Copenhell '19: I går var saven ikke loven

_B2A7111 copy
_B2A7107 copy
_R7A9295 copy
_R7A9301 copy
_R7A9314 copy
_R7A9379 copy
_R7A9399 copy

Whitechapel fik rykket rundt på hele festivalprogrammet, inden de endelig mødte op torsdag eftermiddag og leverede en medrivende, om end for kort koncert.

Kunstner
Dato
20-06-2019
Trackliste
1. Brimstone
2. Forgiveness Is Weakness
3. Black Bear
4. The Void
5. Mark of the Blade
6. Elitist Ones
7. Make It Bleed
8. I, Dementia
9. End of Flesh
10. Father of Lies
11. When a Demon Defiles a Witch
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Først skulle de spille fredag. Så skulle de spille tidligere fredag. Så blev de rykket til torsdag, og endelig kunne de være her. Det burde være et band af en speciel støbning, der kan give anledning til, at fire andre optrædende skal rykke rundt på deres spilletider, og det var da også et talrigt og entusiastisk publikum, der bød Whitechapel velkommen, da de torsdag eftermiddag endelig viste sig på Pandæmonium.

Bandets trehovede guitarmonster Savage, Wade og Householder bragede fra start en massiv mur af dunkende tunge, djentede deathcore-riffs ud i hovedet på tilhørerne, og Gabe Crisps bas stod tydeligt frem i lydbilledet og lagde en god bund, der tilføjede rigelig tyngde til Whitechapels i forvejen gungrende brutale rytmer.

’Forgiveness Is Weakness’ var deathcore, som det i allerbedste fald bør lyde, inden ’Black Bear’ bød på nogle af de mere afdæmpede harmoniske inputs, som bandet har taget til sig på sit syvende og seneste album, ’The Valley’, der udkom tidligere i år. Generelt fokuserede sætlisten meget på bandets to seneste udgivelser, hvor den ellers halvsvage ’Mark of the Blade’ fra 2016 var repræsenteret med tre sange, heraf et at de stærkeste i form af titelnummeret, der også var med denne eftermiddag på Copenhell.

Koncerten blev desværre mærket af de sædvanlige kastevinde på tværs af scenen, som tit plager festivalen, hvilket gav en noget svingende lydkvalitet længere nede blandt publikum. Det var heldigvis ikke noget, Whitechapel selv lod sig mærke af. Alle mand var helt fremme ved scenekanten og hjælpe forsanger Phil Bozeman med at få sat kog under gryden blandt tilhørerne. Harmoniske ’Elitist Ones’ lod sig afløse af den befriende dødsmetalliske ’Make It Bleed’, inden ’End of Flesh’ bød på grindcore og ’Father of Lies’ på svenskerdød.

Whitechapel er et hæderligt sammensurium af en mængde forskellige ekstremmetalliske stilarter, tilsat bandets eget letgenkendelige aftryk. Skal det være deathcore, må det meget gerne være Whitechapel. Bandet var en del af det eksklusive line-up på Copenhells debut i 2010 og har som festivalen udviklet sig betragteligt siden. Således blev sættet lukket af med ’When a Demon Defiles a Witch’, hvor Bozeman også fik luftet den rene vokal, han har taget til sig på den seneste plade. Om man synes, at Whitechapel har brug for at tilsætte ren vokal til deres musikalske univers, er en smagssag, men man kan ikke beskylde bandet for at stå i stampe.

Således heller ikke i dag, hvor en energisk og lidt for kort koncert nåede sin ende alt for hurtigt, og hvor mange tilhørere måske savnede bl.a. bandets kendingsmelodi ’The Saw Is the Law’ og et par andre sange fra den lidt ældre del af diskografien, hvor specielt den aldeles fremragende plade ’Our Endless War’ blev fuldstændig overset. Desværre. Sangvalg til trods formåede Whitechapel at levere en medrivende og energisk koncert, der cementerede, at det egentlig var meget rart, at de endeligt fandt et tidspunkt på festivalen, hvor de rent faktisk havde tid til at spille.