Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vi ER kommet for at danse!

Updated
okkultokrati

Måske det mest blasfemiske album 2020 havde at byde på. Og denne gang er det ikke Vorherre på korset, der vender øjnene væk, men i stedet er det sure mænd med pandafjæs.

Kunstner
Titel
La Ilden Lyse
Dato
15-05-2020
Trackliste
1. Thelemic Threat
2. Grimoire Luciferian Dream
3. Loathe Forever
4. Freezing Vortex Death Dreamer
5. Cold and Cruel
6. Kiss of Death
7. Mother Superior
8. Lunatics - Mondsüchtig
9. The Dying Grass Moon
Forfatter
Karakter
4

Okkultokrati er noget så gammeldags som et norsk black metal-band. Og straks jeg så det, blev jeg træt. De to første tracks gjorde heller ikke noget for mig, da de i temmelig høj grad bare plotter rundt i en lidt bedaget sort lyd. Bevares, der er da lidt støj-rock og punk i, men det betragtes vel strengt taget heller ikke som synderligt nyskabende længere. Det er ikke dårligt. Det lyder lidt henad Darkthrone fra 'The Cult is Alive'-tiden. Men selvom det er Darkthrones bedste plade, er den stadig 15 år gammel.

Næh, Okkultokrati greb først opmærksomheden på tredje skæring: ‘Loathe Forever’. Dér havde de den til gengæld også til fulde. Buldertrommerne og det ræsende riff sendte mig direkte tilbage foran min barndomskammerat Johnnys Amiga, hvor vi spillede Road Rash og jublede lykkeligt over kombinationen af at køre hurtigt på motorcykel og prøve at bokse mine konkurrenter af kværnen. Det kan vel nærmest bedst beskrives som blackened synthwave, og det er præcis så røv-sejt, som det lyder.

road rash 1



Resten af pladen er en lyksalig vandring i særheden, og det bliver kun mere og mere skørt

Jeg vil lade lyset brænde
Tilbage i 2013 kom guitarist Pål Bredrup, eller “BlackRace”, som han også kalder sig, slemt til skade og mistede evnen til at spille guitar. Det var en skam for ham, men Pål var ikke til at slå ud, så han kastede sig over tangenterne i stedet, og det er nok denne ulykke, vi kan takke for at have givet os Okkultokrati, som de lyder i dag.

For den gennemgribende synth er lige præcis det, der skiller fårene fra de regnbuefarvede, tohovedede bukke. Med en klar forståelse for synth og stemning bliver Okkultokratis ‘La Ilden Lyse’ noget meget mere spændende end de fleste andre norske black metal-bands, og referencerne peger både frem og tilbage i en charmerende tingeltangel-butik af riffs, synths og herlighed.

På ‘Cold and Cruel’ og ‘Kiss of Death’ spændes vi op til næsten Disney’ske højder, og særligt førstnævnte lægger op til dans. Beatet er spændt op og positivt og indbyder til en tur på gulvet; Ikke til slåskamp, men til fest, og det er ærligt talt befriende. Okkultokrati formår at snerre deres vokaler ud med en hånligt løftet overlæbe, men de gør det med en kærlighed til lytteren, der sætter os i fællesskab med dem, fremfor i opposition.

‘Mother Superior’ inviterer Sisters of Mercy på besøg, og det går ned som en 90’er-vampyr i en natklub, hvor alle vrider sig i neonlyset, og det morbide bliver romantisk. Det er opskriften på succes.



De traditionelle black metal-passager føles ærligt talt lidt overflødige og trækker ned, når menuen ellers står på racer-motorcykler og Lost Boys. Man kan håbe de helt skæres fra til næste plade. Derudover vil jeg opfordre alle til at lade døren stå på klem for Okkultokrati.