Nostalgisk sortsyn
Populær
Solbruds debutalbum er velspillet og godkendt, men langt fra en original åbenbaring.
02. Øde Lagt
03. Dødemandsbjerget
04. Skyggeriget
Det 20 år siden norsk black metal krøb frem fra de mørke skove og sejrede verden over med den sublime mørke genre. Kort efter startede bølgen af endeløse ligegyldige bands der søgte at gå Emperor, Burzum, Mayhem, Enslaved og Satyricon i bedene. Vort norske broderfolk syntes at besidde en kreativitet og musikalsk overlegenhed, som ingen danske black metal bands nogensinde har kunne matche. Kun få har fortjent gjort sig bemærket, som Denial of God, Nortt eller mægtige Apollyon, hvis karriere desværre blev alt, alt for kort.
Danske Solbrud gjorde sig positivt bemærket på forrige års upcoming stage på Copenhell. Nu aktuelle med deres selvbetitlede debut, tager Solbrud lytteren med på en nostalgisk rejse tilbage i tiden. Men er tiden for klassisk atmosfærisk black metal ikke ved at være rendt ud anno 2012?
Både og.
Ud fra udseendet er de fire knægte fra København nok ikke meget ældre end den genre de begår sig i, og al respekt for deres evner i det her musikalske univers.
Skiven rummer kun 4 numre, der hænger sammen, og alligevel har en spilletid på tre kvarter. De er i bedste stil med Burzum langt over de 10 minutter, og rummer både elementer af langsomme momenter og hurtige aggressive passager. Der er torden, der regn. Musikken er både episk og melodiøs og til tider ganske fængende.
Det holder bare ikke optimalt til så lange numre, så der ender simpelthen med at gå tomgang i et nummer om 'Bortgang', der er skivens første skæring.
'Dødemandsbjerget', som er det korteste nummer på knap otte minutter, fungerer derfor bedst i denne sammenhæng, og går fornemt over i 'Skyggeriget', der indledes med et fint akustisk stykke, inden de fandenivoldske kræfter bliver sluppet løs, for 12 minutter senere at slutte skiven af med noget, der mest minder om psykedelisk stenermetal.
Teksterne kredser om de velkendte emner som tågefyldteskove og bjerge og sorte slotte, mens der råt og glimrende growles på dansk, og til tider på engelsk, hvilket virker ret overflødigt.
Tiden er ikke løbet ud for black metal som i gamle dage, men der bliver nødt til at komme en sort kat op af hatten, der kan føje en ny kant til genren.
Kortfattet er det her en hæderlig debut, med men en udpræget mangel på originalitet, hvorfor man lige så godt kan hive 'Dark Medieval Times' eller 'Hvis Lyset Tar os' ud fra reolen i stedet.
Solbrud lyder dog som en band med potentiale, så fremtidens udspil skal nok blive interessante.