KTDF 26: Unholy Georgia on my mind
Father Befouled har i to årtier prædiket menneskets fald gennem slæbende dødsdoom, blasfemi og riffs så tunge, at selv djævelen må tage et skridt tilbage i Pumpehuset.
Sacrilegious Defilement (2010)
Idol Defamation (2020)
Holy Rotten Blood (2019)
Utter Abomination (2022)
Mortal Awakening (2017)
Indulgence of abhorrent prophecies (2012)
Rotting Godless Throne (2009)
Testament of Unholy Essence (2015)
Det er en svær præmis med festivaler hvor running order er så forholdsvist kompakt, at man derfor rammer direkte ind i bands’ lydprøver når man vil sikre sig en ordentlig plads. Det tager lidt fra det indledende og umiddelbare møde, men præmissen er præmissen, og sådan er det.
Father Befouled har siden 2006 arbejdet på sin egen antikristne dødsmetalmenighed, som ophøjer menneskets fald og blasfemi mod det hellige. De forsøger ingenlunde at gå under nogens radar, har selv forklaret det antikristne koncept rundt om deres albums, og leverer glædeligt titler som ‘Idol Defamation’, ‘Entranced in the Splendor of Christian Apathy’ og – min personlige favorit – ‘Golden Rivers of Heaven (Baptized In Piss)’. Interessant nok lader der dog ikke til at være nogen åbne kontroverser, hvor konservative kristne kræfter har kastet sig over kulturkrig. Father Befouled må simpelthen være for dybt begravet i undergrunden til, at flammende sydstatsprædikanter har opdaget dem. Men djævlen arbejder selvfølgelig også bedst fra skyggen.
Det skal selvfølgelig ikke ligge dem til last, at de ikke er mainstream nok til at mærke Guds raseri by American proxy, og her er de meget velkomne.
De får sparket sættet i gang, og der er instant stank face. Det er benhårdt og fucking skarpt, og vi skal hives igennem numre fra de sidste 17 års diskografi. Samtlige medlemmer af bandet er vendt mod en publikumskontakt og løfter med jævne mellemrum næven eller deres instrument mod os og fanger os ind. Dobbeltpedalerne sætter ind på ‘Sacrilegious Defilement’, og man må forny sit stank face, hvis det ellers nåede at forlade ansigtet i mellemtiden. Det stakkels trommesæt seer ud til, at det er i risiko for at falde fra hinanden sådan som Chris McDonald får tævet løs på det, og der sniger sig da også en ind fra sidelinjen og skruer lidt på det hist og her halvvejs gennem koncerten. Lad os håbe, det også holder til i aften, hvor McDonald genindtager det, når Seraphic Entombment skal spille.
Det er især ‘Crowned in Veneficum’, jeg har i baghovedet inden aftenens sæt, hvor riffs og soli får lov at hænge lige dét længere i luften, inden de fornyes, og tempoet smaskes helt ned i slæbende dødsdoom før det skrues op med blastbeats og hidsig tremolo. Men i sagens natur er der tale om en 20-års jubilæumskoncert, og de medtager kun ‘Utter Abomination’ fra den seneste plade. Det betyder ikke, at vi ikke skal trækkes igennem andre smækre og ildelugtende passager af langsommelig mudder – heldigvis – og eksempelvis ‘Idol Defamation’ fra pladen forinden gør det helt tydeligt, at Father Befouled er en enorm, massiv og bleg orm med kæften besat af flere rækker sylespidse tænder, der langsomt og blindt æder sig igennem hvad end, der bevæger sig foran dem.
Kæft, det er godt. En makker foran mig mærker det også og kører på med armene vekslende mellem huleband-banker-på-stor-port og hulemand-truer-ad-himlen, men får også skabt en masse stemning og en lille pit, som han dog får lov at bebo alene.
På lydsiden er der risiko for at guitarerne drukner en smule, når de ikke holdes helt simple oppe foran, men bevæger man sig lidt ned i lokalet er lyden god. Så må man vægte, om man helst vil lydoplevelsen, eller om man vil være tæt nok på til at værdsætte Rhys Spencer på bas med så megen entusiasme, at selv hans underarme glinser af sved efter kun to numre. Jeg har klart et blødt punkt for Spencer, hans energi og likeability. Han virker klart som en type, man gerne vil drikke en øl med. Derrik Goulding lader guitarfeed trækkes ud og skrues op til hvad der føles som en uendelighed i enhver pause der måtte opstå mellem numrene, og på den måde lykkes de med at få det soniske angreb, som begyndelsen af næste nummer, der begynder, er, til at være en befrielse for ørerne.
I 2009 begik daværende trommeslager, Mike Dean, selvmord mens bandet var i gang med at indspille EP’en ‘Rotting Godless Throne’. De har for nylig genindspillet titelnummeret, og forsanger Justin Stubbs virker berørt mens han fortæller om deres interne dynamik, og hvordan han plejede at drille Dean, inden han konstaterer, at næste nummer vil være første fremførelse af den genindspillede udgave til minde om ham. Herfra samles alt i et kakofonisk klimaks for både band og publikum. Inden Father Befouled runder af med et kig tilbage til 2015 med ‘Testament of Unholy Essence’, kastes tre håndfulde patches ud fra scenen og de, som ikke gribes i luften, støvsuges lynhurtigt fra gulvet efterfølgende, mens snesevis af telefoners lommelygter ivrigt tændes.
Selvom Father Befouled sagtens kunne have selekteret lidt i diskografien og være booket til Doomy Sunday, fungerer de herligt i torsdagens program med deres voldsomme, langsommelige tyngde. I hvert fald har Pumpehuset ingen problemer med at samle menigheden.