Embrace the Gravesinger
Populær
Du skal lytte til ‘Melancholy’, og det kan kun gå for langsomt! Shadow of Intent udgav tidligere på året et brag af en udgivelse. En plade, der breder sig genremæssigt og bør tilfredsstille de fleste med hang til storladne, konceptuelle fortællinger – eller blot velskrevet metal.
Gravesinger
Barren and Breathless Macrocosm
Underneath a Sullen Moon
Oudenophobia
Embracing Nocturnal Damnation
Dirge of the Void
Chthonic Odyssey
The Dreaded Mystic Abyss
Malediction
Der er efterhånden langt mellem de gode musikalske oplevelser, når det kommer til Deathcore. Genren sidder fast i en stereotyp, og det er småt med udvikling. Fint afspejlet i Thy Art Is Murders ’Human Target’, der udkom tidligere i år: Ingen overraskelser, blot mere af det samme, der trods alt holder et forholdsvist pænt kvalitetsmæssigt niveau.
Tilsvarende har bands som Whitechapel og Born of Osiris taget konsekvensen og udgivet plader, der indarbejder andre genrer og næppe kan kategoriseres som deathcore. Modsat Suicide Silences kæmpe, selvbetitlede selvmål fra 2017 er det dog lykkedes ganske godt for de to amerikanske bands at udvikle deres lyd og distancere sig fra den suppe af ligegyldighed, der efterhånden præger genren.
Mens de store spillere altså enten kopierede sig selv eller begyndte at migrere væk fra genren, udgav Shadow of Intent deres tredje album på fire år – og det var intet mindre end et brag af et deathcore-album. En manifestation fra det amerikanske band, der i høj grad fremviser de to hovedkomponister, Ben Duerr og Chris Wisemans, sprudlende potentiale.
De to amerikanere har med lidt hjælp fra Anthony Barone (trommer) og Andrew Monias (bas) skabt en plade og et musikalsk univers, der rammer plet på alle fronter. Kompositionerne er mindeværdige, intense og trods genren utroligt diverse. Vokalharmonierne og samarbejdet mellem Duerr og Wiseman er upåklageligt og er kun blevet bedre siden ’Reclaimer’ (2017).
Duerrs brug af blackmetal-inspirerede vokalføring, der komplementerer det klassiske deathcore-growl, giver kompositionerne styrke og en velkommen afveksling. At Wiseman hertil bidrager med en rå, ren vokal, afspejler fint bandets alsidighed og foragt for genrekonventioner. Og så giver det kun ekstra pondus til vokalsiden, at Trevor Strnad kaster lidt grumt vokal-tryllestøv ud over den bastante ’Barren and Breathless Macrocosm’.
På papiret er genren deathcore, men amerikanerne shopper i genrerne, som det nu engang passer dem. Som indikeret flirtes der markant med black metal, dødsmetal og sågar med noter af symfonisk-, prog- og power-metal. ’Gravesinger’ tjekker af i samtlige bokse, indledt af storladen symfoni, direkte over i typisk deathcore, inden omkvædet går direkte over i black metal. Stil-”forvirringen” er stor og bliver ikke mindre af den succesfulde, galoperende helte-soli, der i bedste Dragonforce-stil afslutter nummeret.
Der spilles på alle tangenter. Genremæssigt såvel som på klaveret. Brugen af orgel, klaver og den orkestrale del af lydbilledet som helhed, er en markant faktor, der distancerer Shadow of Intent fra de nærmeste konkurrenter og giver ’Melancholy’ en stærk musikalsk karakter. Brugen af selvsamme skaber associationer til bands som Betraying the Martyrs (da de kunne noget) og Fleshgod Apocolypse. Sidstnævnte overrasker dog næppe, da det netop er Francesco Ferrini, der er ansvarlig for den okestrale del.
Set med danske briller sender brugen af det orkestrale tankerne mod deathcore-spirerne fra Hanging the Nihilist. Det være sagt er Shadow of Intent både danskerne og Betraying the Martyrs overlegne på stort set alle parametre. Der er ikke et eneste svagt nummer på ’Melancholy’. Amerikanerne har skabt en divers plade, der er bundet sammen af alsidighed og indlevende sangskrivning.
Selv det lyriske element er veludført. Selvom tematikken om selvmord og dæmoniske gudinder måske ikke er voldsomt opfindsom, akkompagnerer den det musikalske univers på bedste vis. ’Melancholy’ er ti mørke kapitler, der kun tiltager i styrke og karakter. Afsluttet af den prog-metal-inspirerede kaos-banger ’The Dreaded Mystic Abyss’ og den storladende, endelige afsked i form af ’Malediction’, slutter Shadow of Intent den velfortalte, konceptuelle beretning, så englene synger.
’Melancholy’ er en perle blandt 2019-udgivelser, der kun fortjener roser.