Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Solid triumf i Parken

Populær
Updated
_JD16041
_JD22336
_JD16132
_JD16606
_JD15724
_JD16736
_JD16257
_JD15818

Med en forygende sætliste var det første af to shows i Parken en solid opvisning fra Metallica, der stadig er et overbevisende sejt liveband.

Kunstner
Spillested
Dato
14-06-2024
Genre
Trackliste
1. Creeping Death
2. Harvester of Sorrow
3. Hit the Lights
4. Leper Messiah
5. 72 Seasons
6. If Darkness Had a Son
7. The Day That Never Comes
8. Shadows Follow
9. Orion
10. Nothing Else Matters
11. Sad But True
12. Blackened
13. Fuel
14. Seek & Destroy
15. Master of Puppets
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Tilbage i februar var det 40 år siden, at en karl smart fra Hellerup og tre amerikanere drog over Atlanten og indlogerede sig i et studie på Amager for at indspille efterfølgeren til deres fandenivoldske debutplade.

Hvor ’Kill ’em All’ var en massakre af speedriffs, så lagde ’Ride The Lightning’ fundamentet for Metallicas tonstunge og melodiøse visioner. Pladens eneste single ’Creeping Death’ står i dag som en af musikhistoriens tungeste bangere.

Men ingen havde næppe forestillet sig, at kvartetten præcis fire årtier senere skulle stå få kilometer fra stedet, hvor de indspillede nummeret, og i en alder af 60 år åbne med netop mægtige ’Creeping Death’ foran 45.000 ellevilde fans. Heller ikke bandet selv.

”Efter 43 år tager vi på ingen måde det her for givet”, bemærkede James Hetfield oprigtigt efter en times koncert i Parken, der var bandets show nummer 32 på dansk jord. Og selvom de under fortidens koncerter naturligvis har leveret mere intense og spektakulære koncerter, så er Metallica anno 2024 en rendyrket opvisning i dedikation, passion og viljestyrke.

_JD15209.jpg

Altså, når man ser på deres jævnaldrende landsmænd i Guns N’ Roses og Mötley Crüe stå på sidste års Copenhell og virke fuldstændig ligeglade med at levere tåkrummende oplevelser. Når man hører på Slayers klynk om, at det er for hårdt at turnere, ved I så hvad? Ja, så er Metallica et fuckin’ forbilledligt eksempel på et band, der stadig har selvrespekten intakt og ikke pisser på de fans, som er deres eksistensgrundlag.

Lars Ulrich har for nyligt i flere medier forklaret, at han har droppet alkohol og kød, og hemmeligheden bag hans trimmede krop er æggehvider, skyr og blåbær. I så fald er det en kur, alle burde overveje. Ulrichs berømte far nåede at fylde 95 år, før han rejste videre tilbage i december. Torben Ulrich var aktiv til det sidste. De virile gener er tydeligt gået i arv hos sønnike. Den danske verdensstjerne var sprudlende på de fire trommesæt, han tævede løs på under den to timers fremragende koncert. Når han ikke sad bag tønderne på den enorme, cirkelformede scene, så var han konstant ude på siderne og high five og sniksnakke med fans på de forreste rækker langs scenekanten.

_JD15967.jpg

Lyden er altid til diskussion i Parken. Det var en fadæse, da de stod der første gang i 2004 med Slipknot som support, og musikken sejlede rundt på FCK’s hjemmebane. Men Metallicas nye lydmand er sin hyre værd. Godt nok kiksede det i de første par numre, men indstillingerne blev rettet, og musikken foldede sig solidt ud. Om end det sagtens kunne have været på lidt højere volumen.

James Hetfield har som så mange andre rockstjerner kæmpet med alkoholmisbrug igennem årene. Men man kan næppe påstå, at det har sat sine spor hos den 60-årige frontmand, der ældes med ynde. Slå stage presence op i en ordbog, og du finder et billede af Hetfield. Han bliver ofte omtalt som heavy metals bedste rytmeguitarist. Med god grund. Undertegnede havde den privilegerede fornøjelse at se koncerten fra snakepitten. Det er fuldstændig fantastisk at stå så få meter fra manden og overvære, hvor koncentreret og tight den mand pumper de riffs igennem i genistreger som ’Leper Messiah’ og ’Blackened’, der kom blandt sætlistens mange seje indslag.

_JD16606.jpg

Diskografiens første fem udgivelser står hver især som milepælene i karrieren. Ti ud af sætlistens femten numre var hentet herfra. Så er det altså svært at brokke sig over indholdet!

I det hele taget er det svært at brokke sig over Metallica anno 2024. Man skal netop ikke tage for givet, at et band 43 år inde i karrieren stadig kan levere så intens og energisk et show. Men det er præcis derfor Metallica er musikhistoriens største metalband. De vil det – og kan det endnu. Og søndag aften gentager de formentligt opvisningen.