Same same, but a bit different

Human target

Deathcore-bannerførerne fra Australien er tilbage med en solid plade, der endda byder på overraskelser. 

Titel
Human Target
Trackliste
Human Target
New Gods
Death Squad Anthem
Make America Hate Again
Eternal Suffering
Welcome Oblivion
Atonement
Voyeurs Into Death
Eye For An Eye
Chemical Christ
Karakter
3

Kvintetten fra down under har gennem de seneste 13 år udviklet sig til at være bannerfører for den klassiske deathcore. Siden debuten har stort set hver udgivelse været en konsekvent lussing af brutalitet., eminent eksekveret uden så megen tanke på musikalsk udvikling. Den smule udvikling, der kan spores, har været i form af bedring af kompetencer. Intet nyt under solen, blot mere af samme gennemprøvede og fintunede skuffe. Således udkom 'Dear Desolation' (2017) under parolen “Make Deathcore great again”. Inspirationen giver sig selv, det samme gjorde resultatet. Bandets fjerde fuldlængde-udgivelse var endnu et massivt bombardement af velkomponeret aggressivitet. En langefinger til de dengang huserende rygter om, at deathcoren skulle være død. 

Det var genren da også langt fra hvilket der nu, to år efter, ikke hersker nogen tvivl om. Genren blomstrer specielt blandt de nye, unge bands, der skyder frem over alt i udlandet. Til trods for, at Danmark typisk er kendetegnet ved at være fødeplads for uinspireret, dødsyg røvballe-metal og triviel kopi-død, har tendensen også ramt de hjemlige egne. Specielt Hanging The Nihilist har været et friskt pust, mens Cabal efterhånden har spredt ondskab i en årrække. For begge bands vil det overraske, om ikke Thy Art is Murder er at finde på playlisten, når turnebussen ruller ind- og udland tyndt. Australierne har allerede sat et solidt aftryk på genren og lader ikke til at have nogen intentioner om at stoppe med at uddele håndmadder i drop-d. 

Seneste skud på stammen er således ‘Human Target’. Førstesinglen ‘Make America Hate Again’ er præcis, hvad man har lært at forvente af Thy Art is Murder. Tungt, modbydeligt og ondskab på alle niveauer. Den fortsatte leg med den amerikanske præsidents kampagneslogan fra 2016 skaber associationer til bandets forrige album og trækker en klar tråd. Som lytter ved man allerede fra start, hvad der kan forventes, og kvintetten lever op til forventningerne. Vanen tro tordner Chris McMahon på brutal vis med succes og skaber kun mere pondus til det eminente gennemgående mantra “Hostility / Your leaders are now your enemies / They'll make America great again / Fuck no! / Let's make America hate again”. Thy Art is Murder er tilbage med endnu en kompetent deathcore-udgivelse. Same shit, different day. 



Anden single, ‘Death Squad Anthem’, gør absolut intet for at ændre ved den forestilling, men overraskelsen lurer lige under overfladen. Åbningsnummeret ‘Human Target’ giver en forsmag på den udvikling, der gennemstrømmer udgivelsen. Grundelementet er naturligvis stadig potent deathcore, men australierne har med succes indarbejdet blackened-elementer. Ikke ulig netop Cabal. Endnu tydeligere bliver det på ‘Eternal Suffering’, hvor dobbeltpedalen hamrer løs, mens de atmosfæriske elementer får frit spil. ‘Eye For An Eye’ og ‘Atonement’, to af pladens bedste numre, arbejder med samme udtryk, hvilket giver en kærkommen kant til Thy Art is Murders ellers gennemarbejdede, optimerede og til tider repetitive opskrift. 

Vi har med rette kritiseret Thy Art is Murder for at være gået lidt i stå musikalsk. På den anden side: "Why fix what isn’t broken"? Australierne har udgivelse for udgivelse bevist, hvorfor de betragtes som et af de førende bands inden for genren. Det ændrer ikke ved, at endnu en udgivelse uden nævneværdig udvikling havde været en mindre falliterklæring. Desto mere ønskværdigt er det, at Thy Art is Murder netop endelig tager et skridt videre. Om end et mindre ét af slagsen. Med nationale briller er det måske søgt at pege på McMahons gæstevokal på Cabals ‘Nothingness’ som værende en katalysator, men det er alt andet lige nærliggende, at der fundet lidt inspiration i Danmark. Man skal være tonedøv for ikke at få associationer til Cabal, især hvad angår de melodiske, atmosfæriske stykker der tydeligt er blevet en større del af australiernes musikalske univers. 

Hertil er det nærliggende at pege på Whitechapels ‘The Valley’ som inspiration. Især den melodiske og dystre klang, der præger store dele af pladen. Elementer som såvel ‘Atonement’ og ‘Chemical Christ’ arbejder med. I det hele taget er ‘Human Target’ en større lytteoplevelse. Det musikalsk univers er blevet større - det til trods for at McMahon fra tid til anden har problemer med at gå op i et højere toneleje. Uafhængigt af eventuel inspiration er Thy Art is Muder tilbage med endnu en fin udgivelse, der vinder på nye tiltag, om end de er begrænsede. ‘Human Target’ er en fin tilføjelse til et i forvejen udemærket bagkatalog.