Stengade i pulserende flammer
DOOL triumferer for første gang på dansk jord med nerven uden på tøjet og et stærkt sæt, solidt underbygget af de intime rammer denne tirsdag aften.
Self-Dissect
The Hand of Creation
The Shape of Fluidity
Wolf Moon
The Alpha
Currents
Evil in You
House of a Thousand Dreams
Hermagorgon
Love Like Blood (Killing Joke-cover)
Oweynagat
For et halvt år siden var DOOL fortsat en ganske ukendt størrelse i mit univers. Under forberedelserne til årets Roadburn Festival gjorde promoen af ‘The Shape of Fluidity’ dog hurtigt indtryk, og da vi på hovedscenen fik hele pladen at høre på udgivelsesdagen, var der ingen tvivl om, at det her fortjente mere opmærksomhed.
Navnet har dog fortsat ikke vundet ind på manges lystavler herhjemme, men det skal denne tirsdag på Nørrebro så ændre gevaldigt på! En tirsdag, hvor manges øjne ellers var rettet mod et jubilæums-gensyn med stoner-legenderne fra Monster Magnet i Amager Bio, men sygdom gjorde så, at Stengade og DOOL fik lidt mere medvind i billetsalget trods alt.
Direkte ind fra en ginsmagning i kollegial velvære kommer jeg lige til øllet, da Hangman’s Chair i aften skal få os op i gear. Eller, måske rettere sagt, ned i gear, for hurtigt går det bestemt ikke i franskmændenes melo-doomede univers.
Endnu et band, som jeg stiftede bekendtskab med på Roadburn, i dette tilfælde dog tilbage i 2022. Dengang blev jeg lettere betaget af deres melankolske, massivt bastunge lydbillede, og valgte at bære lidt over med forsangerens post-grungede skrøbeligheder, da jeg efterfølgende endte med den seneste ‘A Loner’-skive i bagagen. Et af de der køb, der i bagklogskabens nok så klare lys aldrig skulle være fundet sted, for da jeg hørte pladen efterfølgende begyndte indtrykket af lutter vokalbårne doom-middelmådigheder godt nok at overtrumfe den fordums begejstring.
Pladen er ikke genbesøgt siden, og ikke desto mindre husker jeg allerede ti minutter inde i aftenens show, hvorfor jeg genkalder dem som en klon af Type O Negatives massive tyngde og Katatonias midtempo-tristesse parret med en vokal i grænselandet mellem Mina Caputos indfølte tone og ham der fra Creeds vrængende post-grunge-sensibiliteter. ‘Cold and Distant’ er da en fin traver med lidt ekstra puls fra starten af sættet, og den lidt ældre ‘Naïve’ kan da også vække os en smule fra doom-døsen på halvvejen, men Cedric Toufouti er, sammen med de lange, gaze-statiske opbygninger, stadig et turn-off og en kamp, der ikke kan vindes for undertegnede.
Nogle gange fanger kunstnere én på det forkerte ben fra første færd, og selvom nogle enkelte andre sikkert føler det her i aften, så er jeg bare et helt andet sted. Er det min fejl? Pas, men sådan er det – jeg keder mig bravt i deres enormt søvnige doom-opvisning og forstår gradvist mindre og mindre af, hvorfor jeg alligevel valgte at købe den plade.
Jeg taler måske knap så godt for det, men vil du gerne have ‘A Loner’ på vinyl, så bare sig til, ik' … virkelig …
Godt nok lægger DOOL sig også meget i det vokalbårne, dunkle midtempo-leje, men dér ophører så også lighederne, da de overtager scenen til singlen ‘Venus in Flames’. Med Raven van Dorsts skærende stemmeleje, Vincent Kreyders pumpende puls bag trommerne og så den umiddelbare ørehænger-kvalitet, ikke mindst i omkvædet og de sjælede øjeblikke i sangens afrundende fase. En af de der showstartere, der giver øjeblikkelig gåsehud, og en rørende introduktion til, hvad resten af aftenen har i vente.
Hvor Roadburn-showet var fra festivalens største scene, med hvad der tilnærmede sig fuldt hus, kan Stengades intime setting noget helt andet. Pulsen og rocknerven skinner tydeligere igennem i dette forum, og booster sættet, der igen overvejende er med udgangspunkt i den fremragende, nye ‘The Shape of Fluidity’. Van Dorst går lige under huden i en indfølt udgave af titelnummeret, mens den mere primale rocker ‘Evil in You’ omvendt fører os lukt tilbage i den sveddryppende rocksetting. Lidt momentum taber de givetvis, da lyden driller midt i ‘Wolf Moon’ fra forgængeren. Et nummer, der for så vidt er en fin nok stepping stone til deres nye materiale, men trods alt ikke mere spændende, end at den ikke umiddelbart afkræver at blive genoptaget, da lyden er på plads igen. ‘The Alpha’ lyder også som et uinspireret stoner-levn fra fortiden, ligesom ‘The Hand of Creation’ også live mangler lidt af de stærke kvaliteter, som resten af ‘The Shape of Fluidity’ ellers har i overflod, men det er så også undtagelser undervejs i en koncert, der opsluger os alle i DOOL-universet. 
De dybe, personlige budskaber i lyrikken tager generelt bagsædet i aften, og i stedet får vi en forholdsvis klassisk rock-koncert med hooks, indfølte peaks og pulsen i førersædet. Fanger du baggrunden for udgivelsen og van Dorsts udleverende tekster, så vil du også have fået dét ekstra ud af showet i aften, men ånden i rummet taler fint sit eget, tydelige sprog, og alle de fem jeg kender (inklusiv egen fotograf), som ellers skulle have været til Monster Magnet, må se sig overbevist om, at DOOL var meget mere end blot en erstatning i mangel af bedre. Lige fra det sørgmodige og introverte, som i en blændende udgave af ‘House of a Thousand Dreams’, til det mere kontante og drevne udtryk i ‘Venus in Flames’, ‘Self-Dissect’ og det velskårne cover af Killing Jokes ‘Love Like Blood’, i klar forlængelse af deres egen lyd.
DOOLs musikalske spændvidde føles bredere i Stengades intime rammer, hvor lyden også taler i bandets favør. Det er tydeligvis stadig i klubber som her, hvor de gør sig bedst.
Et forrygende gensyn, og for de fleste andre en gedigen øjenåbner, på en tilfældig tirsdag aften på Nørrebro – en af de aftener på Stengade, vi næppe glemmer foreløbig!
Hangman’s Chair: 2
DOOL: 5