10x10: TesseracT – ’One’

I et årti præget af genre-genkomst, var vi så heldige at opleve en helt ny stilart opstå: djent. Og selvom vi stadig debatterer, om djent er en genre eller ej, blomstrede stilen i de spæde 10’ere, ikke mindst takket være udgivelser som ‘One’.

‘One’, ‘Periphery’, ‘måsstaden’ – starten af det nye årti bød på mange spændende udgivelser. Fælles for de nævnte er, at de var del af den djent-opblomstring, der prægede 10’erne. Før vi dykker ned i ‘One’  og præciserer, hvorfor vi har valgt netop den plade som repræsentant for djenten, forsøger vi at give et bedre overblik over, hvad djent egentlig er.

Djent har indiskutabelt haft en signifikant indvirkning på årtiet. Som genre og som lyd. Udtrykket selv er mere besværligt at definere tidsmæssigt. Mårten Hagström fra Meshuggah krediteres typisk for at være ophavsmand til termen i slut-90’erne. Ordet blev brugt som udtryk for den ikoniske distortede mur af palm-muted guitarer, der kendetegner Meshuggah. Paradoksalt, i og med at Meshuggah ikke defineres som djent, men derimod ekstremmetal med progressive aner.

Periphery-guitarist Misha Mansoor krediteres ligeledes hyppigt for at være ophavsmanden bag udtrykket djent. I midt-00erne boomede interessen for djenten som musikalsk udtryk. Internettet samlede guitarister med samme interesse, hvor forummet Tandjent specielt blev omdrejningspunktet. Mansoor skulle i den sammenhæng have brugt udtrykket. Han har dog sidenhen udtalt, at han faldt over udtrykket på et Meshuggah-fanforum.

Selvom genren boomede i dette årti, er begrebet altså langt ældre.

Genreopblomstringen
Det er heldigvis nemmere at pinpointe, hvornår djenten opstod som genre. I løbet af slut-00’erne udviklede Tandjent sig til at være et vigtigt omdrejningspunkt for genrens udvikling. Medlemmer fra stort set alle de bands, vi i dag ser som større djent-navne, delte lydfiler, ideer og koncepter.

Acle Kahney (Tesseract/Fellsilent), John Brown (Monuments/Fellsilent), Paul Antonio Ortiz (Chimp Spanner), Daniel Bergatröm (Vildhjarta) og naturligvis Mansoor er få prominente navne ud af forumets mange ivrige deltagere. Hjemmesiden var grobund for et hav af guitarister, der sad hjemme i soveværelset og komponerede. Op mod start-10’erne udviklede de mange smånørdede internetprojekter sig til virkelighed, mens forummet Got-djent i 2009 blev det nye onlineforum for diskussion af lyden.

Djent opstod endeligt som genre i perioden i 2010-2011. The Guardian kørte en artikel og forside om djent, Momunents, Tesseract og Periphery tog på tour sammen, under tournavnet ‘The League of Extraordinary Djentlemen’, og samme periode bød på et utal af prominente djent-udgivelser. Vigtigst af dem var debutalbum fra netop TesseracT og Periphery samt udgivelser fra Animals as Leaders, Volumes og Vildhjarta.

Hvad definerer djent?
Antallet af djent-udgivelser eksploderede i den periode. I løbet af årtiet blev djenten et yndet udtryk og genren en paraply, der dækkede på tværs af andre genrer. Typisk progressiv metal, men også genrer som hardcore, groove metal og metalcore er blevet influeret af djenten.

Der er dog nogle distinkte træk, der som udgangspunkt definerer den rene djent. Navnet er efter sigende opstået af den “dj-dj-djent”-lydeffekt, der opstår, når der pickes løs på én tone ad gangen på den dybeste streng. Typisk på en syv- eller ottestrenget guitar. Modsat normalen inden for metal spilles der ikke powerakkorder. Primært fordi powerakkorderne begynder at lyde mudrede eller decideret dårligt, når man bevæger sig så langt ned i registret på en guitar med mere end seks strenge. 

