We’ll never stop, we’ll never quit …
Populær
… ‘cause YOU’RE Metallica! Sangskatten blev leveret som thrashede perler på en snor, og bekræftede, at Metallica stadig er i en liga for sig.
2. For Whom the Bell Tolls
3. Ride the Lightning
4. King Nothing
5. Lux Aeterna
6. Too Far Gone
7. Rabalderstræde (Kirk/Rob-jam)
8. Fade to Black
9. Wherever I May Roam
10. The Call of Ktulu
11. The Unforgiven
12. Inamorata
13. Battery
14. Moth Into Flame
15. One
16 Enter Sandman
Her efter resten af den danske befolkning har siddet klinet til skærmen ovenpå nationens første EM-kamp, så venter der for os i Parken anden halvleg af Metallicas ‘No Repeat’-tema. En forfriskende måde at bryde rutinerne op på, nu hvor repertoiret er så meget allemandseje, at de dårligt kan spille et splitsekund, uden vi alle med det samme kan skråle genkendende med på, hvad de nu har trukket op af hatten.
Ikke mindst forfriskende for bandet selv og for os, der har fulgt dem i årtier, og derfor godt kan unde os selv bare en enkelt aften, hvor der er plads til at grave et spadestik dybere end ‘Nothing Else Matters’, ‘Sad but True’, ‘Fuel’ og ‘Seek and Destroy’. Sange, de alle fik tjekket af i fredags. Uden i øvrigt nødvendigvis at negligere nogen af disse, men blot i statueringen af det simple faktum, at afveksling fryder – og Metallica-kataloget er så rigt på andre guldkorn igennem årene. Guldkorn, der venter os mange af i aften!
Igen i aften med et nostalgisk trekløver fra start – og hvilket ét! ‘Whiplash’, ‘Bellz’ og ‘Lightning’, så vi kan fantasere os tilbage til, hvordan det må have været at se dem dengang i Saga i ´84! Godt nok ikke længere med alkohol i thrashturbinen, men til gengæld professionelt og energisk, som de færreste kan levere varen på den anden side af de 60 år! Desværre med lettere udfald på vokalen – den del kommer vi tilbage til senere – men den runde scene, der fylder halvdelen af plænen, tages maksimalt i brug, hvor især Hammett løber lige så livligt rundt på trinene, som fingrene tapper rundt på gribebrættet, uden at nogen af delene i øvrigt snubler bare det mindste på vejen.
Der er en tendens til at mobbe Hammett for at sløse og overspille på wah-effekterne, lige så vel som Ulrich for de tekniske skills – monstro Janteloven spiller ind her – men i aften ligger begge lige præcis hvor de skal ligge, på beatet uden den mindste slinger i valsen. Bevares, skal man nitpicke, så kan du da spotlighte et par forkerte toner i ‘The Unforgiven’ og den slags, men med så nuanceret et repertoire, som de har med til os i aften, er det ærligt talt ikke fair at være så picky.
Til gengæld kommer vi ikke udenom en ultimativ problematik, der altid gør sig gældende, når Parken er kulissen. Fra siddepladserne på A-tribunen er trommerne markante, lyden er lettere buldrende, og Hetfields vokal har mindre udfald. Går jeg ud i den fjerne ende af gulvet, så indtager trommerne en mere naturlig rolle i lydbilledet, mens Trujillos bas bliver prominent, og går jeg ind i Snakepitten, er vokalen pludselig meget mere fremtrædende. En problematik, der i den sidste ende handler mere om vilkårene for at spille rockkoncerter i disse kulisser, og en forudsætning, der komplicerer anmelderens virke – for det er unægteligt en forskellig, auditiv oplevelse afhængig af, hvor du står i aften.
Derudover må vi også nødvendigvis komme ind på den aflange scene. En interessant konstruktion, der gør det muligt at være tættere på flere af deres fans, mens de i bestræbelserne på samme også mister lidt af tætheden med hinanden – men dynamikken i settingen er bestemt interessant, som en videreudvikling af den opsætning de havde, første gang jeg så dem tilbage i ‘Load’-tiden. Omend det for det siddende publikum unægteligt alt sammen virker meget fjernt, og tårnene med storskærmene ikke virker så godt i praksis, som det sikkert var tænkt.
Ud over det med rammerne, så er Metallica anno ‘24 stadig et powerhouse på en scene, og det fik vi virkelig at mærke i aften! Ulrichs indpiskende trommer i ‘Lux Aeterna’ lå på kornet. ‘Fade to Black’ var, sammen med det stærke interplay i ‘Inamorata’, et af koncertens mest indfølte øjeblikke, hvor Hetfield belejligt udnyttede lejligheden inden den afrundende lead til at minde os om sangens alvorlige budskab om selvmord, og hvor vigtigt det er at tage vare på os selv og hinanden. Omvendt griber han til munterheder i forbindelse med den nye ‘Too Far Gone’, som efter sigende:
“... is about being too crazy. Like the people denying, that they’re crazy. Not the people confirming, that they’re crazy – they’re just Metallica-fans!”
