KTDF 26: Tæt på smertegrænsen
Ungarske Rothadás glemte, at det var deres egen debut.
Utolsó Kenet
Urnaszellem... Szentek Csontpora
Vértükör
Allerede under lydprøven ligger mørket tungt i Pumpehusets underetage.
Der er endnu næsten mennesketomt foran Black Stage, hvor Rothadás snart skal spille. Ovenfra og gennem bygningen resonerer Tyrannys funeral doom; langsomt, tungt og ganske passende denne søndag, hvor Kill-Town Death Fest er nået til sin Gloomy Sunday, og fire hele dages dødsmetal efterhånden kan mærkes.
Stemningen foran den lille scene er langsom, rummet mørkt og scenelyset dunkelt og afventende. Enkelte skal lige i baren, andre finder siddeplads i halvmørket, inden Rothadás skal spille deres debutshow.
Rothadás blev dannet i Szeged i Ungarn i 2019 af Tibor Hanyi og Lambert Lédeczy, som gennem årene har været vidt omkring i den ungarske metalundergrund i bands som Coffinborn, Gravecrusher, Mörbid Carnage og Tyrant Goatgaldrakona. Musikalsk bevæger Rothadás sig i et tungt og atmosfærisk krydsfelt mellem dødsmetal og doom. En death/doom tilsat fakler, mørke samt duft af ungarsk folklore og mysticisme.
Internationalt fik bandets seneste album, ‘Töviskert... a kísértés örök érzete... lidércharang’ fra 2025, flere stærke anmeldelser. En forståelig modtagelse i lyset af albummets generelle mørke, massive tyngde og lækre produktion.
Trods flere års eksistens har Rothadás indtil nu udelukkende fungeret som et studieprojekt.
Først efter seneste album begyndte duoen at sammensætte en livebesætning med sessionmusikere. Dagens koncert på KTDF er altså Rothadás’ debutshow – en væsentlig detalje.
Et kvarter før Rothadás skal spille, begynder folk så småt at indtage trappen i Pumpehusets underetage. En god idé. Der er noget ganske passende i at betragte death/doom fra en trappe en søndag eftermiddag.
Foran musikerne, der nu bakser med lydprøven, ligger der noder på gulvet. En lille, næsten nuttet detalje midt i det rådne og samtidig en konkret påmindelse om, at det, vi skal til at overvære, faktisk ikke er helt almindeligt. Og derfor står spørgsmålet næsten af sig selv: Hvor meget kan man egentlig forlange? En hel del, viser det sig.
Black Stage og hele underetagen er nu fyldt til randen. Rothadás lægger ud med ‘Hantolt méreg’ fra den selvbetitlede demo fra 2019. Lyden står uhyre tungt i rummet. Ikke kun højt og passende bastant genren taget i betragtning, men også fysisk. Bas og guitar lægger sig som en trykkende, ondartet masse, mens resonansen banker direkte mod brystkassen. Det mørke rum er sat i dæmpet blåt lys, og gulvet under os vibrerer. Lilletrommens diskante kniv skærer sig gennem lydmuren som abrupte slag i tågen.
Det er grumt. Det er mørkt. Og det er virkelig fremragende.
Især lyden imponerer, og stemningen er vitterligt i top fra det sekund, bandet går på. Folk skal ikke varmes op. Folk er på. At trommeslageren står for vokalen, gør ikke ligefrem udtrykket mindre charmerende. Fra sættet kommer både en dyb, rådden growl og mere skingre skrig, og sammen med de ungarske tekster giver det Rothadás et udtryk, der føles fremmedartet på den helt rigtige, skumle måde.
Som om man måske ikke behøver forstå en skid. Og det gør vi jo heller ikke. Stemningen og bandets intensitet forklarer resten.
Det er dog bemærkelsesværdigt, hvor lidt koncerten føles som en debut.
Der ligger ganske vist noder på gulvet, og medlemmerne har stor erfaring fra andre bands, men Rothadás spiller ikke som fire mennesker, der forsigtigt prøver at finde ud af, hvordan deres musik fungerer foran et publikum. Der er ingen tydelig famlen og ingen fornemmelse af et studieprojekt, der først nu skal lære at eksistere i virkeligheden.
Det er stramt, sikkert og tungt ad helvede til. Og højt. Tæt på smertegrænsen, faktisk; og det er perfekt.
De helt søndagstrætte bagi vågner også så småt. Hoveder begynder at nikke. Nogle bevæger sig længere frem. Her og der opstår sporadisk headbanging, mens mange af os tilsyneladende bare lader os stå og få tæsk af lydtrykket. De ungarske gæster sørger desuden for lidt ekstra råben mellem numrene. Det er en nærmest perfekt booking til netop dette tidspunkt på festivalen. Allerhelvedes tungt, modbydeligt og ondsindet, og så med bandets karakteristiske melodiøsitet samt tågede mystik.
Debuten afslører sig dog ét sted.
Bandet står for det meste stille midt i mørket og det blålige lys, og hvor musikken selvsagt er voldsomt fysisk, bliver selve scenebilledet aldrig tilsvarende levende. Der er ikke meget bevægelse, ikke meget kontakt, og især det med kontakten spiller ind, for et stillestående band i mørket kan trods alt være tiltænkt teatralsk. Det gør ikke Rothadás kedelige. Men det betyder, at der mangler det sidste lag. Det er til gengæld svært at være voldsomt utilfreds med, når selve fundamentet allerede er så solidt.
Hvis Rothadás’ allerførste koncert lyder sådan her, så er spørgsmålet ikke længere, om musikken fungerer på en scene. Rothadás spiller fremragende, lyder endnu bedre og leverer en af de mere overbevisende koncerter på årets Kill-Town Death Fest.