Metaldiktator: Metallica – Ride the Lightning
Metallicas måske bedste plade fylder 40 år. Kvantespringet fra debutpladen står som en milepæl i heavyhistorien. Vi går i dybden med Ride the Lightning.
2. Ride the Lightning
3. For Whom the Bell Tolls
4. Fade to Black
5. Trapped Under Ice
6. Escape
7. Creeping Death
8. The Call of Ktulu
Det er nu 40 år siden, Metallica udgav deres anden plade ‘Ride the Lightning’. En ikonisk plade, indspillet i København med en dansk producer, det flotte, blå cover og nogle af Metallicas bedste sange. Det er og var en af de vigtigste udgivelser i deres karriere, og her, hvor den fylder rundt, kigger vi nærmere på samtlige sange, indspilningerne og hvad, der fulgte i kølvandet umiddelbart efter udgivelsen. Det er her, Metallica skriver kontrakt med et stort pladeselskab, og tingene for alvor tager fart i deres karriere.
Det hele startede dog i efteråret 1983. De har udgivet debutpladen ‘Kill ‘Em All’ i juli måned og turneret i USA. De nye medlemmer Kirk Hammett og Cliff Burton er nu en integreret del af bandet, og man begynder at skrive nye sange. Hetfield er imponeret over Cliff Burtons musikalske ophav, kunnen og holdninger. Burton er lige et års tid ældre end Hetfield og forsangeren ser op til den tilbagelænede bassist. Derfor kan de allerede i slutningen af oktober måned indspille de første demoer til den næste plade. Det er de fire numre ‘Fight Fire With Fire’, ‘Ride the Lightning’, ‘Creeping Death’ og ‘When Hell Freezes Over’.
Kursen er sat mod Danmark
Med fire demoer i baglommen går jagten ind på et sted, hvor de kan indspille pladen. Lars Ulrichs store interesse for musik, som er grundlagt helt fra barnsben, gør, at han kender til mange bands og endnu flere udgivelser. Han ved, at en dansk producer ved navn Flemming Rasmussen har hjulpet bandet Rainbow med deres femte plade ‘Difficult to Cure’. James Hetfield ved også godt, hvem Ritchie Blackmore er, og Ulrich ringer Rasmussen op. Han er interesseret, og kontakten bliver skabt.
Penge er der ikke mange af. Metallica har fået et fast budget, de skal holde sig under af Music For Nations, det europæiske pladeselskab, der udgiver Metallica. Fordi amerikanske Megaforce Records har ikke selv råd til at betale for studiet. Studietid i USA koster cirka det dobbelte af, hvad man kan få i Danmark. Så Lars Ulrich øjner muligheden for at få mere tid i studiet for de samme penge. Samtidig passer det logistisk med, at de kan nå at spille seks koncerter i Europa, deres første, i starten af februar måned 1984 og så drible videre derfra til København og indspille det, der bliver til ‘Ride the Lightning’.
Fra knuste drømme til inspiration
Fra efteråret 1983 til februar 1984 når der dog at ske nogle ærgerlige ting, der risikerer at sætte en kæp i hjulet for Metallicas drømme, nærmest inden de er kommet i gang, men som samtidig tjener som inspiration for en af bandets største sange. Deres udstyr bliver nemlig stjålet under en turné på den amerikanske østkyst. Metallica er i New Jersey i januar måned 1984 og vågner op fra en fest aftenen før til nyheden om, at samtlige forstærkere og Lars’ trommesæt er blevet stjålet i den lastbil, udstyret stod opbevaret i, dagen før et show i New Jersey. Datoen er den 14. januar 1984.
Forsanger James Hetfield er knust. 20 år gammel står han på tærsklen til at udleve sin drøm som musiker, rejse til Europa og opleve den stemning omkring heavy metal, hans danske ven har snakket om i årevis. Nu ser det hele ud til at være tabt.
Deres venner på østkysten i bandet Anthrax hører om det, og låner dem deres udstyr til at gennemføre de sidste shows i området. De får også mulighed for at overnatte hos Anthrax og kan med den sidste håndfuld shows lige akkurat nå at skrabe penge nok hjem til, at de alligevel kan komme til Europa og spille koncert og indspille den plade.
Tankerne er dog dystre for en stund, og James Hetfield er virkelig ramt af, at hans elskede Marshall-forstærker, der har lige akkurat den lyd, han godt kan lide, nu er væk. Her får man kimen til de tekster og den musik, der ender med at blive nummeret ‘Fade to Black’.
