Nostalgisk vingesus
Det er over 30 år siden, at både Vader og Kataklysm første gang gæstede Pumpehuset. Tre årtier senere stod de igen på samme scene og cementerede hårdt, at de stadig er relevante at høre på.
Klokken var præcis 19.15, da de fem nordmænd i Blood Red Throne gik på scenen i sprudlende humør og meget passende for hele aftenens program lagde ud med ‘Unleashing Hell’, der er åbningsnummeret på Blood Red Thrones anden udgivelse ‘Affiliated with the Suffering’ fra 2003.
Siden har nordmændene udgivet ti plader yderligere. Med i alt tolv studiealbum på 25 år vidner arbejdstempoet ikke om et band, der ligger på den lade side. Men den omfattende diskografi afspejler ikke bare et produktivt band, men også et band, der nok har lidt svært ved at være selvkritiske overfor egne kompositioner.
Nordmændene er aldrig blevet et stort navn på metalscenen. Omvendt er Blood Red Throne bestemt heller ikke et dårligt band, men når man udgiver omkring 100 numre, der er skåret efter samme skabelon, så tenderer diskografien til at blive noget udvandet.
Nuvel, så var det heller ikke diskografien, vi skulle forholde os til denne aften, men den halve times support, som kvintetten var hyret til at stå for. Og den opgave løftende Blood Red Throne aldeles glimrende med syv solide numre. Der blev drukket bajer og sprut fra flasken, headbanget og leveret sprudlende guitarsoli foran et publikum, der kvitterede med trofast entusiasme, moshpits og næverne i vejret, der demonstrerede, at den norske opvarmning var godkendt og bestået.
Historisk vingesus
Piotr “Peter” Wiwczarek var blot 18 år, da han kom med i den første konstellation af Vader i 1983, hvor det polske band blev dannet og tog navn efter en af filmhistoriens mest ikoniske skurke. Det har givetvis ikke været nemt at dyrke og spille heavy metal i Polen i 1980’erne, hvor landet stadig var i kløerne på Sovjetunionen. Men trods den frihed, der fulgte med ved murens fald i 1989, så døjer den polske metalscene stadig med fordømmelse og forbud fra Polens magtfulde kirke.
Men trods årtier med hjemlig modstand, så har Vaders nu 60-årig frontmand Peter Wiwczarek aldrig givet op. Tværtimod har Wiwczarek kørt hårdt på med Vader og draget verden rundt siden Vaders første internationale turné, der fandt sted i kølvandet på 1992-debutpladen ‘The Ultimate Incantation’.
Verdensturneen startede i Holland i begyndelsen af februar 1993. Ugen efter stod Vader sammen med Grave og Bolt Thrower i Pumpehuset. Aftenen sad stadig i erindringen her 33 år senere. Vores første koncert i København var på den her scene i 1993, bemærkede Wiwczarek i en af sine mange taler, der kom mellem numrene denne torsdag aften, hvor Wiwczarek stod alene i spotlyset og tog ordet, der primært bød på nostalgiske anekdoter.
De taknemmelige ord og anekdoter virkede oprigtige og det rørte blik i øjnene fremstod ægte. Man forstår det også godt. I sine unge år kaldte Wiwczarek sig for Behemoth, der i Biblen refererer til et mastodontisk og kraftfuldt væsen. Fortidens øgenavn blev fremtidens status. Tænk sig at vokse op som knægt og være passioneret metalfan i et overvåget og lukket land for fem årtier siden og langt ude i fremtiden i en alder af 60 år, kunne se tilbage på et liv, hvor det er lykkedes at leve af passionen og igennem mere end 30 år rejse verden rundt som professionel musiker og spille dødsmetal.
Det er en fantastisk historie, som Wiwczarek deler med få andre musikere fra dødsmetallens første generation, der ukueligt har turneret kloden rundt og ernæret sig af den brutale musik og livsstil i snart fire årtier. Wiwczareks fortælling er især unik, for han er den eneste mand med det liv i kapitlet om den første generation af polske dødsmetal-musikere.
Besætningen i Vader er skiftet ud med årene, men Wiwczarek har altid omgivet sig med kompetente musikere. Det blev også understreget denne torsdag, hvor den polske maskine solidt kværnede sig igennem tretten numre på lidt under en times tid. Særligt hittet ‘Triumph of Death’ fik salen til at koge og publikum til at tonse rundt i hinanden.
Men selve showet i sin helhed stak ikke ud fra de mange forrige gange, Vader har invaderet danske spillesteder. Ustoppelig Wiwczarek og Vader er flittige til at besøge Danmark. Og danske fans er flittige til at gense de polske legender. Forståeligt nok, for bundniveauet er altid højt. Således leverede Vader endnu en hårdtslående, dansk koncert, der især gjorde indtryk med Wiwczareks livsglæde og det faktum, at han i en alder af 60 år stadig er relevant og energisk på den samme scene, hvor hovedstadens metalhoveder mødte ham første gang for 33 år siden.
Rutinen tog over
Stilistisk er der en kløft mellem Vaders og Kataklysms dødsmetal, men hovednavnets danske historie begyndte også i Pumpehuset. Canadiernes debut fandt sted på en historisk aften i foråret 1995, hvor de gæstede hovedstaden sammen med blandt andre Deicide og Brutul Truth.
For nyligt stillede vi 10 hurtige til Crown the Beasts guitarist, Lars Von Løvendal, der især fremhævede sine mange oplevelser fra Pumpehuset, som noget helt særligt. Pumpehuset har altid haft noget helt særligt over sig, især i Kran-salen. Der er bare noget ved den venue og den energi, der gør, at det hele går op i en højere enhed, udtalte Løvendal.
Det er svært at være uenig og historisk set, er Pumpehuset nok det sted, der summer allermest af metalhistoriens vingesus i Danmark. Jeg er ikke sikker på, at særligt mange andre venues i udlandet har så mange årtier på bagen, så det gør indtryk på bands, når de træder ind på scenen i Kran-salen og nostalgisk erindrer, at de stod på samme scene for årtier siden. Og blandt publikum er der selvfølgelig altid gæster, der rækker næverne i vejret og råber, at de var der; dengang for mange, mange år siden.
Særligt Kataklysm har været forbi Pumpehuset flere gange. Fra de helt vilde shows til de mindre gode, som oplevelsen var denne aften. Det canadiske firkløver gjorde det nu ikke dårligt. Men de kørte den hjem på rutinen og virkede møre i det efter flere ugers turné. Publikum var dog i sprudlende humør og tog musikken til sig og væltede rundt i moshpits. Set i det lys, kan man jo ikke hævde, at Kataklysm fejlede, men intensiteten og nerven er set skarpere før fra de sympatiske canadiere.