Dødelig aften med Deicide

Kong Kent rapporterer fra første parket, da Glen Benton & Co. vendte tilbage til den danske klubscene. Voxhalls lydanlæg åbnede præcist kl. 21 op for sluserne med danske Koldborn. Dødsmetal med masser af intensitet og nerve. Der var tryk på i den halve time Koldborn spillede, og blandt tilskuerne var det tydeligt, at drengene har et godt greb om en fast skare af dedikerede tilhængere.

Værre var det da Arkhon Infaustus gik på scenen. En forvirret og pervers blanding af døds- og black metal, der blev spillet med en utrolig mangel på respekt for publikum. Leadguitaristen stod med sine plasticforlængere i håret og lignede én der havde fået et par baner cola for meget, eller 20 bajere… de spillede utrolig slapt, og jeg var meget skuffet, idet jeg havde forventet mig mere af de finner. Sange som ”M33 Constellation” og ”Whirlwind Journey” savnede både energi, vilje og godt spil fra musikerne. Tyndt!

Langt bedre blev det da Deicide trådte på scenen. Glen Benton var tydeligvis i godt humør og talte rent faktisk til publikum med et smil på læben. ”Den Onde Selv” har efterhånden fået en lille ølmave, og med old school slidte læderbukser, udtrådte sko og et langt, uplejet hår fik Benton headbanget sig gennem ALLE klassikerne. Med klar fokus på de bedste skiver Deicide nogensinde har udgivet (”Deicide” og ”Once Upon The Cross”) var der lagt op til et festligt gensyn med Deicide. På scenen manglede Hoffman-brødrene på guitar, og erstatningerne var de formidable Dave Suzuki (Vital Remains) og Jack Owen (ex-Cannibal Corpse), mens den perfekte trommeslager Steve Asheim naturligvis også var med. Glen og Steve udgjorde den halvdel af Deicide der stadig har fødderne solidt plantet i bandet, og Glen fik da også vrisset lidt til publikum over Hoffman-brødrenes manglende engagement i bandet.

Musikken var dog klart det bedste. Deicide er hurtig og ond dødsmetal, og med Suzuki på guitar blev det kun endnu hurtigere. Føj, hvor gik det stærkt! Teknisk velspillede sange kombineret med en yderst selvtilfreds frontmand i form af Glen Benton gjorde aftenen værd at huske. Bevares, lidt af mystikken omkring bandet har fortaget sig siden starten af halvfemserne da undertegnede så dem sidst, men musikken er stadig noget af det allerbedste indenfor dødsmetal. Bentons vokal var som altid tordnede aggressiv og han missede ikke ét ord, selvom det ville kunne undskyldes i det tempo. Asheims tæven på gryder var som altid til UG mens Daves guitarspil skulle opleves. Jack Owen så dog noget rutinepræget ud, men han koncentrerede sig nok bare hårdt, da han kun har haft små tre uger til at lære repertoiret i, og han fulgte ganske godt med.

Alt i alt en fed aften med god musik. Morten Vejlstrup og undertegnede, fik akkurat som i 1995, kæmpet os helt op foran midt for og fik stirret Satan selv dybt i øjnene. Denne gang dog med et glimt i øjet af selvironi. Herligt!