Copenhell '19: Knap så konventionelle Konvent
PopulærDoom og sol går ikke altid hånd i hånd, og slet ikke når der er tale om en åbningstjans. Rammerne var ikke optimale, men det lod det københavnske kvindekvintet sig ikke stoppe af – for udfordringen var en helt anden.
2. Tracks
3. World of Gone
4. Puritan Masochism
5. Trust
6. Waste (feat. Morild)
7. Squares
8. Idle Hands
9. Ropes pt. 2
Det er gået stærkt for doombandet Konvent. Efter deres medvirker i When Copenhell Freezes Over sidste år blev de signet på Napalm Records, og inden udgivelsen af deres nye album, der kommer senere på året, står de på scenen på Copenhell og skal åbne festivalens første hele dag.
Foran Pandæmonium stod omtrent tusind mennesker og ventede på, at landets største metalfestival skulle gå i gang – og det gjorde den med fire danske kvinder, som spiller så satans tung doom, at det næsten gør ondt i knoglerne. Bandets forholdsvis hurtige karriere, i hvert fald i forhold til at nogle af dem lærte at spille på deres instrumenter til netop dette projekt, blev dog en stopklods for, at koncerten nåede op på det niveau, den ellers havde potentiale til.
Da de første bastoner til ‘Chernobyl Child’ blev slået an, gik Copenhell en dyster start i møde, der hurtigt blev efterfulgt af ‘Tracks’, endnu et nummer fra deres eneste udgivelse, demoen fra 2017. Nervøsiteten var i højeste grad til at spore under disse syv begyndende minutter, men særligt hos strengeinstrumentalisterne blev den ikke rystet af undervejs.
Der er intet at sige til, at ethvert åbningsband, der har deres største koncert hidtil i vente, er nervøse – men desværre tog det fokus fra det ellers dystre univers, musikken tungt og sikkert byggede op. De små detaljer, som eksempelvis en basrem, der bliver ved med at falde af undervejs i koncerten, og som bliver ved med at afbryde basspillet, eller en guitarist, hvis blik konstant forbliver på instrumentet, fik koncerten til at lugte en smule af uerfarenhed. Forventningerne til kvartetten er mange, og det er bestemt ikke en nem rolle, Konvent har fået tildelt.
Heldigvis var der også mange elementer, der trak koncerten op. Foruden velkomponerede sange fortjener forsangerinde Rikke List en stående applaus for en mærkværdig og imponerende optræden. Udover hendes dæmoniske og dybe vokal var hendes majestætiske kropssprog og sært stillestående bevægelse på scenen med til at binde musik og sceneshow sammen, og publikum foran Pandæmonium blev hurtigt overbevist, og der kom flere til. Foruden en vokalpræstation i verdensklasse blev koncertens andet højdepunkt alle de nye sange, publikum fik forsmag på. Den største og mest positive overraskelse blev ‘Waste’ med Tue Krebs Roikjer fra Morild, hvis skingre vokal komplimenterede og akkompagnerede Lists mørke røst i en duet fra helvede.
Der er ingen tvivl om, at Konvent har en lang og succesfuld karriere foran sig, og at det sidste overskud og fulde overblik i livesammenhænge nok skal falde på plads – såfremt der bliver taget hånd om udfordringerne. Uanset om man er signet på et af de største labels for metal eller ej, gør øvelse mester. På et så tidligt stadie i et bands karriere er ingen spillesteder eller shows for små.