Godt, men gentagende

Godt, men gentagende

Åbningen på Krisiuns nyeste udspil lover ligeså godt som forgængeren, 'The Great Execution', men bandet kan ikke helt holde kadencen over albummets godt 50 minutter og forfalder til gentagelser af de ellers gode idéer og riffs.

Kunstner
Titel
Forged in Fury
Dato
10-08-2015
Karakter
3

De tre brasilianske Kolesne-brødre startede Krisiun tilbage i 1990, og her 25 år efter er bandet ude med det 10. album, der som forgængeren er hjulpet lydmæssigt godt på vej af Erik Rutan. Som på 'The Great Execution' er der stadig en solid rytmesektion og masser af groove på 'Forged in Fury', som den nye skive hedder. Trommeslager Max Kolesne udtaler i pressemeddelelsen, at albummet har større diversitet end det forrige, men at sangene samtidig er mere ligefremme og aggressive.

Og det kan man godt give den seje trommeslager ret i. Albummet indeholder sange, der er mere straight forward death metal end tilfældet var på albumudspillet for fire år siden. Og diversitet ses også, når bandet i åbneren faktisk flere steder bryder en del med dødsmetal. Åbningsriffet og dets produktion har stilistiske referencer til Lamb of Gods 'Walk With Me in Hell', og når vokalen samtidig flirter lidt med at putte en anelse tone ind i growlet, og nogle af ordene trækkes ud på en i hvert fald atypisk måde for dødsmetal, så lyder Alex Kolesne Camargo også en smule som det amerikanske bands frontmand (specielt på ordene "The enemy is coming to town"). Dødsmetallen vender dog stærkt tilbage, men der er et eller andet med growlet. Det er overordnet set ikke så stærkt som tidligere, og nogle steder lyder det, som om frontmanden taber pusten undervejs. De gode growls er rigt til stede, men der er også steder, hvor det er nærliggende at spørge, hvorfor et vokal-take ikke blev taget om. Det er sikkert  et bevidst eksperiment, men man kan godt savne den tidligere stil.

Opskriften er på plads

'Forged in Fury' er et langt album med størstedelen af sangene på omkring seks minutters spilletid. Og det er sådan set fint nok i starten af albummet, hvor musikken synes frisk og fyldt med gode riffs og idéer – og måske også, som nævnt, nogle lidt anderledes vokal-sekvenser end vanligt fra bandet. Men som albummet skrider frem fornemmes en vis repetition i sangenes riffs, og i opbygningen med vekslen mellem stemningsfuldt half-time, solidt smadder og bandets glimrende groove-stykker.

Produktionen er som sidst en fornøjelse og passer godt til bandet. Erik Rutan har sørget for, at bandet har en organisk lyd, der lyder af, hvad det er: en tight trommeslager med groove i kroppen, bakket godt op af bas og guitar og så krydret med et growl fra bassisten. Der er ikke pillet ved noget, men blot tale om tre brødre, der kender hinanden så godt, at det i den grad kommer til udtryk i samspillet i musikken.

De første par sange på skiven tegnede mod, at Krisiun kunne overgå den seneste plade, men senere føles det, som om der trædes vande, og så er vokalen desværre ikke er på højde med vokalen på tidligere værker som 'AssisiNation' eller den allerede roste 'The Great Execution'. På den måde følger helheden ikke med, og det ender med en lille skuffelse, trods det egentlig stærke materiale på albummet.