Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krisiun har for meget fart på

Populær
Updated
Krisiun har for meget fart på
Krisiun har for meget fart på

Krisiun har lyttet til vores anmelder for nogle år tilbage, men opfølgeren savner alligevel lidt dybde i lagene for sådan for alvor at være god.

Kunstner
Titel
Scourge of the Enthroned
Dato
07-09-2018
Trackliste
1. Scourge of the Enthroned
2. Demonic III
3. Devouring Faith
4. Slay the Prophet
5. A Thousand Graves
6. Electricide
7. Abysmal Misery (Foretold Destiny)
8. Whirlwind of Immortality
Karakter
2

Brasilianske Krisiun har været en konstant inden for dødsmetal de seneste knap 30 år. Siden debutpladen i 1995 har de udsendt skiver med jævne mellemrum, og nu er tiden kommet til deres 11. plade, 'Scourge of the Enthroned'. For tre år siden udgav de 'Forged in Fury', hvor vores anmelder skrev, at det føltes lidt, som om bandet trådte vande midt i numrene og ikke kunne få dem gjort færdig. De varede op imod seks minutter pr. sang, og det blev til en lang plade.

Pudsigt nok har Krisiun netop taget den del af kritikken til sig. I deres pressemateriale hævder de selv, at de denne gang har gjort en dyd ud af at skære ind til benet på hver sang, så det ikke blev for gentagende eller kedeligt. Udvælgelsesprocessen har således været hård, og det er kun deres bedste materiale, der har fundet plads på 'Scourge of the Enthroned', der tæller otte sange og varer 38 minutter. 'Forged in Fury' havde ti sange og varede 51 minutter. 

At Krisiun har sat fart på og får det hele overstået lidt hurtigere end tidligere, er da også noget af det første, man bemærker. Det går stærkt. Det kan man tydeligt fornemme på 'Devouring Faith', hvor der er sat strøm til alt, og sangen slutter sågar af med en ganske udmærket outro. Læseren kan lytte til 'Devouring Faith' her:



På pladens åbnings- og titelnummer hører man også en snert af Gojira i guitarerne, og soloen i sangen fungerer. I det hele taget har Krisiun stadig et godt greb om gribebrættet, da det tydeligvis er guitarerne, der er fokus på. Det kan man også høre på det udmærkede riff, der er i 'A Thousand Graves', som kan høres nedenfor:



For Krisiun fungerer det bare ikke i længden. Bevares, det går hurtigt, og der er smæk på alle instrumenter mens dødsmetallen buldrer ud af regnskovens ypperste i genren. Der er bare for få gode øjeblikke på pladen, hvor man for alvor bliver fænget. Det er en plade, der er god de første par gennemlytninger, og hvor produktionen sidder lige i skabet takket være Andy Classen fra Tyskland. Her fløj Krisiun over til Stage One Studios, hvor de intet andet kunne lave end indspille musik. Det er der kommet en på overfladen vellydende plade ud af, hvilket også kan høres på den tunge og lige-i-ansigtet 'Demonic III', der måske er pladens bedste skæring:



Udfordringen er, om pladen holder i længden. Her begyndte det at blive lidt kedeligt efter en håndfuld gennemlytninger. Farten er det, der fænger i første omgang, men ender med at blive pladens akilleshæl. Det kommer til at virke forhastet, og så hjælper det ikke, at selvom Krisiun siger, de har skåret ind til benet, så er der alligevel for meget fyld med på pladen. Sange som 'Slay the Prophet' og 'Electricide' er ikke nødvendigvis de sange, vi kommer til at høre, næste gang sydamerikanerne gæster Nordeuropa. Men 'Demonic III' må de gerne spille. Det er dødsmetal, så det er til at forstå.

Vi nøjes med to store firkanter. Pladen imponerer ved første øjekast, men ender med at blive en jævn affære, når først man kommer dybere ned i den. Indrømmet, vi er ikke nemme at gøre tilfredse.

Læs vores anmeldelse af Krisiuns 'Works of Carnage' fra 2003 her.
Læs vores anmeldelse af Krisiuns 'Bloodshed' fra 2004 her.
Læs vores anmeldelse af Krisiuns 'AssasinAtion' fra 2006 her.
Læs vores anmeldelse af Krisiuns 'Southern Storm' fra 2008 her.
Læs vores anmeldelse af Krisiuns 'The Great Execution' fra 2011 her.
Læs vores anmeldelse af Krisiuns 'Arise From Blackness' fra 2012 her.
Læs vores anmeldelse af Krisiuns 'Forged in Fury' fra 2015 her.