Kun en tåbe frygter ikke Ithaca
Metalcorekvintetten fra London går nye veje og finder endelig deres helt egen lyd i lige dele storladen, spraglet drama og knogleknusende riffs.
2. The Future Says Thank You
3. They Fear Us
4. Camera Eats First
5. Cremation Party
6. Number Five
7. Fluorescent
8. You Should Have Gone Back
9. Hold, Be Held
Ithaca er et band, der i lang tid har stået på tærsklen af et gennembrud. Med en loyal og dedikeret kultfølgerskare er de, i deres kredse, et velkendt navn, og de har også formået at lande nogle større supportshows i fortiden. Blandt andet har de fulgt Bleeding Through, Anaal Nathrakh og indiebandet Big Thief. Sidstnævnte kom også forbi Danmark, hvor de formåede at spille den allersidste koncert i landet inden alt lukkede ned. Undertegnede glemte at få billet, og er stadig forbitret over det.
Hvor 2019’s ‘The Language of Injury’ primært var en opvisning i hårdtslående metallisk hardcore, med ‘Impulse Crush’ som et strålende eksempel på hvor sejt et nummer kan skæres, er ‘They Fear Us’ en langt mere eksperimenterende plade, hvor briterne i højere grad finder deres egen lyd.
Titelnummeret indkapsler på forbilledlig vis hele pladen, med en hårdtslående åbning, der fremviser Ithacas skærende motorsavsmetalcoreriffs, med dertilhørende “deet-deets” og andre krummelurer på lyden fra de to guitarister Will Sweet og Sam Chetan-Welsh, mens James Lewis kaster sig ud i fingerbrækkende fills på trommerne, og Dom Moss på bas sørger for at lave en solid bund.
Det er alt sammen rigtig godt, men Ithacas helt store trækplaster er frontperson, sangskriver og sanger Djamila Boden Azzouz. For nogle bands er frontpersonen så vigtigt et element, at det er fuldstændig umuligt at forestille sig andre i den rolle – for selvom Sabbath overlevede at undvære Ozzy, er det umuligt at se for eksempel The Cure for sig uden med det samme at tænke på Robert Smith eller Metallica uden James Hetfield, er Ithaca i lige så høj grad defineret af den karismatiske sanger Boden Azzouz.
Og selvom hun altid har været kendt for at kunne brøle på højde med de bedste i genren, lader hun i højere grad vokaltalenterne slippe fri på ‘They Fear Us’. Hvor den rå vokal har værte gennemgående på bandets arbejde nu, eksperimenterer Boden Azzouz i denne omgang med rene vokalstykker, hvilket på sin vis får de hårde elementer til at virke endnu vildere. Med denne manøvre får Ithaca også placeret sig i et felt af bands, der definerer en fremvoksende genre. Svalbard, Brutus, Rolo Tomassi og mange flere er oplagte fæller i denne bevægelse, der tager udgangspunkt i hardcoren, men bruger den til noget nyt, der i lige så høj grad trækker på Deftones som på Gallows.
I en genspejling af pladecoverets tydelige sprog, står Boden Azzouz også som den ubestridte hersker i bandet. Dette bliver også soleklart i lyrikken.
På ‘They Fear Us’ indtager den dynamiske forsanger en klar magtposition og vender mange traditionelle kønsroller på hovedet. Når hun på ‘In The Way’ taler til en lytter i en tydelig overordnet tone, og beskriver et voldeligt forløb på så distanceret vis, at det føles som en handel, lægger hun grunden for en selviscenesættelse af høj kaliber.
På titelsangen indtager Boden Azzouz en vitterligt guddommelig rolle, og forklarer på overlegen facon, hvordan det er umuligt at undslippe Ithaca i deres opstigning, efter hvad der virker som års fornedrelse.
Lyrikken er skarp og velskreven og bærer en stærk åre af energi, hvor forsangeren, som hun også beskrev i et nyligt interview med The Guardian gør op med den megen modstand bandet har mødt, særligt i form af racisme mod indisk-britiske Chetan-Welsh og algiersk-britiske Boden Azzous. På samme vis har Ithaca taget aktivt stilling i forhold til seksuelle overgreb og sexisme, og var blandt de første til at forlade deres tidligere label Holy Roar, da direktøren her blev anklaget for adskillige overgreb mod kvinder.
Denne vrede bæres tydeligt igennem musikken, men i stedet for at blive typisk punket gadekampsorienteret, indtager bandet i stedet den førnævnte overlegne position, på hvilken måde deres politiske og personlige udtryk bliver det stærkere.
Boden Azzouz hviler tydeligt i sig selv, sin krop, sin identitet og navnlig i sin stemme, og denne trodsige selvsikkerhed får udtryk i bandets grafiske identitet. Pladecoveret, videoerne og alt promomaterialet nægter at indordne sig under gængs metal- og hardcoreæstetik, og lægger sig i stedet i en slipstrøm af retroinspireret farverighed og overflod.
I videoen til ‘Camera Eats First’ gøres der oprør mod influencerkulturens selvskadende mad- og kropsfokus, og den groteske video, der i øvrigt indledes med adskillige triggeradvarsler, stiller skarpt på de urimelige krav, der stilles til fysisk fremtoning for, særligt kvinder, men også mere generelt i vores samfund.
Ithaca har med ‘They Fear Us’ skabt et album, der umiskendeligt hører til 2022, men ikke desto mindre griber al den modstand, vildskab og vrede, der har kendetegnet punken i hele dens levetid. Og selvom stemningen er mere aggressiv end hos GGGOLDDD, er det svært ikke at trække paralleller mellem ‘They Fear Us’ og den dybt personlige og skrøbelige ‘This Shame Should Not Be Mine’. Med sin sammenblanding af metal, hardcore, industrial og endda 80’er-inspireret powerpop på ‘You Should Have Gone Back’ og 'Hold, Be Held', er det også en plade, der er svær at rubricere og som kan blive ved med at overraske en lytter på nye måder for hver gennemlytning.