Hovednavnet reddede en lang dødsmetalaften

Hovednavnet reddede en lang dødsmetalaften

Man skulle så gruelig meget ondt igennem, før det blev godt. Men så blev det også rigtig godt, da Ulcerates toner fyldte Pumpehusets lille scene torsdag aften.

Kunstner
Titel
+ Wormed + Solace of Requiem + Gigan + Départe
Spillested
Dato
11-12-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

På forhånd var jeg skeptisk, idet der var hele fem bands på plakaten. Jeg troede, man var blevet klogere og havde indset, at hverken bands eller publikum var tjent med disse alenlange turnépakker. Arrangementet nåede da også op på godt fire timer på en råkold torsdag aften. Det holder simpelthen ikke.

En laaaaang opvarmning

Jeg nåede desværre kun at høre to numre med åbningsbandet, Départe, da de var gået på, før det var annonceret på Pumpehusets hjemmeside. Men ud fra den brøkdel, jeg fik, virkede det ikke, som om man var gået glip af noget.

Næste levende billede i den lange række var Gigan, og det var simpelthen for mærkeligt, og jeg måtte søge ly på toilettet for at finde ro og kræfter til at nå gennem aftenen.

Herefter forsøgte Solace of Requiem at guilt trippe publikum til at headbange til deres tvivlsomme og unødvendigt komplicerede dødsmetal. Som forsangeren sagde, så var de jo kommet hele vejen fra USA for at spille for os. Men det er jo i helvedes navn ikke grund nok til at headbange. Musikken skal jo have kvalitet, før man gider gøre sig umage med headbangingen.

Main support var spanske Wormed. Overordnet var man i tvivl, om det var godt, det de spillede, da Wormed ligesom de foregående bands druknede i en afsindigt dominerende og ganske afskrækkelig stortrommetrigger, men man var ikke i tvivl om, at de var gode til at spille. Efter så skidt en begyndelse på aftenen nød jeg rent faktisk de to-tre første numre med spanierne, der gjorde god brug af tempodynamik og legede med spanske rytmer, men herefter blev forsangerens orne-vokal simpelthen for enerverende, og interessen røg.

Endelig...

Det var derfor som sendt fra himlen og/eller helvede, da Ulcerates blot tre medlemmer langt om længe stod klar på scenen. De havde egen lydmand med, og triggermodulet blev skiftet ud med et bedre lydende. Ulcerate var i det hele taget bare længder bedre end deres opvarmning og adskilte sig tilmed meget fra de andre bands ved ikke i så høj grad at være riff-baseret dødsmetal, men i stedet basere sig på stemninger.

Jeg kendte ikke meget til bandet på forhånd og havde placeret mig lidt bagude, hvor jeg hang behageligt op ad et bord og lod mig opsluge af en uhyre smuk brutalitet. På en eller anden mærkværdig måde var det storslået a la en storfilm i biografen. I hvert fald formåede Ulcerate at fremprovokere den stemning hos mig.

Desuden har jeg en slet skjult forkærlighed for trioer. Jeg ved ikke hvorfor, men det er bare sejt. Inden for dødsmetallen er en trio da også et relativt sjældent syn, da man ønsker den voldsomhed, som to guitarister kan udvirke. Ulcerate løste denne “problematik” ved tilsyneladende at benytte sig af en loop-pedal på guitaren, så Michael Hoggard kunne spille op mod sig selv, hvilket må siges at være meget sjældent set og hørt i dødsmetal. Men dette fungerede formentlig kun, fordi bandet spillede så satans stramt, anført af Jamie Saint Merats interessante og innovative trommespil. Når man hertil lægger Paul Kellands usædvanligt brutale vokal, ja, så har man en vindercocktail.

Ligesom under Wormed havde folk fundet frem til scenekanten, og de fleste virkede, som jeg, til at være i en behageligt trancelignende tilstand, som først hørte op, da Ulcerate løsnede deres atmosfæriske greb. Man gik derfor derfra med fornyet mod og energi. Det var med andre ord en fremragende koncert.