“Life it seems will fade away, drifting further every day / Getting lost within myself / Nothing matters no one else / I have lost the will to live.”
(Metallica udenfor Sweet Silence Studios under indspilningerne til Ride the Lightning. Manden mellem Kirk Hammett og James Hetfield er Freddy Hansson. Grundlæggeren af Sweet Silence Studios. Kendt fra en del Gasolin-plader, og han brød sig ikke om Metallicas musik. Men det gjorde makkeren Flemming Rasmussen. Manden til venstre for Lars Ulrich er ikke Cliff Burton, men producer Michael Whitaker. Det ser ud til, at han og trommeslageren har været ude og købe vinyler sammen.)
Ankomst på Amager
Af sted kommer de og rammer København og Flemming Rasmussens Sweet Silence Studios på Strandlodsvej 85, Amager, i midten af februar måned 1984.
Noget af det første, der skal ske, er at finde en ny forstærker til James Hetfield, så han kan få genskabt den lyd, han havde på ‘Kill ‘Em All’ og som han var så glad for. Flemming Rasmussen og bandet lytter pladen igennem, mere end én gang, og produceren ringer rundt. Bands som Mercyful Fate, Artillery og Maltese Falcon kigger forbi med deres forstærkere. Det lykkedes heldigvis at finde en lyd, Hetfield blev glad for, da de fandt en Marshall-forstærker i en lille musikforretning efter at være gået gennem alle de mange bands’ forstærkere uden held.
Trommeslageren i Maltese Falcon, Flemming Larsen, bliver i studiet og hjælper produceren og Lars Ulrich med at stemme Ulrichs trommer. For det kan Lars Ulrich ikke selv. Faktisk må de lære Lars Ulrich at spille trommer. Tidligt i indspilningerne står det klart, at Ulrichs tekniske evner er mangelfulde. Hans jazz-mæssige baggrund gør, at han har været mere optaget af at lave et fill her og der, og ikke en teknisk tilgang til rytmen mellem de fills. Det finder Ulrich ud af med hjælp fra de to. Flemming Rasmussen har siden forsvaret Ulrichs evner bag trommerne. For hans musikforståelse var allerede dengang på et meget højt niveau, hvilket var en egenskab, der var med til at forme Metallicas musik. Og Flemming ‘Jack’ Larsen ender med at blive Lars Ulrich tromme-tech de næste mange år. Faktisk helt frem til 2015. Årsagen til, at han blev kaldt Jack i studiet var, at det ikke gik med to Flemming’er. Flemming Larsen døde i 2022.
Faktisk er der rigtig meget at forholde sig til for de tre unge mænd fra Californien. Danmark er koldt og mørkt i februar måned. James Hetfield, Kirk Hammett og Cliff Burton sover på 1. sal i Sweet Silence Studios, da de ikke har penge til andet. De sover sommetider på gulvet i hver deres sovepose mellem bånd fra tidligere indspilninger. Lars Ulrich fandt dog et sted at sove til bandet, da han var på hjemmebane. I vennen og musikekspedienten Ken Anthonys lejlighed på Kirkebjerg Allé i Brøndbyvester, hvor bandet kunne sove, feste og fornøje sig med en stor samling plader og gyserfilm. Men det er koldt, de keder sig og får hjemve. Midt på dagen er der nemlig tid til at kede sig.
Lars Ulrich, Cliff Burton og James Hetfield lige ankommet til Danmark 20. februar 1984
Metallica indspiller om aftenen og natten. Sweet Silence var delt op i to tidspunkter. Fra klokken 10 - 18 om dagen og så var der en times omstilling, hvorefter man kunne indspille igen fra klokken 19 og frem til næste morgen. Det betød, at de kunne spille helt frem til klokken 9 om morgenen og stadig kun betale for én session, og reelt fik en masse ekstra timer "gratis" hver nat. Flemming Rasmussen havde ikke noget imod det, så det var arbejdsgangen for indspilningerne af ‘Ride the Lightning’.
Ride the Lightning
Titelnummeret er det første nummer, der indspilles. En af de sange, Metallica havde haft med før de gik i studiet. Lavet efter ankomsten af Cliff Burton, der lærte bandet noget om komposition, sangstruktur, melodier og harmonier. Noget, der i den grad kan høres på nummeret og hele pladen. Her mærker man Metallicas vækst i forhold til debutpladen, idet kompleksiteten er større rent musikalsk. ‘Ride the Lightning’ indeholder dog også noget fra fortiden. Den tidligere guitarist, Dave Mustaine, var den, der kom med åbningsriffet på netop dette nummer. Så han er krediteret på sangen for det bidrag, da to af sangens riffs er lavet af denne. Det samme gør sig gældende for den instrumentale ‘The Call of Ktulu’, hvor Mustaine også bidrager med to riffs.