Djent er altså sjældent båret af et decideret riff, som man normalt kender det, men ofte enkelte toner eller akkorder, der gentages i et rytmisk mønster.  Istedet er det hyppigt det perkussive element, der er definerende for et djent-"riff".

I samme grad er brugen af polyrytme signifikant mere udbredt inden for djent og derfor et godt pejlemærke – om end polyrytmik ikke er 1:1 ensbetydende med djent. Polyrytmer er når to forskellige rytmer overlapper eller indlejres i hinanden – i samme tempo, men ikke i samme taktart. Det kan give kompositionerne udtryk af at være to forskelige numre, der spilles på samme tid oveni hinanden.

Meshuggah mestrer naturligvis brugen af polyrytmer såvel som akkord-picking til perfektion, og der er ingen tvivl om, at svenskerne var den store inspirationskilde for de mange “soveværelsesbands”, der blomstrede op i slutningen af 00’erne/starten af 10’erne.



Fra Sverige over Atlanten og endelig til Milton Keynes
Ud over Meshuggah er det vigtigt at pointere, at djenten allerede tog sine spæde barneskridt i slutningen af 00’erne. Især i England, hvor progressive metal-bands som Fellsilent og Sikth eksperimenterede på livet løs med førnævnte elementer. Men det er især to bands, der mere eller mindre ufrivilligt har drevet genren siden deres albumdebuter i henholdsvis 2010 og 2011.

Peripherys selvbetitlede debut udkom i 2010, og Tesseract udgav året efter ‘One’, der mere eller mindre var bygget op om 2010-ep’en ‘Concealing Fate’. Begge plader er definerende for genren og nævnt som inspiration af andre bands.

Mansoor og Kahney har en beslægtet baggrundshistorie. De er begge kunstnere, der ikke ser sig selv som djent-guitarister. Begge er musikere, der har samlet resten af de respektive medlemmer omkring den progressive metal, de advokerede for, og begge guitarister har haft udfordringer med netop bandsammensætning. Periphery har været igennem et utal af udskiftninger, inden bandet i 2012 endelig fandt en mere eller mindre optimal grundstamme. Kahney derimod havde grundstammen på plads allerede i 2006, men har haft en kamp for at finde en fast forsanger.

To guitarister og to bands, der er vokset op side om side, sandsynligvis ud fra den samme ide-ramme, funderet i onlinediskussion på tværs af Atlanten. Begge debutplader er synonyme med genrens opblomstring i start-10’erne. Periphery med en mere riff-orienteret tilgang til sangskrivning, hvorimod Tesseracts sangskrivning i højere grad er fokuseret på akkord-picking.

‘One’ er valgt af tre årsager. For det første gør udgivelsen i højere grad brug af de teknikker, der definerer den “rene” djent. For det andet eksisterer bandet stadig i samme konstellation som ved debut-udgivelsen, og endelig er ‘One’ en bedre udgivelse end ‘Periphery’.

‘One’ – et album, der repræsenterer dem alle

At djenten som begreb og genre stadig var ung i 2011 står klart i vores anmeldelse af ‘One’. Ligesom det er tydeligt, at opblomstringen på daværende tidspunkt kun havde medført enkelte udgivelser. Vores alle sammens dragejæger stod for anmeldelsen, hvilket i sig selv var et hint om, at Devilution heller ikke vidste, hvad vi egentlig skulle gøre ved bandet eller pladen.

Molin var nu ganske begejstret for pladen, der er blevet kategoriseret som progressiv. Djent er slet ikke nævnt i anmeldelsen, i hvert fald ikke direkte. Det nærmeste, vi kommer, er de positive roser til kvintettens sangskrivning:

Selvfølgelig får man, som en obligatorisk del af den progressive metal, de lange passager af riffs, der danser mellem forskellige taktarter og lader til at være kun lille et enkelt fatalt fejltrin på strengene fra at vælte.

Nærmere kommer anmeldelsen ikke på at nævne djenten eller de teknikker, vi nu bruger til at beskrive selvsamme. Det er absolut ikke ikke en kritik af Molin, det er tværtimod meget sigende for den samtid pladen udkom i.

