Ole lukker Solbrud-kapitlet
Vi vidste alle godt, at netop i aften på Ungdomshuset, hvor Solbrud trådte deres første skridt, var noget helt særligt, og det blev det da også. Uden unødig sentimentalitet brød Ole med i bandet med masser af gnistrende tilbageblik til deres tidlige år.
2. Sortedøden
3. Øde Lagt
4. Forfald
5. Klippemennesket
6. Afbed
7. Dødemandsbjerget
8. Besat af Mørke
Hvis man fulgte eventvæggen dagene forinden, kunne man ellers godt frygte et stort frafald, men det var bestemt ikke tilfældet. Ungdomshuset var fyldt til bristepunktet, og det med god grund. Ole Luk er med årene blevet et kendt ansigt på den danske metal-scene, ikke mindst p.g.a. Solbruds store betydning for black metallen herhjemme. Før dem var der i det hele taget ikke en reel scene for dansk black metal, men snarere enkelte bands her og der, der hver for sig i mange tilfælde havde større succes med at søge udenfor de hjemlige breddegrader. Det tog da også et par år, før Solbruds dansksprogede, atmosfæriske take på black metal-genren brød igennem med den prisvindende opfølger 'Jærtegn' fra 2014, og resten er, som man siger, historie.
I de senere år har Ole Luk også lagt kræfter i andre projekter som Heltekvad og ikke mindst Afsky, og det er da også netop de projekter, som er årsagen til, at vi står her i dag. Fokusset har bevæget sig væk fra moderbandet, og så stopper vi her, mens legen stadig er god. Tiden må så vise, hvor Solbrud så bevæger sig hen med deres nye frontmand David Hernan, men for i aften handler det dog for os alle om at få lukket dette kapitel, som de fleste af os har fulgt i årevis. Selv var jeg til Alcest-koncert på Stengade i 2011, hvor disse unge fyre allerede dengang efterlod mig med et indtryk af, at der både var rigmål af intensitet og indlevelse at komme efter, for ikke at glemme potentiale. Ganske vist en af deres allerførste koncerter, men det var nu ikke noget, man mærkede, og sidenhen er kanterne så blevet finpudset med tre albums i bagagen. Personligt er det dog især de tidlige dages rå, knap så vemodige udtryk, der ryger under pick-up'en derhjemme, og derfor var det da også noget helt særligt at høre dem i aften fokusere på de første plader, der definerede deres lyd.
Inden da var der dog Glemsel på programmet. Et hidsigt foretagende, der kun lige netop har udgivet deres første fuldlængde, 'Forfader'. Tempoet var skruet helt op til 11, og deres hyperenergiske, nærmest trance-inducerende black fik en spacy overtone, der virkede i perioder. I perioder drev det også blot forbi som primale, repetitive energiudladninger, men det var i det atmosfæriske tonespektrum, at Glemsel fungerede bedst. Sangskrivningen efterlader dog stadig noget at ønske, hvadend dette ”noget” så måtte være. Selvom Glemsel måske i aften tenderede til det forglemmelige, så kunne man stadig fornemme, at de havde et eller andet særligt over sig – også selvom deres sorte gryde af adrenalin og atmosfære stadig kan blive betydeligt stærkere.
Den endelige afsked
Lidt forsinket af rod med billetsystemet og en usandsynlig lang kø til baren (hvorfor havde de dog ikke også åbnet for baren udenfor?) sparker Troels Pedersen aftenen i gang med det primale trommespor til 'Bortgang'. En eminent, slæbende udgave, der indledes i mørke toner, inden scenen oplyses i hele farvespektret, lige da nummeret eksploderer seks-syv minutter inde. Selvom der blot er tale om et enkelt trick fra lysmanden, fungerer det godt til at forstærke 'Bortgang's dynamiske aspekter, og allerede i slutningen af nummeret får aggressionen en ekstra skrue fra manden i front, der lader til at kanalisere alle sine kræfter ind i at få lukket med stil.
Med det sagt er det nu ikke, fordi Ole Luk på nogen måde gør opmærksom på sig selv undervejs. Den fortælling kender alle os fremmødte jo sådan set også udmærket i forvejen, men derfor er det nu også stadig dejligt, at vi befries for unødvendige sentimentale indfald undervejs. Musikken er omdrejningspunktet, og alle gør sit til at lukke Solbrud's Luk-æra på fornem vis. Finurligt nok får 'Sortedøden' mig til at tænke på, om det ikke netop er denne grundtone, som Glemsel prøvede at ramme lige forinden, hypnotisk og stormblæst efter alle kunstens regler. Vekselvirkningen mellem det aggressive og det tunge får i perioder ekstra spillerum, fx under en lang, doomet overgang i 'Øde Lagt', hvor de løse strenge får lov at runge ud – for en koncert på Ungdomshuset var lyden intet mindre end perfekt til at forstærke Solbruds rå tyngde, når de er bedst, og selvsagt også en ideel lokation, når nu det var her, de indledte karrieren for over ti år tilbage.
Den hidsige afslutning på 'Forfald' leveres med samme intensitet som 'Bortgang' i starten af sættet, og igen må vi tage hatten af for Oles kompromisløse intensitet, der sammen med Troels og Tobias Pedersen (bas) leverer hele aftenen igennem med uudtømmelig nerve. Bevares, Solbruds katalog er måske ikke det mest genredefinerende i hele verden, men om ikke andet har de en central betydning herhjemme. De lagde fundamentet for en bredere dansk, for ikke også at sige dansksproget, black-scene, og skulle man være i tvivl om hvorfor, så er en skæring som 'Klippemennesket' et glimrende sted at starte. Igen i aften leveret med eminent veksling mellem drømmende stilstand og frenetiske forløb i orkanstyrke, der demonstrerer alt det, Solbrud gør bedst. Epikken får en ekstra tand i den udvidede outro til 'Dødemandsbjerget', og endelig gør Ole opmærksom på, hvad det er for en begivenhed vi står vidne til, uden dog at kaste mere lys på sig selv end nødvendigt.
Mere end noget andet var det et Solbrud, der bar i fælles flok her i aften, og nu hvor nøglen til øvelokalet er overdraget videre til Hernan, er det da også først og fremmest vigtigt at huske, at Solbrud er meget mere end ham der i front. Tobias, Troels og Adrian Utzon Diest (guitar) har alle været med siden grundstenene blev lagt i 2009, og de bærer gudskelov alle faklen videre med Hernan. Lige for i aften kiggede vi dog bagud i stedet for fremad, og vi kunne dårligt have ønsket os en bedre afsked med Solbrud i denne konstellation – og sådan var vi tydeligvis mange, der havde det.
I mellemtiden vil vi så se frem til, hvad Ole Luk og Solbrud vil byde os fremover – forhåbentlig meget mere, når nu Ole får lidt mindre travlt og kan dedikere ekstra tid til både Afsky og Heltekvad, mens Solbrud står stærkt med både friskt blod i folden og nyt på trapperne. Vi ønsker i hvert fald held og lykke i begge lejre, og siger tak for nu til Ole som del af Solbrud!