Knusende gode Kataklysm
Populær
Kataklysm viste overlegent overskud mandag aften i Pumpehuset, mens Krisiun kæmpede en brav kamp mod tekniske problemer.
2. Push the Venom
3. Like Angels Weeping (The Dark)
4. Like Animals
5. As I Slither
6. At the Edge of the World
7. Taking the World by Storm
8. Trommesolo
9. Blood on the Swans
10. Fire
11. Blood in Heaven
12. Kill The Elite
13. Prevail
14. Iron Will
15. Elevate
16. In Shadows And Dust
17. Crippled & Broken
Der var godt stoppet med mennesker i Pumpehuset, da mandag aften bød på triple dødsmetal.
Bemærkelsesværdigt viste det sig, at en hel del var kommet for at se italienske Fleshgod Apocalypse, der især syntes at tiltale spillestedets yngre publikum.
Det seks mand store band havde ikke meget plads at gøre godt med på scenen, hvor de fremstod som en blanding af The Addams Family og Cradle of Filth. Italienerne kører et gotisk image med fuld make-up, sorte skjorter (keyboardspilleren lignede dog en bedemand) og en maskeret korpige.
De har ulmet i undergrunden siden debuten 'Oracles' i 2009 og har umiddelbart potentialet til at blive et større navn - som de begejstrede fans foran scenen også vidnede om. Igennem 40 intense minutter var italienerne nærværende og fyrede numre af fra deres tre udgivelser.
'The Hypocrisy' åbnede maskeballet, inden 'The Forsaken' fra samme album, 'Agony', lukkede af og sluttede forestillingen. Der er smæk på Fleshgod Apocalypses teatralske dødsmetal, men i længden trænger musikken til et mere varieret udtryk, og så må man nok konstatere, at deres korpige havde en off-day. Det lød simpelthen pivfalsk det meste af tiden.
Metal to the bone
En off-day må man desværre også konstatere, at de brasilianske giganter i Krisiun havde.
"Er I klar til noget old school-metal?" lød det indledningsvis fra den sympatiske frontmand og bassist Alex Carmago, hvorefter trioen sparkede koncerten i gang med 'Apocalyptic Revelation's 'Kings of Killing'.
I modsætning til de italienske bøhmænd, som havde forladt scenen 20 minutter tidligere, var publikummet gået fra begejstring til søvndyssende. Med deres imponerende, hurtige og thrashede dødsmetal, og uden brug af nogen form for gejl på scenen, var Krisiun også i den helt anden boldgade. Det er læderveste, T-shirts med Venom og Dimebag Darrell signaturguitarer. Sådan er Krisiun "metal to the bone", og i 45 minutter kom de rundt i det meste af karrierens sidste 20 års diskografi.
Teknisk krise
Men de kæmpede forgæves en brav kamp mod tekniske problemer og en lydmand, som de havde ualmindelig svært ved at kommunikere med. Volumen var også påfaldende lav, og det klæder på mig ingen måde Krisiuns mastodontiske musik.
Samtidig var det bandets koncert nummer 32 på turneen, og det havde også sat sit tydelige præg på Alex Carmargos stemmebånd. "Vi knokler sgu røven ud ad bukserne heroppe," lød det fra ham til sidst i koncerten, som en beklagelse over at tingene ikke spillede denne aften. Respekt for det, og generelt har kun en tåbe ikke respekt for den brutale trio. Men undskyldningerne kan man ikke bruge til noget i længden. Et filmhold knokler sikkert også hårdt, men hvad fanden hjælper det, hvis billedet er uskarpt?
Overlegen ung trommeslager
Sløret kan man til gengæld ikke sige, at aftenens hovednavn var. Canadisk-franske Kataklysm var faktisk så skarpe, som de kan være. 75 minutters overlegen, melodisk og groovy dødsmetal fik mandagen til at forvandle sig til weekend.
Og her mærkede man intet til, at kvartetten fyrede koncert nummer 32 af på kort tid. Fra start til slut var det én lang magtdemonstration, hvor deres spritnye, 30-årige trommeslager Olivier Beaudoin viste teknisk superklasse.
Hatten af for Pumpehuset
'Blood on the Swans' fra 'Serenity of Fire' cementerede hans imponerede evner, og nummeret stod klart tilbage som koncertens mest suveræne højdepunkt - blandt temmelig mange. Energien faldt aldrig, og mellem numrene blev det til anekdoter om deres koncert i Pumpehuset med Deicide i 1995, politiske slagtaler inden 'Kill the Elite', og fadøl, der skulle bundes i et hug. Den disciplin mestrede de dog ikke just imponerende.
Blandt de utallige kendte klassikere fra 'As I Slither' til lukkeren 'Cripples & Broken' fyrede publikum op for en gedigen fest, hvor der blev stagedivet godt igennem. Og hvor er det dog en befrielse, at Pumpehuset går sit publikum i møde og ikke forfalder til så mange øvrige spillesteders puritanske koncertforbud. Det holder og gav ikke mindst energi tilbage på scenen til bandet, som kvitterede med en knusende god koncert.