Titlen ‘Ride the Lightning’ er Mustaines afløser, Kirk Hammetts fortjeneste. Han har altid været begejstret for gys og gru, og havde læst Stephen Kings ‘The Stand’, hvor en person skulle henrettes i den elektriske stol, og der brugte King formuleringen at ride på lynet. Hammett viste James Hetfield dette, og de blev enige om, at den vending skulle bruges.
Metallica i København 1984. Fra venstre: Kirk Hammett, Lars Ulrich, James Hetfield og Cliff Burton
Enter Cliff Burton
Der bliver brugt mange bidrag fra de to nye musikere. Særligt Cliff Burton hjælper bandet med at udvikle sig musikalsk, og det et tydeligt på flere numre. Her er det Burton, der kommer med den akustiske intro i åbningssangen ‘Fight Fire With Fire’, der dog stadig er en hidsig størrelse meget lig sangene fra debutpladen. Det samme er tilfældet på den lige så hurtige ‘Trapped Under Ice’, der også er en øvelse ud i hvor hurtigt man kan spille, og på den er det den nye guitarist Kirk Hammett, der får lov at bidrage med riffs.
Det største bidrag fra bassist Cliff Burton på ‘Ride the Lightning’ er dog utvivlsomt åbningen på nummeret ‘For Whom the Bell Tolls’. Alle, der har hørt pladen, kender den intro, der er til nummeret. Den forvrængede bas og melodien. Men det er nok de færreste, der ved, at de kirkeklokker, man hører i starten, faktisk ikke er kirkeklokker. Det er en ambolt. En tung én af slagsen, som Flemming Rasmussen og Metallica bar ind i studiet og så kunne Lars Ulrich ellers stå og tæske på den med en hammer. Lyden herfra blev så sat ned i fart, og pludselig havde man baggrunden til Cliff Burtons riff, som han havde med sig ind i bandet.
Cliff Burton var en bassist i San Francisco, som spillede i bandet Trauma. Lars Ulrich og James Hetfield var til koncert med Trauma på Whisky A Go-Go i Los Angeles og blev betaget af den vilde bassist og fik ham lokket ind i Metallica. Ud fra den forudsætning at Metallica sagde ja til at flytte til netop San Francisco. Så rodfæstet og sikker var Burton på sig selv og sin sag. Men før Trauma spillede Burton i bandet Agents of Misfortune, der var et skoleband fra Castro Valley High Scool og to af de andre bandmedlemmer hedder Jim Martin og Mike Bordin. De fleste kender dem nok fra Faith No More. Burton havde allerede der i 1981 nogle af de riffs, man senere kom til at høre på ‘Anesthesia - Pulling Teeth’ fra ‘Kill ‘Em All’ og riffet til ‘For Whom the Bell Tolls’. Kort efter tiden i Agents of Misfortune gik Burton ind i bandet Trauma, som han nåede at indspille en enkelt sang med før han lod sig lokke af Hetfield og Ulrich.
Da Cliff Burton og Kirk Hammett kommer med i Metallica er man dog så langt i processen, at de ikke rigtig når at bidrage med noget til debutpladen. Udover førnævnte ‘Anesthesia - Pulling Teeth’. Men nu kan Burton for alvor være med, og hans helt store bidrag er på ‘For Whom the Bell Tolls’. En titel der i øvrigt er planket af Ernest Hemingways novelle af samme navn. Teksterne er tydeligt inspireret af novellen om den spanske borgerkrig og det bliver et tema, krig, James Hetfield vender tilbage til på senere udgivelser. Tænk ‘Disposable Heroes’ og selvfølgelig ‘One’.
The art of selling out ... i en ung alder
Der blev også krig i Metallicas egen fanbase allerede på ‘Ride the Lightning’. For den næsten syv minutter lange ballade ‘Fade to Black’ var første gang, Metallica blev beskyldt for at sælge ud. For at forråde deres fans og den stil, de selv havde været med til at opfinde året forinden på ‘Kill ‘Em All’. Allerede i 1984 var således første gang for bandet, der kom en reaktion på noget så kontroversielt som at sætte tempoet ned på en heavyplade. Sangen blev skrevet primært af James Hetfield, og han siger selv, at det netop er tyveriet af deres udstyr og de fattige kår, de stod i på det tidspunkt, der var med til at gøre teksterne så depressive, som de er.
