KTDF 26: Finsk meditation over tilintetgørelse
Tyranny spiller så langsomt og så tungt, at tiden opløses af kutteklædt mysticisme. På Kill-Town Death Fest bliver finsk funeral doom til en 52 minutter lang meditation over vibrationer, stilstand og tilintetgørelse.
Finske Tyranny har aldrig forsøgt at modernisere deres funeral doom til mere atmosfærisk post-metal, men har konsekvent holdt sig helt abnormt langsomme og monumentalt tunge: Hver tone skal spilles, som var det den sidste. Det er, hvad Gloomy Sundays kutteklædte ceremoni udi mysticisme indeholder.
Tyranny har eksisteret siden 2001, og eftersom deres liveacts er forholdsvist sjældne, er det en kærkommen tilføjelse til årets program. Er man fast genganger på Kill-Town, har man muligvis set dem tidligere, men det er trods alt 14 år siden sidst, så det er et genbesøg, der er meget let at tilgive. Skulle man alligevel få ondt i de elitære øjenbryn over den manglende valeur de l'actualité, så varer det nok ikke ret meget længere end til settet starter, og man får fornemmelsen af et finsk grundfjeld, der vibrerer. I øvrigt vil rygtet, at de arbejder på nyt materiale, og det er også 11 år siden sidste udgivelse.
Hvorvidt vi får nyt materiale i aften skal jeg ikke kunne afklare for læseren, dertil er jeg ikke stærk nok i deres bagkatalog. At skelne numrene fra hinanden kræver et trænet øre, for Tyranny spiller langsommeligt, helt ud i det dronede, og så tungt, at man nærmest kan se lydbølgerne og deres indbyrdes interferens i de enormt rumlige riffs. Deres længste nummer er et godt stykke over 17 minutter. Lauri Lindqvist på keyboard bøjer sig indimellem efter sin vandflaske og må til tider orientere sig efter den, for flasken vandrer simpelthen hen ad gulvet på grund af vibrationerne, mens vandet indeni er så oprørt, at man skulle tro, det kogte. Derudover er der stort set ingen bevægelse at spore på scenen; både Lindqvist, Matti Mäkelä på guitar og bassist Tuomas Kulmala er fuldstændigt stillestående igennem det hele.
Ved siden af mig står en fyr med hovedet hvilende på armene, som han har placeret på monitoren. Bevægelsen i hans knæ siger mig, at der er gang i en aktiv påskønnelse af musikken fra den position, men man kunne ellers godt lige blive i tvivl, om han var faldet i søvn.
Faktisk forstår han nok bare, hvad der foregår, for Tyranny er meditativt og associativt på samme tid. Det kræver hel og aldeles overgivelse, og for mig betyder det at indse, at jeg ikke kan bevæge mig til det. Til gengæld åbner et helt sets stilstand oplevelsen fuldstændigt. At åbne sig for de ord og billeder, der må komme til en, og i dette tilfælde bliver det et mentalt gensyn med de steder, jeg har besøgt i Finland. Og et finsk januarlandskab er ikke nogen dårlig billedside til den tematiske kredsen om åbenbaringer og tilintetgørelse, kan jeg rapportere - anskuet med vidt åbne øjne og et fjernt blik rettet mod den dunkle, røde belysning, scenen er indhyldet i.
Jeg er slet ikke sikker på, at det giver mening at forsøge at intellektualisere oplevelsen, for den er udpræget kropslig og udfolder sig der. Det er også en anelse dissociativ øvelse på samme tid: samtidig med, at du kan mærke en masse, er det hele forstyrret, fordi lydvibrationerne forvrænger, hvordan alt plejer at føles. Sjældent i min hverdag er jeg opmærksom på min pande – eksempelvis – min hovedbund eller venstre side af min mave, lige under mine ribben. Og alligevel tvinges min opmærksomhed derhen, efterhånden som lige præcis de steder rammes af lydvibrationerne. Jeg forestiller mig, at jeg har det lidt som folk, der sådan ægte praktiserer meditation og spår, at det kommer til at tage tid at komme sig over oplevelsen og blive færdig med at tage den ind.
Ved koncertens afslutning har jeg usædvanligt dårligt begreb om, hvordan resten af publikum har oplevet den. Ikke én eneste gang har jeg vendt mig om i løbet af de – hold nu kæft, er der allerede gået så længe? – 52 minutters spilletid. Det har været den vildeste ego-oplevelse.