Perfektionismen er intet mindre end dybt imponerende. Hvor jeg i mange tilfælde ville foretrække kunstnere, der har mere af ungdommens frivolske udtryk, som fx Metallica selv udmærker sig på den totalt overlegne ‘Liveshit’-optagelse fra Seattle ´89, så er det nu stadig en drøm at høre så mange perler fremført på denne måde efter alle kunstens regler. Fra furoren i ‘Battery’til inderligheden i ‘The Unforgiven’. Det ligger så naturligt indgroet i deres kemi, og selvom det er åbenlyst, at perioden fra 96-16 ikke så meget som tilnærmelsesvist får samme rolle på denne tour som tiden før og efter, så kan vi dårligt klandre dem – så meget er 30 sange fordelt over to aftener trods alt heller ikke, med et CV som deres, og når der også er en ny plade at promovere.
Det er kun i titelnummeret fra ‘Ride the LIghtning’, at Hetfield lyder udfordret ved at ramme sin ungdoms fraseringer, og selvom vi SNILDT kunne være Hammett og Trujillos kække jams foruden, hvor de i aften endnu engang prøvede kræfter med Gasolins ‘Rabalderstræde’, så tjener de selvfølgelig det centrale formål at give Ulrich og Hetfield et lille, velment pusterum på halvvejen, så de kan give sig fuldt ud hele koncerten igennem. Måske et alternativ ville hjælpe os til noget bedre end blot at trække lidt skævt på smilebåndet, når vi når til disse intermezzoer, men trods alt er det hurtigt glemt, når først hele bandet indtager scenen igen.
Selv efter otte Metallica-koncerter bag mig, så er det en fornøjelse at se dem stadig være så toptunede, over 40 år inde i karrieren. Mere, end man kan sige om de fleste andre fra den tid, men Metallica er også i en liga for sig, og det kunne mærkes i aften. Med en nerve, der ikke går tabt på trods af den gennemsyrende perfektionisme, og det er en kunst i sig selv. De lyder ikke blot, som om de emulerer fortidens bedrifter. De føler det, og tilføjer også nyt til sangskatten, hvor både ‘Lux Aeterna’ og ‘Inamorata’ skinner stærkt igennem i aften, selvom mange nok hellere bare vil høre “det go’e gamle”. Det vil vi selvfølgelig også gerne selv, men modet til at kigge fremad uden at tabe ansigt er nu også nødvendigt og respektværdigt.
Det virker nærmest absurd at inddrage Ice Nine Kills i den kontekst. De amerikanske horrorentusiaster, der havde den noget tvivlsomme ære af at varme et tyndt befolket Parken op, mens resten af Danmark sad nok så forståeligt klinet til den der EM-kamp mod Slovenien.
Os, der var kommet til showstart kl. 18, fik Ice Nine KIlls’ nok så teatralsk fikserede, melodiske metalcore – eller, som de selv ynder at kalde det, theatri-core – serveret med tyksmurt dramatik til at holde underholdningsværdien intakt. Det er heller ikke just, fordi sangene i sig selv gør meget for at sætte sig, men det hjælper da altid, når man både har zombie-opgør på scenen og medlemmer, der ikke har nogen anden funktion end at løfte hver deres motorsav synkront, når nummeret bygger op til det. Imaget har de bestemt styr på, med hver deres fancy, hvide skjorter og matchende seler i bukserne, men uden stærke sange, der i øvrigt heller ikke hjælpes på vej af bedre end jævnt buldrende lydforhold fra start, bliver det en lidt blodfattig start på aftenen – uden det i øvrigt har noget med zombiernes hærgen undervejs at gøre.
Det er i hvert fald synligt blot efter et halvt minut på scenen, at Five Finger Death Punch er i en helt anden liga. Mén om dem, hvad du vil – jeg er generelt selv i den reserverede målgruppe her – men omkvædet i ‘Lift Me Up’ får omgående armene i vejret, og det er i det hele taget betydeligt mere givende at komme ind i deres Hollywood-metal, med masser af refræner og groove til at sænke paraderne for selv de største fornægtere herinde. Trods et noget andet appel end aftenens hovednavn, så går de fint til opgaven med fokus på de store ørehængere, uden Ivan Moody spilder unødig tid på hans vanlige, forvrøvlede taler til folket. Som han udbryder undervejs:
“The world’s gone fucking crazy now, hasn’t it? Well, we’re not gonna talk about that – we’re just gonna ‘Wash it All Away’!”
Det virker måske lige billigt nok at smide et pumpet cover af ‘House of the Rising Sun’ ind – men omvendt vinder de efterfølgende på en imponerende potent udgave af ‘Question Everything’. Den amerikanske Fars Dag, som åbenbart er i dag, får også et nod med på vejen i ‘Wrong Side of Heaven’, men efterhånden som koncerten skrider frem bliver det også synligt, hvor meget repertoiret er skåret over samme kam. Det gør dog knap så meget i dag, hvor de blot skal varme Parken op til noget endnu større - for den del gør de glimrende på de 50 minutter de har til rådighed, også selvom klichéerne står i kø i FFDP-universet.
Klichéer, vi har trygt svedt ud, så snart ‘Whiplash’ stormer afsted, og to timer senere stadig er høje på en sangskat, der er så fundamental for hele den genre vi beskæftiger os med - og stadig leveres med ånden i behold. Hvis dét her fortsat er Metallica-standarden, så tager vi hellere end gerne 10 år mere!
Metallica: 4
Five Finger Death Punch: 3
Ice Nine Kills: 2