‘One’ udkom den 22. marts 2011 og består af seks numre, hvoraf den godt og vel 28 minutter lange ‘Concealing Fate’, består af seks afsnit. Ifølge et interview med Kahney var det problemer med at finde den rigtige forsanger, der havde udskudt udgivelsen af ‘Concealing Fate’og i samme moment fuldlængdedebuten.

Det var først, da Daniel Tompkins i 2010 blev del af bandet, at det hele klikkede. Problemerne med at finde den korrekte forsanger skulle dog vise sig at være vedvarende. Tompkins forlod bandet allerede i 2011 og fandt først tilbage tre år efter. Hvor de fire instrumentale kernemedlemmer har været faste, har Tesseract gennem årene haft ikke mindre end fem sangere.

Vokalen er et vigtigt aspekt i Tesseracts lyd. Basseret på Kahney og James Monteiths bombastiske djent-picking og Amos Williams tunge, slap-inspirerede bas, er vokalen på ‘One’ i høj grad et lyspunkt og en modsætning til mørket. Generelt er ‘One’ båret af en rød tråd og et univers, der kommer til udtryk ved brug af djenten som virkemiddel i den prog-orienterede sangskrivning

‘Lament’ og ‘Nascent’ afspejler tydeligt bandets brug af djenten som virkemidel, indarbejdet i et progressivt univers, der lægger vægt på opbygning og kulmination. En musikalsk orgasme, der udfolder sig i fuldt flor på størstedelen af pladens seks numre. Hertil er ‘Nascent’ er et godt eksempel på den picking af få toner, der er med til at definere djenten. I dette tilfælde tre-fire toner, hvor trommeslager Jay Postones og det perkussive er styrende for kompositionens udvikling.

Et andet karakteristisk og bærende element for pladen, er Amos Williams basspil. Hans slap bass-inspirerede tilgang er i højere grad groovet, der driver numrene, frem for guitaren. Det er tydeligt gennem hele pladen, men kan specielt høres på netop ‘Nascent’ og ‘The Impossible – Concealing Fate, Pt. 3’. Bas og trommer har bærende roller i den kompositoriske udvikling på tværs af udgivelsen. 

Der gør sig ligeledes gældende i forhold til bandets brug af polyrytmer. ‘Deception – Concealing Fate, Pt. 2’ er et godt eksempel på Postones fremragende styring af kompositionen, og hvordan brugen af polyrytmer får kompositionen til at lyde som to forskellige numre, der spilles simultant. Høres nummeret fra start, er brugen af akkord-picking tydelig, mens specielt stykket fra 1:34 og frem giver et godt indtryk af brugen af polyrytmer og effekten heraf:



Der er altså ingen tvivl om, at ‘One’ er en fremragende repræsentant for djenten. Pladen trækker på klar inspiration fra Meshuggah. Intens akkord-picking og polyrytmer, tilføjet et atmosfærisk lydlandskab og et melodisk univers, der blev et kendetegn for mange af de progressive djent-udgivelser, der senere hen er udgivet. Monuments ‘Gnosis’, Volumes ‘Via’ og Uneven Structures debut ‘Februus’, for blot at nævne enkelte eksempler.

Specielt pladens afsluttende skæring, ‘Eden’, er en lang, rullende orgasme, der kun stiger i intensitet. Én komposition, der sammen med ‘Acceptance - Concealing Fate, Pt. 1’ er noget nær definitionen af djent.

At være eller ikke at være en genre
Det store spøgsmål er så, hvad djent egentlig er? Er det en genre, en sub-genre eller blot udtryk for en række teknikker? Mansoor afviste i 2012, at der skulle være tale om en genre. At hans brug af ordet djent refererede til udstyr, der kunne “djente”. Han har senere hen tilføjet, at udtrykket er blevet til en paraply-term, der bruges om bands, der benytter “lyden”, uden at arbejde med polyrytmer eller picking. Han tilføjer i samme interview, at folk generelt ikke ved, hvad djent er. En påstand, der sandsynligvis er meget tæt på sandheden.

