Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Deicide tilbage på ret køl

Populær
Updated
Deicide tilbage på ret køl
Deicide tilbage på ret køl

Med 'In The Minds Of Evil' får Deicide rettet en kuldsejlet skude op og bringer os tilbage til en tid, hvor de var en sikker havn at placere forhåbningerne i.

Kunstner
Titel
In The Minds Of Evil
Dato
25-11-2013
Distributør
Trackliste
1. In The Minds Of Evil
2. Thou Begone
3. Godkill
4. Beyond Salvation
5. Misery Of One
6. Between The Flesh And The Void
7. Even The Gods Can Bleed
8. Trample The Cross
9. Fallen To Silence
10. Kill The Light Of Christ
11. End The Wrath Of God
Karakter
4

(Af)guderne skal vide, at Deicide har udsat os for lidt af hvert. De er ophavsmænd til et par af de absolut bedste og vigtigste dødsmetalskiver nogensinde, har forsangeren, der i er årti var klodens farligste mand i showbusiness og leverede koncerter, som man knapt turde fortælle sine forældre om. Men forholdet til pladeselskabet blev ikke alt for godt, og de udsendte nogle ret dårlige skiver i 'Insineratehymn' og den forfærdelige 'In Torment In Hell'. Herefter gik den interne kemi også op i røg, og Hoffman-brødrene forlod skuden. Det sendte Deicide ud i høj sø, men de fik faktisk styret sig sikkert gennem den med den udmærkede 'Scars Of The Crucifix' og udgav efterfølgende den sublime 'The Stench Of Redemption', der indtil nu har været den bedste plade med Deicide siden mesterværket 'Once Upon The Cross' fra 1995.

Alt dette kan dog måske ændre sig med 'In The Minds Of Evil', der netop bringer minderne tilbage til guldalderen i den første halvdel af halvfemserne, hvor Deicide udsendte virkelig gode dødsmetalplader på stribe. Lige fra debutpladen 'Deicide' til netop 'Once Upon The Cross' var det sikkert, at Deicide leverede varen. Både musikalsk og kontroversielt.

Efter 'The Stench Of Redemption' i 2006 har der dog igen været langt mellem snapsene. Det gælder ikke mindst den seneste 'To Hell With God', der ikke ligefrem går over i historiebøgerne som Deicides stærkeste stund. Tværtimod.

Her går det meget bedre med 'In The Minds Of Evil', der fra start indvarsler noget bedre og stærkere. Titelnummeret åbner med citatet fra Batmans butler Alfred, der om Jokeren siger "Some people just want to watch the world burn", og så sætter Deicide ellers i gang med nummeret om at være inden for i en ond sjæl.

Det bliver kun bedre af den vellydende 'Thou Begone', der følger og beviser, at guitarerne stadig kan synge flot og melodisk i Deicide. Guitarist Jack Owen, der tog over for Hoffman-brødrene, får denne gang hjælp af Kevin Quirion, der har hjulpet Deicide live de seneste år, og som nu har taget over for Ralph Santolla. Det fungerer rigtig godt på den nye plade.

For lyden minder én om netop 'Once Upon The Cross'-lyden. Der er masser af klassisk dødsmetal, som Deicide har lavet den siden 1990. Og så er der tilført de melodiske guitarsoli, der gjorde 'The Stench Of Redemption' til en god afveksling fra det kunstneriske dødvande, som Deicide på daværende tidspunkt befandt sig i, og som de igen var på vej ud i.

Med 'In The Minds Of Evil' får Deicide rettet skuden op. Glen Benton lyder, som Glen Benton skal, og Steve Asheims trommer er som altid præcise og gode. Guitarerne virker, og sangene er gode. Det er simpelthen bare en god skive, og det glæder en mangeårig Deicide-fan, at de har kunnet genopfinde sig selv og genfinde den styrke, som de besad for 20 år siden.

Nyd titelnummeret her:



Og her er 'Thou Begone', som pladeselskabet også synes, du skal høre: