Mindeværdig Glemsel
Fra kritik under bæltestedet har Glemsel rejst sig og står triumferende på deres nyeste plades solide fundament.
2. Mod afgrund
3. Savn
4. Møntens prædikant
5. Det gamle må vige
6. Ansigterne
Jeg synes egentlig, jeg kan stå inde for mit arbejde som anmelder. Sådan, generelt. Bevares, nogle plader har måske fået højere karakterer, end jeg ville give dem den dag i dag, men sådan er hype jo som fænomen.
En anmeldelse har jeg dog tænkt på mere end én gang siden. Jeg anmeldte Glemsels unavngivne EP for et par år siden, og det er jeg egentlig ikke tilfreds med. Jeg står fast på min vurdering: jeg syntes ikke, det var en god plade, men hvor tilfredsstillende det end kan føles at gøre sig morsom over andres arbejde, var jeg ikke glad for det.
I 2022 ville jeg bare have ladet den ligge. Større bands som Metallica, Rhapsody of Fire eller Defecto fortjener det, når de udgiver skrald gang på gang. Og de er heldigvis også ligeglade. Deres fans køber pladen alligevel.
Men når man gør nar af et lille band, der lige er startet op, gavner man ingen. I værste fald knuser man lysten til at skabe, og det er måske det værste, man kan gøre. Som med de fleste ting, er det ikke sjovt at slå på de små.
Derfor er det fantastisk at høre Glemsel igen. For de lod sig ikke mærke af den hårde kritik. De har arbejdet hårdt og udviklet deres lyd. 'Forfader' tager alle de elementer, der strittede til alle sider og udgjorde den høstak, vi sidst kritiserede, og samler dem til et koherænt hele. Den norske black metals inspiration er tydelig at fornemme, særligt i Asmund Iversens snerrende vokal, der tager så meget af det, der fungerer hos Darkthrone og overfører det til en noget mindre primitiv musikform i det danske band.
Den lægger godt fra start med en for black metal traditionel intro af regn og klaverspil, inden vi føres ind i den skarpere lyd af ‘Mod afgrund’, der på samme måde peger i retning af førnævnte duo fra Kolbotn i sin skarpe og skærende guitartone, der spænder over flere tempi, hvilket giver både sangen, men også pladen som helhed, en fremragende dynamik.
Udover nogle lidt mere diskutable valg – de første ti-femten sekunder af ‘Savn’ for eksempel, er Forfader præget af gode beslutninger og interessante veje i sangskrivningen. Sjældent har et black metal-track lydt så bøffet og tykt som ‘Møntens prædikant’, og dette lægger grundlaget for en sang, der er grundlæggende sej. Man fristes til at opfinde prædikatet “muskelblack”. I hælene af denne følger den første af de to episke numre, der udgør pladens afslutning.
Fra en fræsende åbning med solide motorsavsriffs ender ‘Det gamle må vige’ i en kæmpestor slutning, der sender tankerne på langfart i retning af Morricone og Leones spaghettiwesterns og på forbilledlig vis udvider det nordiske perspektiv, der er udgangspunktet i retning af verden. Som afslutning lukker ‘Ansigterne’ ned i langsom, næsten doomet black og binder en velspillet sløjfe på en plade, der er meget bedre, end man havde turdet håbe.