Ghost på steroider
Deathcoren har haft trange kår de seneste år. Men det har resulteret i en genreudvikling, der netop nu skyller ind og begynder at dominere genrens lydbillede. ’Immortal’ er endnu et skvulp i denne andenbølge af deathcore.
Death Portrait
This is Hell
Hollow Sentence
Warpath of Disease
Misery System
Obsession
King ov Deception
Darkest Spawn
Relentless Torment
Der hersker næppe nogen tvivl om, at tidligere Lorna Shore-forsanger CJ McCreery ikke er et af guds bedste børn. Beskyldninger om især psykisk vold rettet mod flere kvinder har fyldt mere i medierne end bandets nye plade. Som bekendt fik McCreery sparket, og de tre tilbageværende medlemmer blev kastet ud i en fan-storm af ubesvarede spørgsmål. Ville bandet fortsætte? Ville ’Immortal’ udkomme? Hvis, ville det i så fald være med McCreerys vokal, eller ville det være med en ny forsanger?
Det korte svar er ja til det meste. Og mon ikke vi kan takke Century Media Records for den hurtige løsning. ’Immortal’ udkom, som den var indspillet, med McCreery på vokal. Og tak for det, fristes man til at sige, for amerikanernes tredje fuldlængdeudspil er en særdeles potent plade – uafhængigt af den tidligere forsangers mulige ugerninger og vokalmæssige evner.
’Immortal’ lægger sig fint i slipstrømmen af deathcore-udgivelser, der søger at skubbe grænserne for den ellers noget generiske genre. Mens de etablerede mastodonter holder fast i den traditionelle og efterhånden forholdsvis kedelige tilgang til genren, blomstrer det med nye bands, der vil og tør mixe lydbilledet. Der skabes små musikalske universer bygget på en kerne af deathcore, black, djent, død og symfonisk metal.
Lorna Shores nye udspil falder i den kategori. Pladen er bygget på en videreudvikling af den lyd, der prægede ’Flesh Coffin’ (2017). Den bastante deathcore og Adam De Miccos sublime sangskrivning er stadig i fokus, men der leges i højere grad med genreelementerne og afsøges musikalske grænser.
Derved er det kun naturligt at sammenligne trioens tredje fuldlængdeudgivelse med Shadow of Intents 2019-mesterværk, ’Melancholy’. De to plader bygger på samme virkemidler, om end Lorna Shore ikke formår at skrive sange på helt samme niveau som landsmændene.
Der er dog masser af genialiteter at finde blandt de ti kompositioner, der udgør ’Immortal’. Også selvom bandet har været lidt af en svingdør de seneste år. Alligevel er McCreerys afsked ikke det værste, der kunne ske. Han har nok en brutal vokal og veksler flot i tone og volumen, men specielt den dybe vokal er ofte eksekveret utydeligt og mudret. I en sådan grad, at selv ikke et trænet deathcore-øre kan tyde lyrikken. Lyt blot til sidste halvdel af førstesinglen ’Death Portrait’ eller det meste af ’Misery System’. Det er en suppe af uigenkendelig vokalvolapyk.
Det er den resterende trio, der for alvor er arkitekterne bag bandets stærkeste numre.
Austin Archeys trommespil på eksempelvis ’Hollow Sentence’ er eminent, tordnende og en solid platform for det ellers ret så melodiske nummer.
Tilsvarende leverer De Micco og nytilkommende Andrew O’Connor nogle vanvittigt gennemtænkte riff og guitarharmonier gennem pladen. Ikke mindst på et nummer som ’Obsession’, hvor black metal får lov til at drive kompositionen.
I det hele taget er de black metal-dominerede numre de bedste, hvor især pladens sidste halvdel står stærkt. Ironisk nok er Lorna Shore mindst interessante, når deathcoren står alene for længe. Det bliver trivielt og kedeligt, hvorimod det musikalske univers blomstrer, når de forskellige genreelementer blandes.
Ud over black metal er specielt brugen af melodiske synths og kor velvalgt og giver ’Immortal’ en dyster omend melodisk kant. Især på skæringer som titelnummeret og netop ’Hollow Sentence’, hvor deahtcore-trioen lyder som en metalversion af Ghost. Nummeret er smukt, tungt, ubehageligt og en af pladens bedste kompositioner.
Generelt set lykkes det for Lorna Shore at skabe et spændende musikalsk univers. Man keder sig sjældent, og det bliver først uinteressant, når den rene deathcore får for meget spillerum. Kan man se bort fra McCreerys mulige ugerninger og ikke mindst utydelige vokalføring, er ’Immortal’ et spændende udspil. En plade, der kun skubber til genreudviklingen. Lorna Shore melder sig for alvor blandt bannerførerne for den anden bølge af deathcore, der for alvor har fremdrift i disse tider.