Top 5 – 400 uger med korslagte arme

Top 5 – 400 uger med korslagte arme

Vi fejrer 400 nyhedsbreve og 15 års metalkritik ved at se på, hvordan metallandskabet og vi selv har forandret os, siden vi startede.

I alt væsentligt er der ikke meget, der har ændret sig, siden Heavyjam blev lanceret i 2003 af den på det tidspunkt allerede garvede metaljournalist Jens Jam Rasmussen: Et ugentligt nyhedsbrev for metalfans med anmeldelser, interviews og konkurrencer. Heller ikke da nøglerne blev overdraget til fotografen og den nuværende redaktør i 2008, blev konceptet grundlæggende ændret. Navnet blev dog ændret; først til NRG og kort efter Devilution, og tælleren på nyhedsbrevet blev nulstillet for at signalere en ny begyndelse. 

Det er 400 nyhedsbreve siden i denne uge, og selvom det hele på overfladen er det samme, benytter vi anledningen til at se på, hvad der er sket i dansk metal, siden vi begyndte.

1. Volbeat
Volbeat er det største enkeltstående fænomen, der har fundet sted i dansk metal i dette årtusinde. Ikke siden Mercyful Fate har Danmark haft et metalband, der har opnået så stor international bevågenhed, og ikke siden D.A.D.s velmagtsdage har Danmark haft et hard rock-band med så bred folkelig appel.

Devilution har været med, siden de varmede op for det aarhusianske hardcoreband Barcode, som ingen andre end vores fotograf kan huske, og spillede i Studenterhuset i Aalborg, hvor vi skrev begejstret om dem. Forholdet mellem Volbeat og Devilution er bølget frem og tilbage over årene, hvilket kulminerede i en efterhånden ret så gennembelyst infight sidste efterår, og Volbeat er ikke til at komme udenom. Det er Devilution bare heller ikke. 

2. Everyone’s a critic
Da Devilution startede, var anmeldere stadig dem, der uddrog den endegyldige mening om musikken – og læserne svarede igen ved enten at købe cd'en eller lade være. Måske skrive en mail, hvis det var helt galt, eller bare vredt afmelde nyhedsbrevet. I dag er der ingen, der køber cd'er, til gengæld melder læserne ivrigt tilbage, hvis de mener, at vores holdning til pladen er fuldkommen sindssyg

Såvel musikere som kritikere er kommet i direkte kontakt med vores publikum på de sociale medier – og det er langt fra altid rosende ord, vi får fra dem i fuld offentlighed. Det kræver af os, at vi har evnen til at håndtere kritikken – og gerne med en vis elegance – og at vi kan forsvare vores holdninger. Det er sådan set slet ikke en skidt ting for nogen.

3. Større krav
Metal har en størrelse i dag, hvor vi godt kan tillade os at kræve noget mere af scenen, af bands, af skribenter, og ikke bare være taknemmelige over, at der overhovedet er metal og fadøl i plasticbægre. På godt og ondt er vi dem, der slår i bordet og siger, at det her simpelthen ikke er godt nok. At det er for dumt, for uoriginalt, for lidt, for leflende, for ringe.

Fordi metal fortjener bedre – og dermed på godt og ondt fortjener Devilution.

4. Hver weekend sin festival 
Hvis Volbeat er det største enkelstående fænomen i dansk metal i Devilutions levetid, er Copenhell den største begivenhed, der er kommet til. Det er den store, samlende metalfestival, hvor alle kan være med, og alle kan være enige om at være sure over, at der ikke er nok for lige præcis dem, og alle de andre er turister.

Har man det sådan, er der kommet en lang række mindre metalfestivaler til rundt i landet, og i de større byer sørger de specialiserede festivaler for, at der er noget for enhver subkultur. Samtidig er flere hard rock-klubber åbnet (og lukket igen og åbnet igen) i de større byer, så metalfolket fortsat har et sted at synge karaoke til ‘Walk’. 

Men selvom metal har nået den størrelse – igen – handler det i de etablerede medier stadig om, hvor vildt det er, at vi faktisk er både pædagoger og IT-udviklere og ikke bare burnouts. Heldigvis dukker der dog efterhånden flere og flere journalister op i medielandskabet, som er villige til at tage metal seriøst.

5. Selvudvikling
Som metal har udviklet sig, har Devilution og vores skribenter gjort det. Men som der i metal er nogle ting, der er eviggyldige, er der det også på Devilution. I det første år som anmelder på Heavyjam lagde Kent Kirkegaard Jensen stilen for sit fremtidige virke ved at være kritisk over for en ny plade med Morbid Angel, og selv karakteren var den samme, da Morbid Angel 14 år og en enkelt plade senere igen forsøgte at leve op til deres storhedstid. Og fejlede.

I det første år påpegede han også, at Metallica skulle holde op med at lave alt for lange plader, og den frustration havde fået så meget desto mere vægt, da de 13 år – og en enkelt plade, jo – senere begik samme fejl, at det trak karakteren en tak ned.

Hvis der ellers er noget, Devilutions veteraner kan stå sammen om, er det kærligheden til Metallica og alle de sorger, den bringer en, når bandet tager det ene mere uskønne sving efter det andet. Det er så hårdt, at de til stadighed er nødt til at tage til Tyskland og høre bandet der, bare for at se, om det dog ikke skulle være bedre – og så konstatere, at det er det da.

Noget mere slingrende har Kents holdning til Deicide trods alt været. Hvor han lander mellem sølle to kasser og skalasprængeren 666, når han om halvanden uge anmelder bandets nye plade, er endnu uvist – til gengæld forlyder det, at han i 2018 har tænkt sig at give to sorte kasser til en ny plade med Krisiun. Nøjagtig som han gjorde i 2003

Det er den stabilitet i en evigt foranderlig metalscene, som Devilution også står for.