Store vingefang i mørket
Populær
Hele 'IIII' fra ende til anden, for første, sidste og eneste gang nogensinde. En overbevisende demonstration, der maner til respekt for det nye Solbrud med højere til loftet end nogensinde før.
Dødemandsbjerget
Det er en kold og stormfuld lørdag aften på Amager. Gaderne på vejen er øde, men alligevel er tilstrømningen ikke til at tage fejl af lokalt ved DR Koncerthuset. En aalborgenser er fx rejst hertil alene for denne særlige once-in-a-lifetime experience.
Det er da også noget helt særligt, der samler os her i aften - hele 'IIII' fra start til slut. En 94 minutter lang mastodont, der som nævnt i vores anmeldelse af pladen giver plads for hvert af bandets medlemmer til at udfolde sine kreative ideer, og bygger bro til et mindre konservativt bud på, hvad Solbrud egentlig står for i 2024.
Troels Hjorth indleder koncerten foran et orgel i siden. Koncerthusets majestætiske omgivelser er altid intimiderende, men orglet sætter hurtigt aftenen i scene, og efter Hjorth har bjergtaget os i denne sørgmodige tone, fortsætter han tilbage på sin vante plads, bag trommesættet. 'Hvile' tager sin form, med det lange, opbyggende crescendo fem minutter inde, hvor David Hernan for første gang indtager vokalpositionen. Desværre langt tilbage i lydbilledet, hvor han må skrige ekstra meget igennem for at kunne skille sig ud fra instrumenteringen, men vægten ligger da også meget på musikaliteten, med tilstrækkeligt mange overgange og lækre detaljer til at kunne ignorere den forholdsvis lave vokal. Adrian Utzon Dietz' simple plukken i outroen, hvor hver tone får lov at runge ud, går i symbiose med videofremstillingerne på bagvæggen, hvor forvrængede masker og billeder fra det univers, vi kender fra videoen til 'For Evigt, For Altid, Forandret' bidrager til den cinematiske storhed.
Ligesom et kamera i den efterfølgende 'Tåge' fører os henover en tåget skov, mens det musikalske nik til Burzum er svært at overse i det repetitive tema. Strygersektionen, som indtager scenen i al stilhed, får i enkelte bidder tilføjet lidt ekstra dramatisk vægt til helheden – omend det igen kan undre lidt, at det ikke bliver prioriteret højere i lydbilledet, og om det reelt gjorde helt den forskel, der var tilsigtet.
På trods af mindre skønhedsfejl kommer vi ikke udenom, hvor stort det her er for et releaseshow at spille i disse rammer. 'IIII' tænker stort, og således også i denne live-setting, hvor intet er overladt til tilfældighederne. 'Mod Afgrundens Flammehav' er en drøm at opleve, med en pacing der veksler perfekt fra det umiskendeligt blackede til decideret drømmende sekvenser, med mere orgel - og tilsat mågekvidder on top til Floyd-nostalgikerne derude. Alt sammen i den samme, dunkle lyssætning, som er gennemgående for hele showet – sædvanen tro i Solbruds univers, hvor mørket spiller en central rolle, men hvor jeg dog ser nok lysere, musikalske nuancer på 'IIII' til, at det også kunne være tænkt ind i produktionen.
Det tager dog intet fra musikken, som folder sig perfekt ud i rammerne. Korsangerne i sidste halvdel af 'Mod Afgrundens Flammehav' får momentært spotlightet på hver sin balkon, under opbygningen til den episke finale – før 'For Evigt...' fortsætter i sit mere Bathory-schwungende tempo, og hvor Dietz igen får demonstreret sine indfølte chops på gribebrættet. Den fjerde sektion af 'Når Solen Brydes' føles også live lidt som en parentes, men om ikke andet en fin outro til at forlade salen i et mere reflekterende mode inden den næsten time lange intermezzo til at få tanket op til sidste halvdel.
Ikke, at vi informeres om, at pausen vil være så lang. Selvom der brydes med mange dogmer på 'IIII', så afviger Solbrud heller ikke i aften fra dogmen om ikke at henvende sig til sit publikum på noget som helst tidspunkt. I de stille passager og mellem numrene er der larmende stille i hele Koncerthuset – så meget, at jeg på et tidspunkt kan høre nogen åbne en dåsebajer på balkonen overfor.
