Nergals arvtagere
En multinational metalaften i Aarhus bød på både skidt og kanel, inden græske Septicflesh slutteligt satte sagerne i system.
2. Pyramid God
3. Martyr
4. Prototype
5. Enemy of Truth
6. Communion
7. The Vampire of Nazareth
8. Prometheus
9. Lovecraft's Death
10. Anubis
11. Dark Art
De symfoniske dødsmetallere fra græske Septicflesh og de gammeldags ditto i Krisiun fra Brasilien er på tour rundt i Europa, og inden pakken ramte Pumpehuset i København var det århusianernes chance for at komme Jesu dødsuge i hu på Voxhall denne torsdag. De to bands’ opvarmere skifter lidt fra sted til sted, og i Danmark fik vi endnu et par nationaliteter på scenen i form af amerikanske Incite og When Reasons Collapse fra Frankrig, der spillede deres første show på touren denne Skærtorsdag.
Indledningsvis var det desværre til at se, at franskmændene lige skulle have startet motorerne. Deres tekniske tag på deathcore krævede sin koncentration fra både band og lytter, og de første par numre bød på en forsanger, der kom til både at starte og stoppe sin sang på et forkert sted, en guitarist der glemte at spille midt i sangen og en bassist, der skvattede på scenen, om end sidstnævnte trods alt ikke kan tilskrives musikkens kompleksitet.
Med en udmærket lydproduktion i ryggen fik bandet dog spillet sig op og gav et hæderligt indtryk. Musikken var uden de værste core-klicheer, men bød til gengæld på rigeligt med skæve breaks og melodiske mellemstykker. Forsanger Cristina Alves’ bjæffende hardcore-vrissen blev til tider en kende ensformig, og man kunne godt have ønsket, at hun havde gjort mere brug af den dybe vokal, der lejlighedsvist blev givet smagsprøver på. Til gengæld var det resterende bands tre-stemmige bøllekor ganske glimrende og er næppe hørt bedre siden Biohazards velmagtsdage.
Bandet levede med på scenen med alle de klassiske hardcore-moves, krabbegang og synkron headbaning, garneret med Alves’ sensuelle dansetrin i samtlige breaks, hvor hun ikke skulle synge. Om det strengt taget var nødvendigt kan nemt diskuteres, men det fik i hvert fald bandet til at skille sig ud. Med et lidt mere modtageligt publikum end de halvanden hundrede ædru århusianere, der var mødt tidligt frem, kunne When Reasons Collapse sikkert sagtens starte en fest.
Incite er forsanger Richie Cavaleras hjertebarn. Cavalera er stedsøn af tidligere Sepultura- og nuværende Soulfly-frontmand Max Cavalera, og inspirationen fra farmands orkestre, garneret med landsmænd som Lamb of God og Hatebreed var til at tage og føle på. Bandet har over de seneste ti år udgivet en god håndfuld plader og skiftet samtlige medlemmer flere gange, med forsangeren som eneste gennemgribende medlem. Alligevel er de ikke nået meget længere end det, de var i aften; andet band på scenen ud af fire mulige. Brudepigen, der aldrig selv bliver brud. Og det viste der sig desværre hurtigt at være gode grunde til.
Cavalera var sådan set en formidabel indpisker. Hans entusiasme væltede ud over publikum, når han kommanderede dem at råbe, lave moshpit, circle pit, synge med og deslige. Desværre manglede Incites thrashede groove metal fuldstændig den kvalitet, der skulle til, for at publikum overhovedet ville overveje at leve sig med i sådan en grad. Bandet spillede fint, men musikken var så skabelon-skrevet, klichemættet og kedelig, at man følte man både havde hørt den og glemt den tusind gange før. Den var kort og godt larmende uinteressant, og fraset tre entusiastiske ungersvende i den interimistiske moshpit var der næppe nogen i lokalet, der syntes at Richie Cavalera var så sej, som han selv tilsyneladende var overbevist om.
