Mindre kvantitet, mere kvalitet. Tak.
Populær
Amerikanske Born of Osiris er endnu en gang albumaktuelle. Som ved foregående udgivelse er det ikke en ubetinget succes. I det hele taget burde kvintetten nok overveje at bruge lidt mere tid på deres udgivelser og skrive nogle bedre numre.
Throw Me In The Jungle
Free Fall
Illuminate
The Sleeping And The Dead
Tidebinder
Resilience
Goddess Of The Dawn
The Lauder The Sound, The More We All Believe
Warlords
River Of Time
The Composer
Det amerikanske band Born of Osiris er yderst produktive. På kun seks år er det blevet til fire fuldlængdeudgivelser, hvoraf ’Soul Sphere’ er kvintettens seneste. Med den høje udgivelsesrate følger en mindre markant udvikling. Dannet tilbage i 2003 var det først, da kvintetten i 2007 tog navnet Born of Osiris, at udgivelserne begyndte at udkomme i en jævn strøm. Amerikanerne blev del af den djent-orienterede spydspids af bands, der prægede slutnullerne, og de har siden da komponeret med den let genkendelig lyd i feltet mellem genrerne deathcore og prog-metal.
Selvom ’Soul Sphere’ byder på mere synth og en smule mindre tekniske kompositioner, ligger Born of Osiris anno 2015 musikalsk tæt på debut-ep’en 'Rosecrance' fra 2006. Det er symptomatisk, at albummets cover IGEN består af en klode og denne skaldede eksistens, der muligvis skal forestille Osiris. Præcis som på coveret til ’Tomorrow We Die Alive’ (2013) og ’The Discovery’ (2011).
Den manglende udvikling er ikke imponerende, men det er heldigvis ikke ensbetydende med en fuldstændig elendig udgivelse. Desværre er ’Soul Sphere’ heller ikke et decideret godt album. Grundlæggende kræver albummet ret meget tålmodighed og mange gennemlytninger, før den fænger. Ved første lyt er åbningsnummeret ’The Other Half of Me’ albummets bedste og eneste interessante nummer. Det er potent, direkte og tungt. Det er dog værd at give pladen et ekstra lyt. Numre som ’Illuminate’, ’Tidebinder’, ’Resilience’ og den afsluttende ’The Composer’ åbenbarer sig først ved flere gennemlytninger. De tre første er brutale skæringer med mindeværdige riff, mens sidstnævnte afslutningsvist udvikler sig til et regulært drum'n'bass-lignende nummer. 'The Composer' er et godt eksempel på, hvornår det fungerer for Born of Osiris. Det klæder den tæt pakkede og teknisk kompakte lyd med disse alternative indslag. Det skaber variation, der netop er en af pladens helt store mangler.
Selvom ’Soul Sphere’ udvikler sig ved flere gennemlytninger er der stadig mange numre, der lyder som hinanden. Med undtagelse af de førnævnte og den ulideligt poppede ’The Louder the Sound, the More We All Believe’ er skabelonen buldrende djent-guitar med symfoniske soli og tordnende vokalarrangementer akkompagneret af enslydende synths. Til trods for gode numre er det ikke en opskrift, der fungerer, slet ikke når udgivelsens 12 numre vurderes som en samlet enhed. Vokalarrangementerne bliver ofte kedelige og uinteressante, primært fordi Ronnie Canizaro og Joe Buras’ vokal med få undtagelser ligger i samme toneleje. Hertil er Lee McKinneys udfoldelser på guitaren imponerende, men desværre også ret ensformige.
’Soul Sphere’ er Born of Osiris på godt og ondt. Det er teknisk dygtigt sammensat deathcore/prog-metal, men oftest også ensformigt og kedeligt. Ud over åbningsnummeret tager det tid at komme tæt på numrene, og selvom det er ventetiden værd for enkelte numre, formår amerikanerne ikke at fastholde lytteren. Måske burde kvintetten skrue lidt ned for udgivelsesfrekvensen og bruge lidt mere tid på at skrive en god udgivelse. Den forrige udgivelse ’Tomorrow We Die Alive’ led under samme problemer, og det er ærgerligt at opleve amerikanerne foretage samme fejl igen og igen.