Så da Metallica senere i '91 i forbindelse med 'Metallica' og igen i '96 i forbindelse med 'Load blev beskyldt for at sælge ud, så var det ikke et nyt fænomen. De havde prøvet det helt fra start og var vant til, at man ikke kan gøre alle tilfredse. Og derfor har de aldrig gidet prøve.
Senere får de også kritik for, at teksterne på 'Fade to Black' på en måde forherliger selvmord, og Hetfield indrømmer, at det er en sang, der fokuserer på døden, som han var fascineret af på det tidspunkt. Sangen er dog smuk og en af deres powerballader, som de stadig spiller live her 40 år senere. Senest i Parken tidligere på sommeren. ‘Fade to Black’ indeholder muligvis en af Metallicas bedste guitarsoloer og slutter dermed første halvdel af ‘Ride the Lightning’ stærkt af.
For dengang udkom pladerne på vinyl, og der er otte sange. Fire på hver side. Den første på Side B er lige så heftig en størrelse, som åbningssangen ‘Fight Fire With Fire’. Det er nemlig ‘Trapped Under Ice’. En sang, bandet laver mens de er i studiet. Akkurat som det er tilfældet med ‘For Whom the Bell Tolls.
‘Trapped Under Ice’ er nok den sang, der minder mest om den musik, Metallica udgav på ‘Kill ‘Em All’ og der er virkelig fart på. En sang, der stadig er meget populær blandt fans og et såkaldt ‘deep cut’, bandet også stadig lufter til udvalgte koncerter. Seneste afspilning i Danmark var på Copenhell i 2022.
Samme skæbne har den efterfølgende ‘Escape’ ikke. Vel nok Metallicas ultimative enfant terrible eller faux pas om man vil. Bandet bryder sig i hvert fald overhovedet ikke om den. For at sige det pænt. Egentlig var Metallica godt tilfreds med de syv sange, de havde lavet. Men pladeselskabet ville gerne have en sang til radioen, så de blev presset til at lave en mere med et letgenkendeligt omkvæd. Og ‘Escape’ bliver til i Sweet Silence Studios. Under protest. Og med arbejdstitlen ‘The Hammer’. Måske en henvisning til det førnævnte redskab, Lars Ulrich brugte på ambolten?
Således blev ‘Escape’ født ind i den forretningsmæssige del af musikindustrien. For Metallica kom til Danmark med en pladekontrakt på det mindre selskab Megaforce Records, men havde allerede kort efter udgivelsen af debutpladen tiltrukket sig opmærksomhed fra større spillere, og det var ikke gået Lars Ulrichs næse forbi.
‘Escape’ bliver bandet bare aldrig fan af. Pladens sorte får. Hetfield hader den og de har kun spillet den live én gang. Det var på deres egen festival Orion + More tilbage i 2012, hvor de spillede hele ‘Ride the Lightning’.
Fra små kår til at lege me de store
Og mens man indspiller ‘Ride the Lightning’ i studiet, er der samtaler med større pladeselskaber, der trykker Metallica på maven på flere fronter. Ikke bare radiovenlige sange. Lars Ulrich har allerede allieret sig med Q Prime Management, der blev valgt fordi de havde navne som Def Leppard, Dokken og Armored Saint i folden. Så Q Prime kendte folk i branchen, og med Peter Mensch siddende i London og Cliff Burnstein i New York, kunne de forhandle med alle på vegne af Metallica.
Armored Saint har en sanger, der virkelig kan synge. Han hedder John Bush og bliver, kort før Metallica går i studiet for at indspille ‘Ride the Lightning’, tilbudt jobbet som sanger i netop Metallica. Hetfield er en ung, introvert mand, der ikke bryder sig om at være både guitarist og sanger og vil egentlig gerne af med sidstnævnte tjans. Bush takker dog pænt nej, da han tror på sit eget band Armored Saint, der også har Q Prime Management indover.
