevet lovet andet af bandet. Så går det egentlig fint at gynge i takt til lukkeren ‘Reds & Blues’, der parrer Zeppelin med Big Star og The Band, og som tæller en fin gammeldaws guitarsolo.

Nej, det værste ved ‘Stone Temple Pilots’ er vel i grunden, desværre, Jeff Gutt, der savner karisma og vokal spændvidde, og som går i ét med resten af bandets i forvejen langt fra spændende musikalske tapet. Havde han rent faktisk været Scott Weiland, så havde han lydt af mere, turdet lidt mere, og det samme have DeLeoerne formentlig. Dét, som dette album mangler, sammenlignet med gruppens tidligere værker, er en udstikker, et eksperiment, et eller andet, der kan vække sådan en som mig. Men har man brug for en meget Stone Temple Pilotsk sovepude at hvile sig trygt på, så skal man da springe til her. Om ikke andet så for at teste, om man ligger med halvåben mund og savler efter 20 minutter, eller om man står med håret tilbage og luftguitaren fremme.