Et umage par
Populær
Man behøvede ikke en krystalkugle for at forudse, at det genre-clash, der var arrangeret søndag aften i Pumpehuset, ville dele publikum og sende den ene halvdel ud i natten efter første band.
Der var engang et pladeselskab, der hed Century Media. Pladeselskabet havde en masse forskellige bands i stalden. Blandet andet et meget hypet blackend deathcore-band og en moderne gigant inden for djent-relateret, progressiv metal. En dag fik pladeselskabet den vanvittige ide, at de to bands kunne tage på tour sammen. Det virkede som en oplagt, gennemtænkt og genremæssigt smart kombination. Men det var det ikke. Godnat og sov godt.
Den overproducerede hype
Som de resterende tour-dates for Lorna Shore/TesseracT-mashuppet, var Pumpehuset fuldstændigt udsolgt. Sågar på en søndag aften. Mens TesseracT har gæstet Danmark ved flere lejligheder og har fået et trofast fanfølge, var aftenens gæster primært kommet for at se kometen på deathcore-himlen. Således blev amerikanske Lorna Shore kaldt på scenen, som var det aftenens sidste band. For nogen var det en mulighed for at se to yndlingsbands på samme tid, for nogen var det enten eller, for størstedelen var det Lorna Shore.
Det er kun anden gang New Jersey bandet gæster Danmark. Først gang var på Voxhall, som opvarmning for Decapitated i 2020. Den gang havde bandet lige udgivet deres tredje plade, ’Immortal’ (2020) og Will Ramos var stadig ny i front for bandet.
Siden da, er det blevet til EP’en ’…And I Return to Nothingness’ (2021) og tre singler fra bandets kommende 2022-udgivelse, ’Pain Remains’. Det er også blevet til en hel vanvittig hype af bandet, og ikke mindst den karismatiske forsanger med det voldsomme organ. Begge dele ganske fortjent. Lorna Shore har været og er eminente til at skrive fængende, melodisk deathcore på en bund af blackmetal-elementer. Ditto været gode til at gentage den opskrift gang på gang.
Der skal ikke herske tvivl om, at bandets seneste udgivelser alle er ekstremt velpolerede – ej heller at en stor del af Ramos’ vokalpræstation kun er muligt i et studie. Men det er netop en del af charmen og essensen af bandets lyd. Det er dog en vigtig præmis at forstå i forhold til aftenens koncert.
Levede kvintetten og ikke mindst Ramos i så fald op til hypen? Nej. Eller ja, men det var gevaldigt svært at høre i store dele af koncerten. Den bund af trommer, der er grundlagt for bandets kompositioner, var altoverdøvende i store dele af koncerten. Da det først blev justeret, og man ligefrem kunne høre Ramos’ low pitch, stod det åbenlyse klart. Ramos’ er dygtig, men bliver også hjulpet gevaldigt på vej af den samplede backing-vokal. Som forventet. Det er simpelthen umuligt for en sanger at levere, hvad Ramos gør på plade.
Vi skulle næsten hele vejen igennem EP’en ’…And I Return To Nothingness’ ,før lyden faldt lidt på plads og Adam De Miccos kunnen for alvor blev mulig at nyde. ’To The Helfire’ var mere eller mindre negligeret til Austin Archeys trampen i pedalerne, men da titelnummert fra EP’en ramte, fandt den kære lydmand også kontrollen over lyden og koncerten gik fra kaos til godt.
Selvom lyden aldrig blev rigtig god, leverede kvintetten fint resten af koncerten. Især bandets seneste singler, ’Sun//Eater’, ’Cursed to Die’ og specielt ’Into Earth’ fik hevet publikum helt ned og rundt på gulvet. Potent og bevis på, at hypen omkring bandet er velfortjent. Men så var det også slut for denne gang og selvom man forstår, at bandet gerne vil distancere sig fra CJ Mcreery, ville de fleste nok være blevet glade, om vi have fået et enkelt nummer eller to mere fra ’Immortal’.
Erfaring for de udvalgte
Pumpehuset oplevede en markant udvandring op til aftenens afsluttende band. Ikke overraskende, de to bands besøgsfrekvens taget i betragtning, men det er svært ikke at undres over, at folk betaler penge for en koncert, for at smutte i halvlegen. I hvert fald, hvis det blot er for at tage på bar og sutte bajer.
Den tilbageværende halvdel fik til gengæld en koncert med et band og ikke mindst en lydmand, der havde langt bedre styr på akustikken i den ikoniske koncertsal. Selvom man godt kunne fornemme, at kvintetten ikke havde fået meget mere end et par timers søvn, siden de stod som opvarmning over for godt og vel 10.000 gæster til In Flames koncert i Dalhalla Brinner (sammen med Lorna Shore).
Vi fik en hård opstart med ’Acceptance’ fra bandets 2011-debut, før publikum blev adresseret. En start, der medførte moshpit fra nært første riff. Derefter fulgte yderligere ’Deception’ og ’The Impossible’, som skik nærmest hører sig. En potent start, der blev leveret til top-karakter. Modsat Lorna Shore var der ikke behov justeringer af lyd eller et gennemgående back-vokal-track. Det til trods for, at Daniel Tompkins nærmest smadrede vokalen, og måtte starte forfra med at lære at synge tilbage i start 10’erne.
Det er imponerende at høre den kompetente forsanger, blive stærkere og stærkere for hver gang bandet gæster landet.
Mindre imponerende var det at se ham næsten få et plastikkrus i hovedet. Hvem end det var blandt publikum, der følte trang til den skabagtige opførsel, burde skamme sig. Det blev heldigvis pænt joket til jorden, og Tompkins fik den fulde fadøl op på scenen, som affæren resulterede i.
Ud over det, var der ikke meget slinger i valsen. TesseracT gik på, trykkede play og leverede en fin performance. En kende rutinepræget, men stadig stærk. Vi fik et nyt interessant nummer, som bandet har været flittige til at lufte de seneste koncerter – det lød tungere og mere som materiale fra bandets tidligere år - og så kan man jo kun glæde sig til, at bandet udgiver deres femte studiealbum senere på året.
’King’ og ’Juno’ fra ’Sonder’ (2018) blev bandets og publikums sidste kraftanstrengelser, og så var det ellers slut. TesseracT-fans ville gerne høre mere TesseracT, Lorna Shore-fans ville gerne høre mere af deres, og fans af begge gik nok også fra Pumpehuset med en sær følelse af, at være utilstrækkeligt mættet.
På papiret havde Century Media fået en god ide. Men der var næppe nogen til aftenens koncert, der ikke havde foretrukket, at de to bands havde fået separerede koncerter, med et opvarmningsband, der matchede hovednavnet.