En detalje her er, at Q Prime hjælper Lars Ulrich med at få den helt rigtige lyd til sin lilletromme. Flemming Rasmussen og Lars Ulrich var ikke helt tilfredse med den lyd, den lilletromme, der var på trommesættet, havde. Lars Ulrich kunne godt lide førnævnte Def Leppards trommelyd, så Q Prime fik sendt Rick Allens lilletromme til København, hvor den blev taget i brug i det kolde baglokale, hvor trommerne blev indspillet og hvor Flemming Larsen havde sit hyr med at få stemt trommerne når skindene enten gik i stykker eller ikke var stemte, fordi kulden fik dem til at trække sig sammen.
I studiet havde Metallica andre pladeselskaber inde over, der bl.a. talte om at skifte producer, mens Flemming Rasmussen nærmest sad og hørte på det. Bedst kendt er nok fadæsen med Bronze Records, der besøgte bandet i studiet. Gerry Bron fra Bronze Records brød sig ikke om det, der var lavet i Sweet Silence og sagde, de skulle overveje at genindspille pladen et andet sted og få deres egen Eddie Kramer til at remixe pladen til det amerikanske marked. Men Metallica brød sig ikke om den attitude, og de og Rasmussen var meget hurtigt blevet glade for hinanden, så bandet blev i Sweet Silence.
Det var derimod Elektras unge A&R-gut Michael Alago, der havde set Metallica i Brooklyn et par gange i 1983 og en enkelt gang på deres nye hjemmebane San Francisco, som fik hul igennem og fortalte sine chefer, at de skulle have en kontrakt. Cheferne i Elektra, ville gerne have pladen genindspillet med kortere sange, men Alago præsenterede aldrig den ide for bandet og mente, de var gode som de var.
Creeping Deeeeaaaatth!!!!
Særligt sangen ‘Creeping Death’. Den eneste regulære single fra ‘Ride the Lightning’ og nok en af deres mest populære sange nogensinde. Sangen, hvor guitarist Kirk Hammett for alvor gør sig bemærket. Han havde riffet i broen med, hvor der blev brølet “Die, die, die” fra sin tid i Exodus, der spillede sangen ‘Die By My Hand’ live, men aldrig udgav på plade. Anderledes så det ud med riffet fra ‘Trapped Under Ice’, som Exodus lod ligge i to årtier og først brugte på pladen ‘Tempo of the Damned’ fra 2004 i sangen ‘Impaler’.
Kirk Hammetts tid i Exodus blev ikke kun brugt til at spille live med bandet, men også til at blive undervist af ingen ringere end Joe Satriani, der også underviste Steve Vai, og det kom Metallica til gode under indspilningerne. For Metallica var meget unge i starten af 1984. Lars Ulrich skulle lære at spille trommer. Det samme skulle de tre andre også på deres strengeinstrumenter. Og det var ikke altid, de brød sig om det, de blev sat til i studiet.
For nok kom Kirk Hammett med riffet, men koret var de nødt til at være fælles om. Så Flemming Rasmussen får dem ind med hver deres mikrofon, og så skal der brøles i kor bag verset “Die, by my hand…”. På et tidspunkt bliver produceren mistænksom om, hvorvidt bassisten Cliff Burton overhovedet synger eller bare lader som om. Så han får sagt til de andre, at de ved næste optagelse bare skulle lade være med at brøle, og så blev der helt stille. Burton blev afsløret. Han brød sig ikke om lyden af sin egen stemme, og produceren ender med at droppe ham i koret.
‘Creeping Death’ handler om de egyptiske plager. De havde set filmen ‘The Ten Commandments’ og blev inspireret af de ti plager, der ramte Egypten. Særligt plagen med drabet på den førstefødte, der blev vist som en tåge. Burton mente, det var en ‘creeping death’ og bandet brugte den formulering og lige så sjældent som ‘Escape’ spilles live, lige så sjældent får andre bandmedlemmer lov til at hjælpe James Hetfield med teksterne til deres sange.
På ‘Creeping Death’ har Kirk Hammett dog bidraget med referencer til de egyptiske plager nævnt i sangen. Så når man ser på bandets allerstørste numre gennem tiden, så har Hammett ofte været indblandet. Tænk selv syv år frem fra 1984 og førstesinglen på en plade med sort omslag, hvor han netop var ophavsmanden til det ikoniske riff på pladens åbningsnummer. ‘Creeping Death’ blev som nævnt bandets første, og eneste, single fra ‘Ride the Lightning’. Udsendt umiddelbart efter, at Elektra havde overtaget kontrakten fra Megaforce i efteråret 1984.
