Suppestenen

Glemsel - Unavngivet

Klippe-klistre-black metal med fingrene smurt ind i norske efterladenskaber. 

Kunstner
Titel
Unavngivet
Dato
19-03-2020
Trackliste
1. Dødsværk
2. Ligegyldigheden
3. Efterårsvinde
4. Moders Gråd
5. Afsked
6. En Sidste Bøn
7. Rædsel
Forfatter
Karakter
1

Alle kender historien. I slutningen af 80'erne fik en gruppe norske teenagenørder på mærkværdig vis ikke kun fingre i Venom- og Bathorybånd, men også lidt sydamerikanske ditto. De besluttede sig for at rode det hele sammen i elendig kvalitet og udgive det. Bagefter legede de med tændstikker og dolke. 

Ingen er overraskede, og ingen burde længere være synderligt interesserede. Den norske black metal er for længst blevet irrelevant som andet end nostalgisk fis og ballade eller som et gateway drug, når teenagere skal lokkes ind i den mørke musik. Men sådan er det ikke alle, der har det.

Banko! 
Glemsel elsker nemlig norsk black metal. De elsker den måde det lød på for 30 år siden. De elsker Darkthrone, Satyricon og Burzum. For pokker, de elsker Burzum. De elsker det så meget, at de stadig spiller det.

En sjov beskæftigelse mens man lytter til pladen, er black metal-banko. Det er nemt nok. Man hører bare musikken, og så når man hører et riff, man genkender fra en norsk plade, råber man op. Så kan man tage en spids som præmie. Eller til at dulme temperamentet. 

Jeg eksklamerede, og bundede, for eksempel, da jeg hørte Satyricons gamle slager ‘Du som Hater Gud’ forklædt som track 6, ‘En sidste bøn’.
 
Og sådan er det hele vejen igennem. Hvis ikke Glemsel direkte planker noget, så spiller de noget, som lige så godt kunne have været en Darkthrone- eller Burzum-B-side fra 1994. 

De er ikke dårlige til det, den ros skal de dog have. Nogle steder lyder musikken direkte godt. Her skal særligt nævnes trommerne på ‘Afsked’. Der er edderbroderemig smæk på. Så skidt med, at selve melodien lyder direkte løftet fra 'Under a Funeral Moon'. 

Lidt kartofler, lidt gulerødder, lidt kød. Og en sten.
Glemsel skal gå hjem og skrive nogle nye sange. Der er ingen tvivl om, at de kunne blive til et godt band, hvis de gjorde sig umage. Det er blandt andet ret sejt at synge på dansk, og det trækker helt klart op for bandet.

Glemsels unavngivne debut minder mig om den gamle historie om suppestenen. Hvordan en fattig tigger narrer en hel by til at give ham mad ved at love dem, at han kan koge verdens bedste suppe på sin magiske suppesten. De skal bare komme med lidt råvarer, så den bliver helt perfekt.

Sådan er denne plade. Darkthrone kommer med dette riff, Burzum smider sin mixing og stemning i gryden, Emperor lever et par stykker, Satyricon en hel sang. Og så kommer Glemsel med deres magiske suppesten og laver det til en plade.