KTDF 25: Var dette den højeste energi?
Kranie mod kranie – Caustic Wound leverede den optimale pause.
Blood Battery
Atom Blast
Drone Terror
Advanced Killing Methods
Blackout
The Bleed Rail
Endless Grave¨
Infinite Onslaught
Legacy of Terror
Ritual Trappings
Technologist Hell Future
Cemetary Planet
Blast Casualty
Visions of Torture
Efter 21 timers musik på Kill-Town Death Fest er trætheden måske allerede til at tage og føle på. Vi sidder i hvert fald på gulvet i Pumpehusets Kransal, og folks kroppe kaster lange skygger hen over trægulvet, mens publikum langsomt begynder at stimle sammen foran scenen. Man mærker det næsten som en kollektiv længsel efter noget andet – eller en pause fra dødsmetallens konstante tyngde. Ikke en flugt, men en “palate cleanser”. Og netop her giver grindcore – i Caustic Wounds rå, dødsmetalliske form, perfekt mening.
For pludselig sker det. Caustic Wound vælter ind som et rustent jernbat i ansigtet. Gulvet, der for få minutter siden var et hvilested, eksploderer til et blæsende hav af kroppe. Kransalen er fyldt til bristepunktet, og energien er klart anderledes end alt andet på festivalen indtil nu. Mere fysisk, mere kompromisløs, mere kaotisk. Fra første tone er pitten i gang. Kroppe kaster sig rundt, balancen er sekundær. Det er voldsomt, men samtidig frigørende. Man bliver mindet om, at grindcore i sin reneste form er mere end musik; det er en ventil. En fysisk, ufiltreret energiudladning, hvor aggression bliver til glæde.
Forsanger Clyle Lindstrom er i centrum for stormen. Hans vokal spænder fra desperate skrig til dybt, brølende inferno – men altid med en kropslig kraft, som om han kommanderer rummet. Han er lige dele aggression og dirigent, og vi, publikum, følger ham. Bag Clyle smelter guitar, bas og trommer sammen til en mur af lyd, der både er beskidt og præcis. Kaos, men med kontrol. Grind, som grind skal være – i hvert fald som det skal være lige nu, hvor salen synes mere pakket end på noget andet tidspunkt på dette års KTDF.
Midt i det hele bliver oplevelsen nærmest fysisk indprentet: Et baghoved rammer mit ansigt i pitten, og et øjeblik tror jeg, at en lille hjernerystelse er på vej. Men det føles også rigtigt – selvom det er voldsomt, og selvom jeg ser grindcore-stjerner foran mig. For grindcore handler måske netop om at blive slået i gulvet (i hvert fald i overført betydning) – og at rejse sig med et grin. At mærke aggressionen uden filter, men at forvandle den til eufori.
Koncerten slutter, som den begyndte: abrupt, kompromisløst. Et ekstranummer på to sekunder – et grin, en fuckfinger og farvel. Det er både absurd og helt perfekt. Det er ikke pyntet. Det er ikke dybsindigt. Det er kunst, og anti-kunst på samme tid. Det er en energi, der kommer, vælter alt omkuld og forsvinder igen. I sin enkelhed netop det befriende. Måske er bands som Caustic Wound bare, hvad de er: ren aggression. En brutal ventil. En aktiv, simpel energi, der ikke lover andet end et øjebliks total overgivelse. Men netop derfor bliver man glad af det. For nogle gange er det alt, de har brug for – og noget kunne tyde på, at vi alle havde brug for det, lige der kl. 19.00 på lørdagens Kill-Town Death Fest.
Caustic Wound leverede festivalens måske mest kompromisløse show. Midt i metaltrætheden mindede de os om, hvorfor vi overhovedet udsætter os selv for fire døgn med ødelagte nakkemuskler, øl og dejlig larm: fordi intet kan måle sig med følelsen af at blive væltet omkuld af lyd, gå derfra med et smil og nyoptanket energi. Caustic Wound beviste også, at grindcore og goregrind – i doser – med lethed kan inkluderes i KTDF's ånd. Pitten er beviset.
