Legeplads og genbrugsstationer

Morbid Angel sparker og eksperimenterer - KongKent anmelder. Så er Morbid Angel tilbage på scenen! Bandet der var med til at skabe dødsmetal genren tilbage i slutningen af 80erne, og som op gennem 90erne har været hyldet som nogle af de bedste indenfor deres fag, og det med rette. Morbid Angel er godt, men ”Heretic” er desværre ikke kun det bedste Trey og co. kan fremmane.

Skiven starter ellers utrolig godt, og jeg var helt ekstatisk. De første fire numre er Morbid Angel når de er allerbedst. Trey Azagtoths guitarlyd som vi kender den, og en vokal af Steve Tucker mere indædt end nogensinde. Men derefter flader pladen lidt ud med nogle halvkedelige eksperimenterende sange, hvor det er tydeligt at Trey har fået for megen kunstnerisk frihed. Den mareridtsagtige hymne ”Place of Many Deaths” starter en noget træg anden halvdel af en skive der ellers kunne have været historisk. Kompositionerne er mere atmosfæriske end metal-agtige, og det hænger slet ikke sammen med den dødsnæve, de planter lige i fjæset på én i første halvdel af skiven. Havde man blot fortsat stilen fra de første fire–fem numre, var ”Heretic” uden tvivl blevet den bedste Morbid Angel skive siden ”Covenant”, og det siger ikke så lidt!

Alligevel vil jeg anbefale skiven, for ifølge Morbid Angel selv er der nogle hemmelige numre på den version der rammer butikkerne(!), og de første sange på skiven retfærdiggør uden tvivl købet af ”Heretic”. En sang som ”Enshrined by Grace” er unægtelig noget af det bedste Morbid Angel har lavet i lange tider, og er man Morbid Angel fan bliver man bestemt ikke skuffet hér.