I sig selv beundringsværdigt at kunne fastholde et sådant fokus fra sit publikum, men materialet gør sig bestemt også fuldt fortjent til denne cadeau. Personligt ville jeg nu gerne vide, hvem der tager del i koncerten undervejs som gæstemusikere, men præsentationen udebliver ligeledes, og de bliver alle placeret i skyggerne – ganske som Solbrud selv i øvrigt. Og på den måde fastholdes vi alle i en seance, der først og fremmest handler om at tage musikken ind, og mindre om overfladiske shows og gimmicks, hvilket da i bund og grund trods alt også er at foretrække.
Og er der et nummer, hvor musikken trænger ind, så er det i den eksperimenterende 'Ædelråd', der indleder næste akt. Adrian Utzon Dietz fræser selv nummeret i gang, inden de andre indfinder sig, og efter et par dystre rundgange i black-maskineriet begynder den ellers for alvor at folde sig ud. Dietz selv med flere solo-sektioner, og sidenhen også som del af en akustisk guitar-trio. Prætentiøs eller ej, så er 'Ædelråd' en vild bedrift, der stikker i mange retninger, og som også her i live-formatet udfolder sig til UG med kryds og slange, med musikalitet og diversitet i højsædet.
En spændende side af Solbrud, der fortsætter i Dietz' andet bidrag til pladen, 'Sjæleskrig'. Den indledende, bendede twinlead fører os ind i 70er-venligt territorie, mens der går nærmest guitarhelteri i de afrundende minutter, og selvom det står ud som et radikalt anderledes spor end black metallens mere konservative rammer går det også live eminent i spænd med Solbruds lyd, med dens introspektive og dunkle grundtone.
I hvert fald noget helt, helt andet end, da vi når til 'En Ild som Tusind Sole'. En kradsbørstig sag, som netop er meget båret af Oles skærende skrig på pladen, og hvor det står endnu mere klart, hvor meget Hernan må skrige igennem for at overdøve musikken. Vigtigst af alt må vi dog fortsat hæfte os ved, at denne fjerde del føles out of place, også i live-situationen. Hvor vidt vi end har været omkring indtil nu, så er der en reflekterende og introspektiv grundtone, samt en sans for varieret pacing, der går igen på tværs af de første tre sider – og som ikke matches på D-siden. Både 'En Ild som Tusind Sole' og 'Aske' fræser derudaf kompromisløst og unuanceret, eller i det mindste føles det sådan ovenpå alt det der fulgte forinden. Det virker nærmest som et andet band, og resulterer i en afrunding, der taber en smule på momentum.
Helt færdige er vi dog ikke, bare fordi 'IIII' er nået sin ende – og efter den symbolske, kortvarige forduften ud af scenen får vi et throwback til dengang det hele startede på debuten med, hvad der vel nærmest er en af deres kendingsmelodier, 'Dødemandsbjerget' – med hvad dertil hører af afrundende synkrone moves fra Hernan, Dietz og Hjorth til at runde aftenen af under fælles vingefang.
For et par år siden kunne man frygte for, om Solbrud ville gå op i limningen.
I dag er vi ikke længere i tvivl om, at Solbrud er kommet for at blive, og de har åbnet dørene til helt nye sider af sig selv. Ikke mindst med et arrangement som dette, hvor de kunstneriske ambitioner står i fuldt flor, vel at mærke uden at tilsidesætte black metal-rødderne, der har ført dem så vidt. Det føles som at se et helt andet band end dem, vi så for sidste gang med Ole Luk i front på Ungdomshuset knap to år tilbage – og selvom Koncerthusets kulisser også spiller en rolle for helhedsindtrykket, så er det dog Solbrud selv, der har gjort sig fortjent til at stå her, med al det arbejde der er lagt i 'IIII'. En bedrift, vi kan takke os lykkelige for at kunne opleve live denne ene gang – vi ser frem til at se, hvordan de bryder formerne videre op herfra.