Stærk udvikling fra brasilianerne

Stærk udvikling fra brasilianerne

Krisiun har formået at fyre op for groovet og de fængende riffs uden at miste brutaliteten, og det gør trioens ottende album til et meget stærkt og vedkommende dødsmetal-album.

Kunstner
Titel
The Great Execution
Dato
31-10-2011
Distributør
Karakter
4

Ved de første mange lyt kan det godt gå hen over hovedet på én: at Krisiun stadig er brutale og har fandenivoldsk trommespil fra Max Kolesne. Årsagen ligger i de insisterende og groovy guitarriffs, som umiddelbart efterlader en med den tanke, at tempoet er sænket og musikken er blevet mere groovy.

Men når begejstringen givetvis mere tilgængelige sange har lagt sig, og man begynder, at nyde detaljerne, så høres trommetæskerens flair for hurtigt spil igen. Det er imponerende, hvordan han så elegant kan flette tungt og groovy guitar sammen med helvedes torden og lynild. Når han altså ikke er med på det tunge på en meget levende og dynamisk vis.

En anden forklaring på hvorfor den her skive lyder så godt, skal søges i produktionen, der lyder organisk og ægte. Dynamikken er bevaret, så man rigtig fornemmer, at den brasilianske samba i høj grad har gjort noget for rytmesansen hos Krisiun. I 'Decending Abomination' laver de i øvrigt en fræk stigning i tempoet, så sangen går fra groove til smadder, uden at grundrytmen i sangen lider nød.

Gentagelsens glæde

Der er skåret lidt i antallet af riffs, så der kun er blevet plads til de fedeste af slagsen. Samtidig benyttes i høj grad det repetitive som en effekt. Det virker for det meste, men på en plade som runder en time fordelt over 10 numre, så er det næsten uundgåeligt, at der ikke lige er en passage eller fem, som godt kunne have været rundet af lidt tidligere.

Udover det imponerende trommespil og de lækre riffs, så skal også de fede, melodiske leads og soli fremhæves ligesom, at vokalen vil gøre de fleste dødsmetalfanatikere glade, for det er godt dybt growl, hvor ordene stadigvæk kan skelnes. Ja, faktisk kan det godt kaldes for en ondere og dybere variant af en anden brasilianer: Max Cavalera. Det fungerer fedt!

I forhold til fornemmelsen af at Krisiun har valgt groovet til og skåret lige en tak på brutaliteten, så kunne en anden rækkefølge på sangene have gjort, at skivens variation var blevet lidt mere åbenlys. For sådan som nogle af sangene tikker ind i røven af hinanden, så kan man have en fornemmelse af, at bandet har opdaget, at de har et ekstremt talent for groove, og har haft svært ved at lægge det fra sig.

Det er blot en lille detalje, og det skal stå lytteren frit for at trykke på "shuffle"-knappen - det vil helt sikkert ikke ødelægge oplevelsen af 'The Great Execution', for det er slet og ret et herligt album.