Hovednavnet – og HOVED-hovednavnet
Brødre-trioen Krisiun er et af de dødsmetalbands, man må beundre for deres standhaftighed og vedholdenhed. Bandet står på tærsklen til et 30-års jubilæum, er for længst nået op på et tocifret antal udgivelser og har stadig til gode for alvor at lave en plade, der skriver sig ind i metalhistorien. Bevares, bandet har mange hæderlige udgivelser bag sig, senest sidste års ’Scourge of the Enthroned’, men det er svært for alvor at sætte en finger på, hvad der gør Krisiun unikt og bemærkelsesværdigt.
Nuvel, denne aften ville bandet spille ”fast and hard”, som forsanger Alex Camargo udtrykte det, inden de tæskede sig igennem tre kvarters old-school dødsmetal, som faktisk var ganske charmerende i sin simple brutalitet. Bandet holdt sig langt tilbage i diskografien, hvor den fræsende ’Ravager’ lod sig afløse af den lidt mere afdæmpede ’Rites og Defamation’, fulgt af det groovy titelnummer fra bandets seneste udgivelse. Fokus lå dog på bandets plader fra omkring årtusindskiftet, hvor numre som ’Hatred Inherit’ og ’Vengeance’s Revelation’ stod frem som højdepunkterne på en sætliste, hvor det hele kom til at lyde meget som hinanden, hvis ikke man virkelig koncentrerede sig.
Det sympatiske band og den konstant takkende Camargo scorede lidt billige point med en møgbeskidt udgave af ’Ace of Spades’, som efter genkendelsesglæden burde få tilhørerne til at overveje, hvad det mon siger om et bands materiale, at de med 11 studiealbum i ryggen stadig vælger at spille covernumre. Nuvel, Krisiun var et hyggeligt bekendtskab, men nogen stor musikalsk oplevelse blev det aldrig.
Det var ganske tydeligt, at selv om Septicflesh og Krisiun delte pladsen øverst på plakaten, var grækerne det reelle hovednavn. Man mærkede det tydeligt blandt publikum, der pludselig engagerede sig noget mere i løjerne på scenen, og man så det ganske tydeligt med det større arsenal af bannere og røgkanoner, der pludselig blev plads til på scenen.
Bandet har på sine seneste fire plader, fra ’Communion’ fra 2008 og frem, lagt et noget større fokus på den symfoniske og mere lyttevenlige dødsmetal, uden at det har taget noget synderligt fra brutaliteten i musikken. Aftenens sæt var da også udelukkende baseret på de fire plader, der efterhånden har fået kørt Septicflesh i stilling som den naturlige arvtager for Behemoth hos de fans, der synes der er gået for meget fokus på merchandise og børnekor i den hos polakkerne.
’Pyramid God’ fik for første gang i aften sat gang i en gedigen moshpit nede blandt det spredte publikum, men Septicflesh’s uvane med at gå om bag de nævnte bannere mellem hvert nummer, frem for at blive fremme hos publikum, gjorde at bandet havde svært ved at skabe momentum i starten af koncerten. Septicflesh gør enormt meget brug af backing tracks med keyboard-harmonier, og trak sig konsekvent ud af publikums syne, hver gang et backing track agerede intro eller outro på et nummer, hvilket fungerede særdeles skidt for grækerne, der måske skulle overveje at få sig en decideret keyboardspiller, der kunne give lidt mere kontinuitet i optrædenen mellem sangene.
Halvvejs gennem sættet fandt Septicflesh dog melodien, da ’Communion’ og bandets kendingsmelodi ’The Vampire of Nazareth’ løftede stemningen blandt et publikum, der nu for alvor engagerede sig helhjertet i koncerten. Forsanger Spiros Antoniou lykkedes i højere grad med at skabe en samhørighed med tilhørerne, og under ’Prometheus’ og ’Anubis’, komplet med forbrødrende fællessang, fornemmede man endelig at bandet ramte et klimaks, de søgte efter i starten af det timelange sæt. Det tog lidt tid for grækerne at komme i gang, men de formåede slutteligt at give det århusianske publikum den samlende, ophøjede musikalske oplevelse, som både de og bandet havde set frem til. Septicflesh beviste endeligt, at de i aften var hovednavnenes hovednavn.
Karakterer:
When Reasons Collapse: 3
Incite: 2
Krisiun: 3
Septicflesh: 4