Den afsluttende ‘The Call of Ktulu’, der inden turen til Flemming Rasmsusen og Sweet Silence Studios hedder ‘When Hell Freezes Over’. Arbejdstitlen på det instrumentale nummer ændres senere og er et af de første tilfælde, hvor Cliff Burtons indflydelse viser sig tydeligt. Metallica er allerede her bevidste om, at de ikke vil synge om dæmoner, satanisme osv., så ordet ‘Hell’ passer ikke ind. Burton har læst H.P. Lovecraft og introducerer bandet til forfatteren og dennes værk om “Chtulhu”-mystikken.
‘The Call of Ktulu’ viser deres musikalske dybde og er sidste gang, Dave Mustaine har et riff med på et Metallica-nummer. Riffet, hvor akkordopbygningen sker i introen af nummeret, er Mustaines. Han bruger selv riffet i ‘Hanger 18’ på ‘Rust in Peace’ fra 1990. Metallica bruger riffet i den næsten ni minutter lange episke afslutning på ‘Ride the Lightning’. En forvarsel om en disciplin, bandet gør sig i på de næste udgivelser. Hvor det progressive og legelystne får en stadig mere dominerende plads over den klassiske “ud over stepperne”-thrash, der må vige for de musikalske ambitioner om mere og andet. Resten er historie. Også den lidt pudsige måde at stave Cthulhu på.
For thrash er også først et begreb, der bliver introduceret af Kerrang! i denne periode. I interviews spørges bandet flere gange til om de synes, de passer i den kasse, og flere gange nævner de selv, at de mere ser Metallica som power metal. Ikke i den forstand, vi nu bruger det genrebegreb, men fordi de synes musikken er “powerful”. En endeløs diskussion, der startede allerede i 1984.
Fra Amager til Saga til Monsters of Rock
Der startede Metallica også deres turné. De nåede lige at spille nogle få shows i England efter indspilningerne var overstået, og så tog de ellers fat på Europa i juni måned og et par shows i USA, da pladen var blevet udgivet i juli 1984, og så tilbage til Europa i november og december. Her rammer Metallica for første gang Danmark med en koncert. Saga Rockteater tirsdag d. 11. december 1984. Det kan man læse mere om i vores tidsrejse, der netop starter i Saga denne kolde vinteraften og gennemgår samtlige koncerter, bandet har givet i Danmark siden da.
‘Ride the Lightning’ giver dem ikke bare et gennembrud musikalsk, men også på de scener, de tilbydes fremadrettet. For da de har været i Europa, fortsætter Metallica deres togt tværs over USA i starten af 1985. Det kulminerer i august måned, hvor de gæster Monsters of Rock på Donington og Day on the Green i Californien, hvor de begge steder spiller for cirka 70.000 mennesker. Et forvarsel om hvordan de næste årtier kommer til at se ud for Metallica.
For pladen hyldes, med rette, for at være en milepæl i ikke bare bandets egen karriere, men heavy-verdenen generelt. ‘Ride the Lightning’ er kvalitativt et kæmpe spring fra ‘Kill ‘Em All’ og kompleksiteten viser sange med flere lag og mere dybde end tidligere. Et band, hvis kunstneriske læringskurve viser sig enormt stejl, og kun halvandet år senere er de tilbage samme sted på Amager for at indspille en opfølger, der cementerer deres position i musikhistorien. Et kæmpe skridt for bandet og en endnu større gave til fans af bandet. For nok er det netop den efterfølgende ‘Master of Puppets’, der nærmest universelt hyldes for at være den bedste heavy-plade nogensinde udgivet, men forløberen ‘Ride the Lightning’ er ikke meget efter. Kun ‘Escape’ holder den lidt tilbage fra at gå lige op mod efterfølgeren.
Så sent som i juni måned kiggede Metallica forbi Parken for at spille to koncerter. Her blev der samlet set spillet fem numre fra ‘Ride the Lightning’. Fire fra ‘Master of Puppets’. Bandet selv er mere end tilfredse med den første plade, de indspillede hos Flemming Rasmussen i Lars Ulrichs hjemland Danmark. Nok var James Hetfield, Kirk Hammett og Cliff Burton ikke altid lige tilfredse med at være i det vinterkolde land i Skandinavien, og Hammett nok endnu mindre glad for at blive beordret i bad af produceren inden optagelsen af en solo fordi han lugtede for meget, men samlet set står ‘Ride the Lightning’ som en noget nær pletfri udgivelse, der her 40 år senere stadig kan nydes.
(Cliff Burton, Donington, 1985 - foto af Ross Halfin)