Djent er blevet en etikette, der påklistres uden sund skepsis eller decideret kendskab til, hvad der definerer djent. Af bands, anmeldere og fans. Mange deathcore- og metalcorebands har fundet inspiration i djenten og indarbejdet en tungere lyd ved at benytte syv- og ottestrengede guitarer uden nødvendigvis at spille djent. After the Burial, Heart of a Coward og Born of Osiris for blot et nævne et par stykker.

At der samtidig er tale om en samling af forskellige teknikker taler ligeledes for, at djent ikke klassificeres som en genre. På samme måde som vi ikke klassificerer blastbeats eller tremolo-piciking som en genre. Endelig er der vel næppe nogen med almindelig sund fornuftig, der definerer Meshuggah som djent. Til trods for at svenskerne er ophavsmænd til udtrykket.

Da genren blomstrede online og senere på albumudgivelser, var det typisk moderne, progressive metalbands, der flirtede med djenten. Teknikkerne blev brugt i en progressiv kontekst, hvilket giver grundlag for at definere djent som en subgenre til den progressive metal. Det gav mening i start-10’erne, men som vi skuer tilbage på hele årtiet, er det tydeligt, at djenten ikke er forbeholdt en specifik genre.

Djenten er blevet en fællesnævner, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med akkord-picking eller polyrytmer. I den sammenhæng præsenterede Tosin Abasi fra Animals as Leaders i 2017 en mere løs anskuelse, der simpelt forklarer, hvorfor djent kan betragtes som en genre. Han pointerer, at en genre defineres af evnen til at kunne knytte fælles træk mellem forskellige kunstnere. At begrebet djent i sin grundlæggende forstand ikke var tænkt som en genredefinition, men at genren opstod, netop fordi djent bliver brugt som reference for en specifik type musk og lyd.

Der er altså ikke klart defineret, hvorvidt djent er en genre eller ej, men typisk behandles djent som en genre. Med undtagelse af Devilutions genre-klassifikation, som det tager godt og vel et årti at opdatere. Det medfører naturligvis det lettere kaotiske mash up af bands, der jævnfør genredefinitionen er i samme kategori. Meshuggah, Tesseract, Within the Ruins og et hvilket som helst band, der har en guitar med mere end seks strenge og formaster sig til at spille på den dybeste af disse.

Det næste årti
Djenten tilhører ikke 10’erne, men genren har blomstret i fuldt flor de seneste ti år og har været helt umulig at komme udenom. Indledningsvist var det et frisk pust til den progressive metal-scene, der udviklede sig til at påvirke på tværs af mange forskelige genrer. På godt og ondt.

Der er ingen tvivl om at djent-hypen er toppet for længst. Som alt andet, der er bliver populært, er djent blevet udvandet til uigenkendelighed – ganske fint afspejlet i Abasis løse genredefinition. Det er svært at forestille sig, at djent vil sætte et tilsvarende aftryk på det kommende årti. Men så er der forhåbentlig plads til nye ideer og genreopblomstringer.  

På samme vis var hverken Tesseract eller Periphery banebrydende. Men begge tog hånd om eksisterende teknikker, skabte grobund for et nyt musikalsk udtryk og endte med at definere en ny genre. Så hyppigt opstår der heller ikke nye genrer inden for metal.

Begge bandes har været gennem en rivende udvikling i 10'erne. Tesseract har sidenhen udgivet yderligere tre plader, hvoraf specialt 'Altered State' står som det store svendestykke. Selvom bandet er blevet mere melodisk og kompositionerne simplere er kvintetten stadig tro mod de rene djent-principper, hvilket også høres af sidste års 'Sonder'. Spørgsmålet er så, om vi skal betragte deres kommende udgivelser som djent eller progressive rock/metal, som Kahney og Mansoor selv gør?

Under alle omstændigheder, er det svært at forestille sig Djenten får en decideret anden opblomstring eller påvirke et kommende årti i ligeså høj grad som 10'erne blev det.