Copenhell' 19: Det rigtige band på den forkerte scene
Demons & Wizards' første besøg i Danmark havde fortjent bedre skæbne – eller i hvert fald et større publikum med sans for power metal.
Demons & Wizards er skabt af to af power metallens vigtigste spillere: Hansi Kürsch, forsanger i tyske Blind Guardian, og Jon Schaffer, guitarist i amerikanske Iced Earth. Men bandets seneste fuldlængde af to i alt udkom tilbage i 2005, så hvis man ser bort fra, at projektet aldrig har spillet i Danmark, var det en lidt overraskende booking til Copenhell i år – også når man ved, at de udgiver nyt materiale i løbet af det kommende år.
Men det opfyldte tydeligvis et stort ønske for fans af genren, og en mindre, men udvalgt skare havde fundet frem til Hades-scenen så tidligt som kl. 14:00. Og netop det, at der tilsyneladende ikke var særligt mange til stede med kendskab til bandets materiale, udgjorde bandets største udfordring.
Det var svært at sætte en finger på bandets optræden eller engagement, og særligt Hansi Kürsch virkede oplagt og havde overskud til masser af jokes mellem numrene.
Power metal behøver dog fællessang, og den var det småt med, når samme Hansi krævede respons fra publikum, og det selv så kort fra scenen som ved lydteltet kun blev til spredt mumlen i de stærke omkvæd.
Man stod meget tidligt i sættet med en følelse af, at det kunne være blevet en mange gange større oplevelse på et mindre spillested. Og igen skal det understreges – bandet lod ikke til at lade sig gå på af det. Det var kun stemningen, der døde for hurtigt uden for de dedikeredes cirkler.
Størst respons kom der, da Demons & Wizards spillede Iced Earths voldsomme ’Burning Times’ efterfulgt af Blind Guardians energiske polka-basker ’Welcome to Dying’. Men for de indviede har det været en langt større oplevelse med projektets eget materiale, og her skal særlig nævnes den stærke åbner ’Heaven Denies’, hvor de to hovedmænds fuldtidsbands fusioneres stærkest. Også ’Kings Crimson’ gjorde voldsomt indtryk, og så lykkedes det på imponerende vis at hæve balladen ’Fiddler on the Green’ op til et flot klimaks med en intens slutning af guitarlir og bulder - her fik Hansi Kürsch samtidig mulighed for at vise en alsidig stemme og ikke kun den røst, der er hans varemærke. En flot afslutning fra et band, der havde fortjent et større publikum.