En genial rodebutik?

valley

Det konceptuelle udtryk på ’The Valley’ er ikke tilstrækkeligt visualiseret, og det lider pladen mere end nødvendigt under.

Kunstner
Titel
The Valley
Trackliste
When a Demon Defiles a Witch
Forgiveness is Weakness
Brimstone
Hickory Creek
Black Bear
We Are One
The Other Side
Third Depth
Lovelace
Doom Woods
Karakter
3

En inkarneret Whitechapel-fan, der håber på, at den amerikanske kvintet vender tilbage til æraen omkring 'This Is Exile’, vil sandsynligvis blive slemt skuffet over ’The Valley’. Amerikanerne forsætter udviklingen fra ’Mark of the Blade’, og afskriver på deres syvende fuldlængdealbum deathcoren i endnu højere grad. Sådan lyder det i hvert fald ved første gennemlytning. Sandheden er nærmere, at Whitechapel forsøger at fusionere deathcoren med en række andre genrer og langt hen af vejen har succes med det foretagende.

’When a Demon Defiles a Witch’ indleder ellers pladen på vanlig, bastant deathcore-maner, men omkvæd såvel som c-stykke tegner et helt andet billede af Whitechapel anno 2019. Åbningsnummeret og ligeledes ’Hickory Creed’ og ’Third Depth’ er båret af alternativ metal, ikke mindst manifesteret i Phil Bozemans mere end kompetente rensang. Kombinationen af deathcore og alternativ metal giver bandet en langt større spændvidde og tilføjer dem kant. Det samme gør brugen af groove-metal-elementer, der løbende er at finde på ’The Valley’. Især den sprudlende ’The Other Side’ vinder på netop dette. Et nummer hvor Whitchapel næsten lyder som Lamb of God.

Der hersker altså ikke tvivl om, at amerikanerne stadig søger udviklingen. Det lykkes bedst i de tilfælde, hvor kvintetten fanger den rigtige stemning. Det snigende ubehag og utrygheden tager afsæt i Bozemans personlige beretning og barndomsfortælling om opvæksten i Hardin Valley. Denne danner ramme for albummet, og når den præsenteres optimalt, spiller Whitechapel helt sublimt. Bedst eksemplificeret med den afsluttende ’Doom Woods’, der er en tung konceptuel afslutning og pladens bedste nummer.



Desværre lykkedes det ikke altid lige godt for Whitechapel. Det er tydeligt, at kvintetten har brugt meget energi på at skabe en balance mellem de forskellige stilarter og samtidig fastholde ophavet i deathcoren. Med varierende grader af succes. Det sammenstød af genrer skaber til tider unødvendige gnidninger, især når der eksperimenteres med den alternative metal. Åbningsnummeret lider under det. Det  falder simpelthen til jorden, og det melodiske mellemstykke virker sært malplaceret og får yderligere c-stykket til at fremstå unødvendigt forceret.

Det største problem er dog det konceptuelle udtryk. Det er simpelthen ikke stærkt nok til at bære pladen. Den stemning, der giver styrke til flere af skæringerne, er ikke gennemgående. Det evigt lurende ubehag, det dystre og dunkle, der ligger på lur i Bozemans barndom og fortællingen om Hardin Valley, er hverken konsekvent eller tydeligt nok. Når det lykkes for Whitechapel, er det så ekstremt godt eksekveret, at de kompositioner, hvor det lykkes mindre godt, fremstår svagere end nødvendigt.

Med ’The Vally’ finder Whitechapel tilbage i de konceptuelle rammer som også prægede Ripper-debut-udgivelsen ’The Somatic Defilment’(2007). Desværre lader det til, at udviklingen i lyden og de konceptuelle rammer har været en lidt for stor mundfuld for kvintetten. Bozemans terapi-album ender med at falde ned et sted mellem genialt og rodet. Alt peger på, at Whitechapel kan udvikle sig til langt mere end på nuværende tidspunkt. Kompetencerne og sangskrivningstalentet er til stede og det handler sandsynligvis blot om, at amerikanerne mangler at samle det hele, så alle tråde mødes i en større, vellykket helhed.