Fremragende aften med amputeret afslutning
Populær
Between the Buried and Me og Haken inviterede til prog-metal-kalas, der på mange punkter var den sublime oplevelse med få, markante undtagelser.
Koncerter kommer og går. Nogle huskes, andre ikke. Aftenens koncert er sandsynligvis blandt de, der huskes. Between the Buried And Me og Haken indtog Lille Vega og leverede et sammensurium af sanselige indtryk og nakkevridende toner. Hovednavnet med deres mesterlige 2015-udgivelse, ‘Coma Eciptic’, var det helt store trækplaster, mens Haken i sig selv var et tilløbsstykke.
Fantastisk musik – knap så fantastisk vokalarbejde
Publikumsfremmødet kl. 22:00, da den engelsk/amerikanske sekstet gik på scenen, talte for sig selv. Det var ikke kun aftenens hovednavn, folk var kommet for. I et godt fyldt Lille Vega havde bandet alle muligheder for at starte aftenens oplevelse med et brag. At Lille Vega samtidig viste sig fra sin bedste side rent lydmæssigt var ikke kun et kæmpe plus, men også et essentielt must for fremførelsen af sekstettens kompakte og eminente prog-kompositioner. Conner Green, der overtog bassen i 2014, faldt perfekt ind med bandet, der samlet fremstod som en integreret enhed med den løbende tilføjelse af Ross Jennings på vokal. En vokal, der uanfægteligt er bandets største svaghed. I forhold til det teknisk høje niveau bandet rent instrumentalt befinder sig på, holder Jennings’ vokalniveau langt fra samme kadence. Nuvel ,det fungerede ok live, og det skal understreges, at Jennings ikke synger dårligt. Absolut ikke. Han synger bare ikke godt nok, hvilket ligeledes fremstod tydeligt.
Ud over problemet med de vokale evner var det reelt svært at sætte en finger på aftenens første halvdel. Haken leverede en energisk og smittende performance, der samtidig fremstod ekstremt tight i udførelsen. Fem numre blev det til, primært med udgangspunkt i bandets 2013-udgivelse, 'The Mountain', men der blev også plads til ‘Premonition’ fra ‘Visions’ og lukket og slukket med den episke ‘Crystallised’ fra 2014-ep’en ‘Restoration’. Fem numre og på mange måder en ren fornøjelse at være vidne til, hvilket publikums reaktion også tydeligt afspejlede. Haken blev afslutningsvis klappet af scenen af et publikum, der havde fået lige præcis, hvad de havde håbet på: En musikalsk oplevelse og opvarmning, der fraset vokalen sjældent er set bedre.
Prog-ekvilibrister med en ligegyldig afslutning
Når der tales om musikalske udgivelser i 2015, er det meget svært at komme uden om Between the Buried and Mes flotte 'Coma Ecliptic'. Og det er uanset, om man er til prog-metal eller bare generel metal-entusiast. Udgivelsen er blandt noget af det bedste, der er udkommet dette år, og interessen for bandet og pladen var også tydelig at se og føle, da den amerikanske kvintet åbnede festlighederne med ‘Selkies: The Endless Obsession’ fra deres 2005-perle ‘Alaska’. Som Haken havde Between the Buried and Me ganske favorable lydforhold, om end forsanger Tommy Giles Rogers måtte kæmpe lidt, især med den dybe vokal, der havde det med at falde i med guitaren på de tunge stykker. Som sædvanlig var Rogers den mest energiske del af bandet i det omfang, det var muligt, naturligt begrænset af hans plads bag keyboardet. Paul Waggon gjorde sit for at kompensere, mens Dustie Waring stod forstenet bag guitaren og mest af alt så ud, som om han havde en noget kedelig dag på kontoret. Der var derimod intet rutinearbejde at finde i Warings, eller resten af bandets, fremførelse af selve musikken, heller ikke under de efterfølgende syv numre, aftenens koncert bestod af. Et nummer fra henholdsvis ‘Alaska’ og ‘Colors’ og to numre fra ‘The Paralax II: Future Sequence’ mens aftenens naturlige fokus var på ‘Coma Ecliptic’. Herfra blev publikum begunstiget med førstesinglen ‘The Coma Machine’, ‘Memory Palace’ og den fantastiske ‘Famine Wolf’. Numre, der alle passede fint ind i koncertens flow sammen med de resterende numre, og som blev leveret med en overbevisende og insisterende nerve.
Aftenens sidste nummer var til gengæld aftenens eneste fadæse. Der hersker ingen tvivl om, at de fem medlemmer på ‘Coma Ecliptic’ har fundet inspiration hos Queen, især fra ‘A Night at the Opera’-perioden. Hvad er derfor mere naturligt end at afslutte aftenen med ‘Bohemian Rhapsody’? Ud af otte numre, håndplukket fra et svulstigt bagkatalog, hvad er da mere naturligt end at spille et covernummer? Det ville først og fremmest have været langt mere naturligt, om kvintetten havde nosset sig sammen og spillet ‘White Walls’, som ellers har været encore på en stor del af deres tour. Men det skete ikke denne aften. I stedet fik publikum muligheden for at svinge deres fadøl og afslutte med hyggelig og ligegyldig fællessang, til en fremførelse af 'Bohemian Rhapsody', der var så flad og direkte kopieret, at man var i tvivl om, hvorvidt det egentlig var Between the Buried and Me, der stod på scenen. Nuvel, fællessang og fadølshygge fungerer altid. Især når klokken er 24, og promillen har samme niveau, men sammenlignet med hvad publikum ellers kunne have fået og de mange mulige numre, der i stedet kunne være blevet spillet, var det en fadæse af en afslutning og et kedeligt, surt aftryk på en ellers fremragende aften.
Denne amputerede afslutning ændrer dog ikke ved at aftenen samlet set må betegnes som succes. Haken var eminente og noget af et tilløbsstykke. Det samme var hovednavnet. De to bands efterlod publikum en oplevelse rigere, fyldte med sanseindtryk og parat til at møde den københavnske nat.