Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB´22: Skal vi nu være voksne og følsomme?

Updated
_XTD9066
_XJD8486
_XTD9080
_XTD9121
_XJD8394
_XTD2246
_XTD2259
_XTD2295

Et spørgsmål, man hurtigt kunne stille sig selv til Hangman's Chair melankolske doom-affære, hvis man ikke allerede vidste, hvad man gik ind til.

Titel
+ Regarde Les Hommes Tomber
Dato
22-04-2022
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Ikke, at jeg selv var så ilde stedt. Franskmændene havde på forhånd varskoet, at det var hele den seneste udgivelse, 'A Loner', som stod på programmet lørdag, og efter et par spin var deres relativt vokalbårne doom med ikke så lidt Isis-klingende melodilinier så småt begyndt at krybe under huden. Som sædvanligt er bagbeklædningen blot coveret til soundtracket på dagsordenen, og så må bandet ellers gøre resten for at servere varen.

Det klarer materialet nu også fint med de indledende 'An Ode to Breakdown' og 'Cold & Distant', der begge trasker sig sig tungt, men sikkert afsted. Bassens slæbende tyngde minder nærmest om Peter Steeles ditto, mens forsanger Cedric Toufoutis rustne skrøbelighed live minder lige lovligt meget om grunge-klenodier som Silverchair eller Bush. En tendens, der gudskelov ikke træder lige så klart igennem på albummet, og hans teenage-påtagede følsomhed trækker helhedsindtrykket ned, når vokalen er så relativt bærende et led, som tilfældet er på 'A Loner'. Værst var det, da 'Storm Resounds' tyve minutter inde fik lighterne til at blafre i ballade-lignende tilstande – ikke just et normalt syn på Roadburn, og Hangman's Chair var da bestemt også noget af det mest tilgængelige og ligefremme, som programmet i år havde at byde på.

Diversiteten er dog samtidig Roadburns største force, og 'A Loner' er indiskutabelt også en stærk føler live, når da ikke det bliver alt for navlepillende. Det var derfor de mest doom-prægede, indledende skæringer og den lange, afrundende 'A Thousand Miles Away', hvor Toufouti trådte i baggrunden for de store lydlandskaber, der vandt stærkest indpas. Det var i det hele taget kontrasten mellem de krystalklare melodilinier, doom-riffs og de ualmindeligt tunge trommer, der gjorde maskineriet velsmurt, når da ikke vokalen skæmmede resten af helheden alt for meget.

Ude på vildere farvand
Et problem, der ikke skulle blive aktuelt under samarbejdet med Regarde Les Hommes Tomber dagen efter. Et pudsigt samarbejde, som første gang så dagens lys i Paris 2019, men som altså nu valgte, i forlængelse af den forlængede tid i øvelokalet, at gentage successen i Tilburg. Pudsigt, fordi RLHT vitterligt er et helt, helt andet bæst end Hangman's Chair, med overvejende afsæt i den sludgy black. Samtlige ni medlemmer var på scenen sammen, og ovenpå koncerten dagen før var det tydeligt, at RLHTs intense, dramatiske stil pressede Hangman's Chair til det maksimale af deres doomede ydeevne.

Bedst fungerede det, når kompositionerne havde mest form, og kanterne i udtrykket var trukket skarpest op. Værst, når strukturen var fraværende, og de slæbte sig afsted i +10 minutter i samme riff uden reel substans til at demonstrere samarbejdets fulde potentiale. Vokalen blev overvejende overladt til T.C. (RHLT), men i det hele taget ikke en væsentlig faktor under samarbejdet, der i højere grad sondrede de musikalske eksperimenter, med dystre s/h-tegninger på bagtæppet til at give lidt levende dramatik bag den tætpakkede Main Stage. Jeg kunne snildt forestille mig, at Regarde Les Hommes Tomber og Hangman's Chair generelt kunne lave et reelt, mere gennemgående teamwork med udgangspunkt i de mest komponerede dele af det sæt vi så her i dag – den ekstra tid de omtalte i øveren er dog tydeligvis ikke blevet benyttet så gunstigt som man kunne have ønsket sig, men potentiale er vel også en start...

Hangman's Chair – 4
Hangman's Chair & Regarde Les Hommes Tomber – 3